Føde - 50-80 kilo muslinger om dagen

Forskerne og den svenske naturfotograf Göran Ehlmé har samarbejdet. Som den første i verden dykkede han med kæmperne ned til havbunden og filmede, hvordan de spiste. Nu fik biologerne mulighed for at se, hvad der rent faktisk foregik på havets bund.

Fotografen brugte flere år på at nærme sig dyrene og finde ud af, hvordan man dykker ned med dem. Man skal ikke spøge med en hvalros. Man ved, de har angrebet kajakker og småbåde og har dræbt flere fangere.

Føde

Hvalrossens foretrukne føde er muslinger. Men de skal finde og hente muslingerne, der gemmer sig langt nede i havbunden. De to vigtigste arter er hulemuslingen og sandmuslingen, der kan sidde 30 cm nede i bunden. Kun deres ånderør stikker op til overfladen.

Hvalrossen bruger deres følsomme overskæg til at finde muslingerne, der sidder nedgravet i havbunden. Så pumper de dem fri af havbunden med den ene luffe - det rejser en større støvsky.

Hvalrossen suger nu kødet ud af muslingerne. Deres mund er formet, så muslingen lige netop passer ind i et rundt hul. Med et kraftigt sug trækker de kødet ud af muslingerne. Skallerne lader de ligge. Under et enkelt dyk kan de spise op til 55 muslinger. Når de vender tilbage til overfladen for at få luft, efterlader de et krater i havbunden fuldt af tomme skaller - det ser mest af alt ud, som om nogen har smidt en håndgranat på stedet.

Gennem den korte arktiske sommer spiser en hvalros mellem 50 og 80 kg muslinger om dagen. De omdanner føden til spæk, som er deres energidepot om vinteren. Det er mange muslinger, der hver dag skal hentes op fra havets bund - mellem 4000 og 6000 stykker bliver det til.

Hvalrossen henter for det meste muslingerne på relativt lavt vand fra 10 til 30 meters dybde. Typisk er de neddykkede og på jagt efter mad i 6-7 minutter. Så skal de til overfladen og have luft. Under højlydt prusten ilter de deres blod igen, før de atter dykker ned. De kan dykke op og ned og spise gennem flere døgn i træk.

Hvalrossen roder ikke bunden op med deres prægtige stødtænder, som man har troet ind til nu. Stødtænderne ligger fladt oven på havbunden og fungerer som et par meder - som på en slæde, mens hvalrossen skubber hovedet henover bunden. Hvalrossen bruger det følsomme skæg til at føle sig frem til muslingernes ånderør. Med dyr i fangenskab har man vist, at hvalrosens følsomme overskæg kan skelne mellem firkantede og trekantede genstande, der er så små som 7 mm i diameter.

Når hvalrossen med sit skæg har fundet et område med nedgravede muslinger, vifter dyret sin ene for-luffe kraftigt ned mod havbunden. På den måde pumper de sandet og mudderet væk – ligesom når man pumper sandorm op. Det skaber et dybt hul, hvor muslingerne ligger blotlagte. De fleste hvalrosser er ”højre-luffede”, lige som de fleste mennesker er højrehåndede.

Luffer

Efter nogle døgns arbejde trænger de til at hvile sig. De finder en sandstand eller en isflage og lægger sig i en klump af dyr for at varme sig i den arktiske sol. De hviler sig i et par døgn, hvor de rent ud sagt prutter, bøvser og skider på hinanden. Der er en ram lugt fra en sådan klump hvalrosser. Freden og idyllen bliver ofte brudt af drabelige slagsmål og de fleste hvalrosser har store ar i huden efter huk fra en gnaven nabo.

Hvalrosser spiser gennem flere døgn og hviler sig så i en rum tid. De ligger hulter til bulter i en kæmpeflok.

Muslinger, fugle og sæler - sælens åndehul

Muslingerne i havbunden er hvalrossens vigtigste føde, men den er et glubsk rovdyr, der kan kaste sig over andre emner. Edderfugle og tejster, der svømmer på vandet, er et let bytte for hvalrossen. Den svømmer ganske enkelt rygsvømning ind under fuglene og suger dem til sig. Hvalrossen spiser også sæler. Den indhenter dem i vandet, omfavner dem og dræber dem med stødtænderne. Derefter suger de sælen i småbidder med hår, hud og spæk. Ikke underligt, at sæler ofte holder sig langt væk fra områder med hvalrosser. Der er også beretninger om, at hvalrosser har dræbt isbjørne, småhvaler og spækhuggere.