Er spil bare spil?

I gængs forstand tænker mange formentlig på spil som mere eller mindre tomhjernet underholdning.
Samtidig beskæftiger vi os i stigende grad med computerspil i skolerne, så der må vel næsten være mere i det end som så?

Men kan vi sammenligne spil med nogle af de medieformer, vi måske kender bedre? Eller er spil noget helt unikt?
For at drage en parallel kan vi se på computerspil som kommunikationsform.

Spil som kommunikationsform

Spil kommunikerer nemlig, og stort set alle spil rummer forskellige budskaber. Kommunikation i spil er mange ting; lige fra den kommunikation der ligger i spillets historie over den visuelle kommunikation til spillets indre mekanik. I mange spil taler spillet primært til os for at understøtte den gode spiloplevelse, fx ved at fortælle en mere eller mindre overbevisende historie.

Selvom vi altså kan identificere visse fællestræk med de gamle medier i elementer som fortælling og visuel kommunikation, så må vi ikke glemme, at spil altså er spil og dermed ikke bare ”en ny form for film”. Spil har grundlæggende en anden måde at ”sige tingene på”, og denne ”spilbaserede retorik” må vi prøve at identificere og afkode.

Behovet for at forstå spillene og deres mere eller mindre skjulte dagsordener bliver hele tiden større i takt med at flere og flere spiludviklere gør brug af spil som kommunikation. Vi støder i stadig større omfang på spil, der forsøger at overtale os til det ene eller det andet. Derfor er det i mange tilfælde helt afgørende, at vi kan ”afkode” spillenes budskaber og intentioner og kritisk vurdere dem – præcis som vi skal kunne forholde os kritisk til alt det vi møder on- såvel som offline.

Persuasive games

En af de forskere, der har beskæftiget sig mest med dette felt og de iboende problemstillinger, er amerikaneren Ian Bogost, der opererer med begrebet ”persuasive games”. Som man formentlig kan udlede, så henviser han netop til den type spil, der er udtryk for en intention om at overtale spilleren.
Bogost peger på, at spil kan øve indflydelse på os idet de viser os hvordan systemer fungerer på en bestemt måde inden for bestemte rammer. Idet ethvert spil jo er designet for at give os en eller flere oplevelser, kan man designe et spil, der i sit regelsæt argumenterer for en bestemt sammenhæng – fx i et politisk, kommercielt, religiøst eller kulturelt perspektiv.

I det følgende kigger vi på tre genrer af spil, der alle vil ændre vores holdninger og/eller adfærd; newsgaming, reklamespil og politiske spil.

Disse præmisser er integreret i spillets mekanik – reglerne – der dikterer hvad man som spiller kan og ikke kan.
Resultatet af disse mellemregninger bliver, at man med den givne fremgangsmåde – bomb terroristerne – ganske enkelt ikke kan vinde spillet, da civile tab pr. definition fører til større tilslutning til terroristernes sag.
At spilleren via spilmekanikken fastlåses i et snævert defineret handlemæssigt råderum bliver til en påstand om, at man i virkelighedens verden ikke kan bombe sig til en sejr i krigen mod terror. Dermed minder retorikken i spillet fx om de mange antikrigsdemonstrationer og fyrige slogans, som vi har set gentagne gange siden 1960’erne. Man kan også sammenligne med (anti)krigsfilm som Hurt Locker og Deer Hunter eller protestsange som ”Give peace a chance”.

100 Point

Et andet spil i genren er det lille danske ”100 Point”, som er en kritisk kommentar til regeringens beslutning om at indføre et pointsystem på integrationsområdet. Efter lovens vedtagelse skal man opnå 100 point for at blive tildelt permanent ophold i Danmark. Disse point kan man optjene på forskellig vis, fx ved at komme i arbejde, lære sproget og/eller udføre frivilligt arbejde.
Alene pointmetaforen skaber associationer til spillenes verden, hvor point fra spillenes barndom har været en central komponent. Derfor kan det også forekomme helt oplagt at bruge et spil til at forholde sig til lovgivningen.

I spillet 100 point har du på forunderlig vis optjent 97 point, og skal nu blot sikre de resterende tre ved at svare på tre spørgsmål om dansk kultur. Det første forekommer nemt, og det andet ligeså; næsten for nemt, fristes man til at tænke. Dette billede ændrer sig dog radikalt ved det sidste spørgsmål, hvor man skal klikke på det danske flag. Under normale omstændigheder et tilforladeligt krav, men når man forsøger bytter de to flag plads, og man kan altså kun klikke på det forkerte svar.

Spillets mekanik dikterer således, at man som spiller ikke kan vinde spillet om de 100 point, og derfor umuligt kan opnå adgang til det forjættede land. På den måde bliver 100 point til en påstand om, at det i virkelighedens verden ikke kan lade sig gøre at opnå opholdstilladelse i Danmark.

100 Point blander sig dermed i en debat, der blev ført i de øvrige medier, og spillet placerer sig som en skarptskåren pointe, der passende kan nuanceres af Marianne Horsdal, der er professor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet:

”Det er en glimrende idé at opfordre folk til at engagere sig, især hvis man også belønner engagement i det foreningsliv, udlændinge selv opretter. Men den linje, som er lagt med et pointsystem, der belønner nogle og straffer andre, er diskriminerende. Det er ikke rimeligt, at for eksempel traumatiserede flygtninge, der ikke har magtet at lære sprog særlig godt, får det sværere.”

Hvis vi vender tilbage til Ian Bogost, så hævder han at spil som September 12th og 100 Point gør brug af en ”rhetoric of failure” :

“Such games present a scenario that can't be won under the rules provided. These games make a statement about those rules, arguing that they are insufficient for the task to which they are currently being put.”

Det er oplagt at drage en parallel til den hjemlige politiske arena, hvor især Dansk Folkeparti har plæderet for et tilsvarende forbud og i den sammenhæng har produceret og cirkuleret en karikeret fremstilling af en moske. Denne satiretegning tjener samme formål som ”Minarett Attack”, idet DF givetvis har håbet på, at vi som ”modtagere” tolket fremstillingen af moskeen som noget negativt, og noget vi gerne vil mobilisere modstand imod.

Wall Street Whitmann

Ved det nyligt overståede amerikanske midtvejsvalg blev spil også inddraget i bestræbelserne på at ændre slagets gang. California Labor Federation agiterede mod republikaneren Meg Whitman og fokuserede deres kampagne omkring siden “Wall Street Whitman”. Her argumenterede de ihærdigt for at hele Whitmans karriere bygger på bedrag og ufine metoder:
” Make no mistake about it: Meg Whitman got rich the Wall Street way – through scams, shady insider deals and mortgage-backed securities that resulted in countless Americans losing their homes and jobs.”

Spillet ”Wall Street Whitman” fører denne retorik videre, og lader spilleren indtage rollen som en aldeles usympatisk skildret Meg Whitman, der hensynsløst fyrer folk og sætter familier på gaden.
Spillet er ganske simpelt, men er interessant fordi det vender forestillingen om ”rhetoric of failure” på hovedet. Hvor fænomenet sædvanligvis indikerer, at noget ikke kan lade sig gøre, så bygger ”Wall Street Whitman” på den præmis, at Meg Whitmans gerninger uden videre har kunnet lade sig gøre. Man bliver afslutningsvis tvunget til at tænke over, at ”California’s future is not a game” og at den lemfældige omgang med menneskers liv man netop selv har praktiseret, ikke er holdbar i virkeligheden.