Pandaen
Verdens sødeste? 1 år gammel pandaunge.
Kinas nationaldyr er stor, dejlig, doven, blød og charmerende.
Kæmpepandaen lever kun i Kina. Pandaen lever i bjergskove. Typisk i 1500 til 3000 meters højde. Den lever af bambus. Pandaen går ikke i vinterhi. Den opholder sig generelt i lavere højde om vinteren. Pandaen kan også finde på at søge ly i træer og huler.

Pandaen er truet
Der er meget få pandaer tilbage i verden, mellem 1000-2000 i naturen (tal fra IUCN, The World Conservation Union, 2008).
I november 2007 var der 239 pandaer i fangenskab (china.org.cn).
De vilde pandaer lever i dag i de kinesiske provinser Sichuan, Gansu og Shaanxi. Tidligere kunne pandaen findes overalt i Kina.
Der er flere årsager til at pandaen er truet:
- Leveområderne forsvinder. De begrænsede leveområder er den største trussel for pandaen. De mange mennesker i Kina har brug for landbrugsjord og træ. Det betyder, at skovene i bjergene fældes. Pandaen har brug for meget store skovområder. De to ting passer ikke godt sammen. Kina har oprettet store reservater for at hjælpe på dette.
- Mangel på bambus. Bambus planten dør når den voksne plante har været i blomst. Det sker med mellemrum på 15-120 år. Det sker samtidig for mange bambus i et område. Pandaen må derfor søge til nye områder for at finde mad og det er ikke altid mulig. I Kina forsøger man at oprette korridorer mellem nogle af områderne, så pandaen kan bevæge sig mere frit.
- Jagt. Jagt på pandaen var tidligere et problem, men markedet for pandaskind er forsvundet. Hvem har lige lyst til at have et sådant skind derhjemme? Dertil er der indført dødsstraf for krybskytteri. Der dør dog stadig pandaer i fælder, som jægerne har sat for at fange andre dyr.


3 år og en bandit. Der skal meget bambus til før han er mæt.
Mad

Pandaen spiser næsten kun bambusblade og skud. Den bruger mindst 12 timer hver dag på at spise bambus. Da der er meget lidt næring i bambus må den spise rigtig meget. Cirka 20 kg om dagen. Pandaen spiser over 60 forskellige slags bambus, men 35 slags udgør deres væsentligste fødekilde.
Pandabjørnen holder bambussen med sine 5 fingre og en ekstra ”finger”. De yderste lag fjernes med tænderne før den spiser de inderste bløde lag.
En lille del (cirka 1 procent) af pandaens kost er græs, frugt, små gnavere med mere.
