
Anja C. Andersen, astrofysiker ved Niels Bohr Institutet
En afgørende oplevelse i mit liv
Da jeg gik i 7. kl. havde jeg en vikar i fysik, der ud over at være vikar på min skole også læste astronomi på universitetet. Når vi havde ham i fysik, fortalte han tit om stjerner og planeter, og han tog os også med ud en aften for at se på stjerner. Jeg syntes, at det var så spændende, at jeg gik hjem til min far og mor og sagde: "Jeg vil være astronom ligesom Uffe!". Til det svarede de, at det kunne de godt forstå, for det lød spændende. Andre voksne sagde mærkelige ting som: "Det er da ikke for piger!" eller "Hvorfor vil du ikke hellere være noget med fremtid i, hvor man kan tjene penge?". Mine forældre bakkede mig op ved at give mig bøger om astronomi i fødselsdagsgave og julegave, og til min 13 års fødselsdag fik jeg en stjernekikkert.
Grunden til, at jeg fik så stor en gave, var, at min far havde fået arbejde i Saudi Arabien, hvor vi skulle flytte til og bo i 2 år. Det var jeg ikke specielt begejstret for, da jeg hellere ville blive i Danmark med mine venner. For at gøre mig lidt glad fik jeg så en stjernekikkert. Der er meget, man ikke kan i Saudi Arabien, når man er en ung pige, men en ting som alle har lov til er at sidde om natten og betragte stjernehimlen.
Anja C. Andersen
Om
Mit råd til jer

Når der er noget, man brænder for, skal man lægge mere mærke til dem, som forsøger at bakke en op, end dem som siger, at "det kan du nok ikke". Da jeg blev færdig med gymnasiet og fortalte min fysiklærer, at jeg ville være astronom, sagde han: "Det er du vist ikke dygtigt nok til!". Det gjorde mig meget sur og jeg tænkte: "Jeg skal vise ham, at jeg er god nok!". På en måde gjorde han mig en tjeneste - kan jeg se i dag. Det var svært for mig at komme igennem studiet, men hver gang jeg syntes, det var rigtig svært og overvejede at holde op med studiet, tænkte jeg på, at jeg nok skulle vise ham, at jeg kunne komme igennem det studie. Det gav mig den stædighed, der var brug for. Jeg havde en lærer, der sagde til mig og en af mine studiekammerater: "Sådan to piger som jer, der er bange for at få sorte negle, har ikke noget at lave på et fysikstudie!". Hvorfor han mente, vi var bange for at få sorte negle, ved jeg stadig ikke. Men vi blev godt nok gale i skralden, og det fik os til at arbejde ekstra hårdt med det fag, så vi endte med at få en god karakter.