• Indhold

Hassan Preisler, skuespiller og filminstruktør

En afgørende oplevelse i mit liv
Da jeg blev færdiguddannet som skuespiller i 1999, blev jeg tilbudt en lang række perkerroller, fx i filmen PizzaKing. Jeg kalder dem perkerroller, fordi de skildrer farvede danskere som perkere: uuddannede stakler, der ikke har andre valg end at blive kioskejere, taxachauffører og voldspsykopater. Perkerrollerne fortæller, at "de" er ikke som "os". "De" fremstilles som om, at ”de” har anderledes følelser, ønsker for fremtiden og anderledes måder at opføre sig på, end "vi" har. ”De” fremstilles som om, de ofte er mere vrede, onde og aggressive.
Min far er fra Pakistan, min mor er af en gammel dansk familie. Min far er ikke mere vred, ond eller aggressiv, end min mor er. Jo, nogle dage. Og nogle dage er hun.
Fuld af frustration over at opleve Danmark som et lille racistisk og tåbeligt hjørne af Verden, rejste jeg i 2000 til udlandet, fik en masse arbejde og fik udlevet mine drømme om at se Verden. Det var nogle fantastiske år!
For et par år siden talte jeg en dag med en ældre, sort professor i New York, som ikke accepterede min version af Danmark, landet uden høje bjerge. På hans kontor på det fine universitet, hvor han underviser, sagde han til mig, at jeg skulle lægge min pen, kigge ham i øjnene og høre, hvad han sagde til mig: "Der findes ikke onde mennesker, kun uvidende og bange mennesker, som kommer til at handle, så det gør ondt på andre". Han tog brillerne af og sagde: "Nu skal du holde op med at brokke dig og tage hjem til Danmark og vise dem i Danmark, hvordan det føles at blive holdt udenfor, for de ved det ikke. Og det, man ikke ved, kan man ikke anklages for”. Og så advarede han mig om, at det ikke ville blive let, for der er ikke nogen, der har lyst til at indse, at de ikke er rimelige og retfærdige. "Det kommer til at tage tid", sagde han til mig og opfordrede mig til at være modig og mild.

Hassan Preisler

Om

Mit råd til jer

Jeg har været tvunget til at se virkeligheden i øjnene; tingene er, som de er, og de vil ikke ændre sig i morgen, hvor der også vil være åndssvage perkerroller. Men min erfaring er, at jeg ofte kan påvirke de folk, der har magten til at ændre tingene, hvis jeg ser dem i øjnene, og roligt og uden anklager forklarer dem, hvad den følelsesmæssige og samfundsmæssige konsekvens er af deres valg. For at have overskud til at kunne gøre det, så har jeg venner, der har de samme oplevelser, som jeg har, som jeg kan tale med og flippe ud i selskab hos, sådan at jeg ikke gør det, når jeg skal forsøge at bygge bro og skabe forståelse. Jeg læser bøger og tekster om diskrimination og eksklusion, så jeg forstår, at disse tilstande findes alle steder, ikke kun i Danmark eller i min branche. Jeg har venner i London, New York, Berlin og Beirut, som kan vise mig, at fremtiden er lys for de samfund, der er inkluderende, dvs. inddrager mennesker i stedet for at holde dem ude.

Det kan ikke nytte noget at bruge tiden på at ærgre sig over, at det er, som det er. Men, at det er som det er, betyder ikke, at det ikke kan laves om.