Jagt

Jagt

Grønlands Naturinstitut

Biologerne Erik Born fra Grønlands Naturinstitut og Rune Dietz fra Danmarks Miljøundersøgelser har studeret hvalrosserne og deres liv gennem mange år. Af deres undersøgelser kan vi lære om hvalrossen.

Her er forskerne på vej ud, for at undersøge og fotografere.

Hvalrossen er et let jagtbytte. De henter primært deres føde på havbunden, men som havets andre pattedyr skal den op til overfladen og have luft. Derfor holder hvalrossen hyppigt til på lave vanddybder tæt ved kysten om sommeren.

Og når de har spist hviler de sig i større flokke på land eller på en isflage. Her er de endnu nemmere at komme tæt på og jægere kan let udrydde en hel flok på en gang.
Når hvalrosserne har spist hviler de sig – ofte samlet i en stor flok, hvor de er relativt nemme at komme tæt på.

Biologerne giver gode råd om, hvor mange hvalrosser man kan skyde uden at true bestanden.

Tidligere blev mange hvalrosser skudt, og bestanden var truet. Fra slutningen af 1600-tallet og frem til første halvdel af 1900-tallet drev fangere en voldsom jagt på hvalrosser, og tusindvis af dyr blev dræbt. Man lavede olie af spækket, men særligt stødtænderne, der består af elfenben, var værdifulde.

På grund af den store jagt, forsvandt hvalrossen fra flere områder. I Vestgrønland gik den sidste hvalros på land i slutningen af 1930’erne, og i Østgrønland mente man, at bestanden nærmest var udryddet i 1950’erne.

Bestanden af hvalros vokser kun langsomt. Dyrene parrer sig først, når de er 12-15 år gamle, og hunnerne kun får én unge hvert tredje år. Jagt på hvalros bliver derfor hurtigt en trussel for bestanden. I Nordøstgrønland og på Svalbard fredede man hvalrossen i 1950’erne. Bestandene er nu langsomt men sikkert på vej frem i disse områder. Og i resten af Grønland er der nu indført kvoter på, hvor mange hvalrosser, fangerne må skyde, for at bevare hvalrossen i fremtiden.