Masaifolket


Fotos: Peter Ferdinand
De lever af kvæg. Tidligere var de alle nomader. I dag bor nogle også fast et sted. Men masaier ses stadig med deres kvæg på savannen. De genkendes let, da kvæget har mange farver fremfor de vilde dyreflokke. Og så er der altid høje, røde skikkelser blandt dem.
Nogle gange tapper de lidt blod fra en levende ko. De blander blodet med mælk. Det synes de smager herligt, og så er det sundt.
Masaier spiser ikke de vilde dyr. De spiser kun kød fra køer og får. Derfor findes der stadig mange vilde dyr, hvor masaierne lever.
I nogle nationalparker må de ikke være med deres kvæg mere. Nationalparkerne er kun for de vilde dyr. Masaierne har ellers altid levet i harmoni med de vilde dyr. Men der bliver flere og flere masaier, fordi flere overlever sygdomme i dag. Så bliver der også flere og flere kvæg, som overgræsser området.
Både mænd og kvinder går meget op i deres udseende og bærer smykker. Deres smykker er lavet af glas- og plastikperler.
Kvinderne laver selv deres brede halssmykker. Perlernes farver fortæller, hvilken stamme de kommer fra. Kvinderne giftes væk, når de er helt unge. En gift masai-kvinde er kronraget.
Kvinderne arbejder meget hårdt. De laver mad, passer børn, henter brænde og vand. De bygger også familiens hytte af grene, kolort og mudder.
Mændene vogter kvæget og beskytter familien. De vandrer for det meste rundt på savannen med deres kvæg. De har altid deres lange spyd med sig. Så hvis en løve ligger på lur i græsset, jager de den væk med spydet.
Tidligere var en masai ikke en rigtig mand, før han havde dræbt en løve. I dag har han en kriger-periode, hvor han tager ud for at stjæle kvæg fra andre masaier.