Menu
• Indhold

Kulturarv

 

Hvad er kulturarv?

 

Genstande er kulturarv

Kulturarv er genstande, fundmateriale, bygninger, viden, sange, traditioner og meget andet, som fortæller en væsentlig historie om livet i Danmark og samfundets udvikling.

Det tales både om natur- og kulturarv. Naturarven er botaniske, zoologiske eller geologiske forekomster. Kulturarven er rester af menneskers virke så langt tilbage i tid, Danmark har været beboet og op til i dag.

De to begreber kan ikke altid klart adskilles. Størstedelen af den danske natur, som vi kender den i dag, er et resultat af menneskers virksomhed gennem flere tusinde år – altså kulturarv. Planter, der i dag gror vildt, kan på et tidspunkt være indført med dyrkning som formål. Dyr kan være indført, fordi man på et tidspunkt har brugt dem til jagt eller landbrug.

Kulturarven er dog entydigt menneskeskabt. Den kan være fysisk og synlig omkring os i form af huse, veje, broer, gravhøje, møller, kirker, kirkegårde, parker osv. Det kalder vi den faste kulturarv. Noget ligger stadig, hvor det altid har ligget, selvom omgivelserne har ændret sig. Andet er blevet flyttet, f.eks. til et frilandsmuseum.

Hvor et område stadig har bevaret sit udseende fra et givent tidspunkt, kalder vi det et kulturarvsareal, et kulturmiljø eller et kulturlandskab.

Enkeltgenstande er også kulturarv. På landets museer kan du se genstande, der er indsamlet, fordi de repræsenterer den kulturhistoriske udvikling. Disse genstande er med til at vise samfundsmæssige forandringer gennem tiden. Det kan f.eks. være husgeråd, landbrugsredskaber, tøj, møbler, værktøj, bøger, breve, sange, film, kunstgenstande, musikinstrumenter osv.

 

Traditioner er også kulturarv

Kulturarven er ikke kun materielle levn, altså ting, man kan røre ved. Det liv, vi lever efter visse normer, bestemt af vores kultur, er også kulturarv. Det samme er en række traditioner knyttet til såvel hverdag som fest. Når vi flager med Dannebrog, leger sanglege og hinker, danser brudevals, pynter juletræ, dækker middagsbord, klæder os ud til sidste skoledag og får studenterhue, anvender vi vores kulturarv aktivt. Det kalder vi den immaterielle kulturarv.

En del af vores immaterielle kulturarv er gået i glemmebogen og findes nu kun på museer, i arkiver eller som optagelser. Andre elementer kan vi stadig finde rester af i vores sprog, ordsprog, sange, klædningsstykker osv.

 

Gå videre til proces

Du er nu klar til at gå i gang med besvarelsen af opgaven.

 

               

Læs mere om Gå videre til proces

 

Eksempler på kulturarv

Bronzesværd

Bronzesværd

Landhus

Landhus i bindingsværk.

Voergaard Slot

Voergaard Slot