Menu
Logo for temaet Køn, etnicitet og ligestilling
 
• Indhold

Carla Cammilla Hjort, dj og producer blandt meget andet

En afgørende oplevelse i mit liv
Det havde stor betydning for mit liv, da jeg var i en trafikulykke og fik åbent kraniebrud. Jeg var meget tæt på døden, og det ændrede min tilgang til livet og mine valg. Det stod pludseligt klart, hvor vigtigt det er at leve hver dag, som var det den sidste og i forlængelse af det, udleve sine drømme i livet! Mine drømme har altid været relateret til at skabe glæde og positive forandringer i det samfund, jeg lever i, og det afspejler sig i alt, hvad jeg laver i dag. (Jeg er dj, producer, iværksætter, ejer og stifter af ArtRebels og livsnyder). Alt hvad jeg laver er oftest i mandsdominerede verdener, men jeg har aldrig rigtig set det som en forhindring, måske fordi min mor altid har været en stærk selvstændig kvinde, der gav mig tro på mig selv og mine evner.
Jeg har oplevet mange fordomme, fordi jeg er lesbisk, men jeg har altid følt, at det var dem med fordommene, som var ofre, og ikke mig.

Carla Cammilla Hjort

Om

Mit råd til jer

Carla Cammilla Hjort

Kære Børn,
Det bedste råd, jeg kan give til alle dem, som ønsker at forfølge deres drømme er: Vær modig, stærk, vedholdende, ærlig, rummelig, empatisk, uselvisk, rebelsk og tålmodig. Livet er ofte en hård kamp, men hvis vi lærer at kæmpe med stolthed og tro i hjertet, lærer vi med tiden at vinde slagene. Jeg mener ikke, vi skal ligge under for hverken kulturelle fordomme eller forventninger … og vi ved, hvor mange der findes. Tværtimod skal vi turde stå på egne ben og afklares med, at vi måske står alene til tider, men i det mindste står vi stærkt!
Endnu et rigtig godt råd er ikke at falde i den fælde, der hedder, hvis du hader mig, så hader jeg dig. Find så meget kærlighed til dig selv, i dig selv, at du kan hæve dig over fordomme og forventninger og find mennesker, som forstår og støtter dig! Vi er alle heliotropiske* væsner, vi vokser i lyset!

* Helio betyder lys. Tropi betyder vækst. Helios var grækernes solgud, og heliotropi er her et billede på, at mennesker tiltrækkes af lys og varme. Ligesom planten, der drejer sig og suger næring og energi på den side, der vender mod solen, vokser mennesker af lys og god energi.