Den utrolige Prædiken i Mårup Kirke
En søndag i 1809 holdt provst Claus Mønnich en prædiken i Mårup kirke som så mange gange før. I modsætning til de andre gange blev denne nedskrevet af en af tilhørene. Denne beskrivelse blev fundet i et privat bibliotek godt 110 år senere af dr. teol. Michael Niiendam, der gengav den i Nationaltidende 26.4. 1926 og senere i Vensyssel Tidende. Til sidst blev den trykt i årbogen for Lokalhistorisk Samfund for Hjørring Amt ved Anton Jakobsen. Herfra stammer den prædiken, der er gengivet nedenfor. Overskrifterne skyldes dog herværende redaktør, og stavemåden er tillempet nutidsdansk. Fhv. lærer Hanne Christiansen, Dianalund, har venligst lånt mig et ringbind, hvor omtalte prædiken samt avisudklip og andre oplysninger om Mårup kirke lå. Nogle af disse er gengivet til højre på denne side.
Den utrolige prædiken i Mårup Kirke 1809
Om Den utrolige prædiken i Mårup Kirke 1809
Et resumé af hensyn til den unavngivne løjtnant
Manden, der har nedskrevet prædikenen, en unavngivet løjtnant, kom for sent, hvorfor provsten for hans skyld gav følgende resumé af det, han hidtil havde sagt:
" Vi har i dag evangeliet om brylluppet i Kana, som jeg har delt i to dele:
- Første del: Hvem kom til brylluppet?
- Ande del: Jesu og hans diciple kommer
I den første del er forklaret, at der var bryllup i Kana, hvor Jesu moder stod for anretningen, og at derfor Jesu og alle hans disciple var budne til brylluppet, og Jesu tillige (til) at føre brudgommen. I den anden del er forklaret, at Jesu og hans disciple efter at have været i kirke og hørt vielsen nu skal til bryllupsbordet. De fleste af gæsterne var allerede inde, og vi slap just, da løjtnanten kom, ved Peter og begynder derfor i Guds navn igen."
Provsten præsenterer bryllupsgæsterne for menigheden
"Så kom Peter. Han havde om natten været på havet for at fange fisk til gæstebudet. Han havde havstøvler på ligesom I, når I kommer fra havet (her anskueliggøres den sugende lyd af trinene i de tunge og våde støvler): truf! truf! truf!
Så kom brudgommen. Han havde nye støvler på: knirk! knirk! knirk!
Så kom bruden. Hun havde højhælede sko på: trip! trip! trip!
Så kom Jesu moder, Hun havde tøfler på: slup! slup! slup!
Til sidst kom Frelseren Jesus. Han havde bare fødder: slank! slank! slank!
Da de nu er kommet til bords, læste Jesu bordbønnen (og her føjer provsten meget hurtigt til, at det er en stor fejl af evangelisten Johannes, at han ikke har opskrevet den, for det har sikkert været en god "jen"). Så kom grøden ind. Om det var risengrød eller byggrynsgrød, derom taler Den hellige Skrift intet, men at det var en god grød med tykt sukker og kanel på og en stor smørklat udi midten, derom er der intet spørgsmål".
Jesu forvandler vand til vin
"Der blev nu spist og drukket dygtigt, men da der var kommet 13 flere gæster, end der var gjort regning på (nemlig Jesu og hans 12 disciple), begyndte det at knibe for vin, hvorfor Jesu moder, som stod for brylluppet, listede sig hen til ham og sagde: "De unge brudefolk, de mangler vin". Men hvad svarede han? "Det kommer int jer ved, a skal nok pas min` ting".
Nu stod der seks store vandkar af sten af samme slags, som blev bjerget fra Saltmanden Portugiseren (som var en stranding på egnet et par år før, JM). De kunne rumme en tre fjerdinger smør hver og en. Da sagde Jesu til tjeneren: "Fyld dem fulde med vand". Da dette var sket, sagde han: "Smag på'et, Ja, ja, smag kun på'et!"
Men hvor forbavset blev Køgemesteren, da vandet var blevet til den dejligste vin, hvorfor han sagde: "Enhver giver først den bedste vin og siden den ringere, men du har beholdt den bedste til sidst!".
"Ja, mine andægtige medkristne, det var et stort mirakel, Frelseren gjorde. Han gjorde vand til vin, og int' som vinhandlerne, for de gør vin til vand. Og hvad var det så for en vin, han gjorde? Den gang, jeg var præst på Hirtsholmene, strandede der en spanioler. Der var vin ombord i små runde flasker, der var omvundne med sivier. Sådan en vin var det, Frelseren gjorde. Sådan en vin er en sand medicin." I sagte tone indskød nu provsten det fromme ønske: "Gid jeg havde nogle flasker endnu".
Gæsterne drikker og provsten beder om en snarlig stranding
"Nu blev bryllupsgæsterne også glade og muntre og drak al den dejlige vin. Og hvorfor skulle de ikke drikke? Når Vor Herre ville velsigne vor strand med en god vinmand, om hvilken lejlighed vi alle i hjertet vil bede, at det må ske snart".
Ved disse ord foldede provsten hænderne, løftede hænderne og øjnene i vejret, lige så gjorde menigheden og efter et halvt minuts stilhed fortsattes prædiken.
"Jeg siger, når Vor Herre af en besynderlig nåde ville velsigne vor strand med en god vinmand, ville vi ikke også drikke? Jo, vi ville, ikke alene drikke, men også takke og lovprise ham for de Gudsgaver, han have velsignet os med".
Brylluppet fortsætter med dans
"Da nu gæsterne havde nydt tilstrækkeligt, hævede Frelseren gildet ved at læse fra bordet. Denne bøn har Johannes heller ikke optegnet. Og da han havde ført brudgommen, skulle han jo danse ham bruden til. Men hvad dansede han?
Menuet! (her tog provsten i sin kjole, bredte den ud til siden, gjorde et pas til højre, et til venstre og et bagud. Samtidig gav han takt og tone med ordene: tinterlintint! tinterlintint! tinterlintint! Men hvorledes danser I? Fiertur, Kehraus (her gør han nogle hop og tramp for at illustrere bondedansen, hvis rytme han gengiver således: hopetohop! hopetohop! Hopetohop!
Derfor mine andægtige medkristne, når I kommer til gæstebud og skal danse og vil danse, så dans menuet og ikke fiertur og kehraus, for ellers danser Fanden kehraus med jer alle sammen lige ind i Helvede.
Amen".