Fastholdelseskaravanen
- veje til gennemført uddannelse
Fastholdelseskaravanen sætter fokus på unge med etnisk minoritetsbaggrund, der har svært ved at komme i gang med eller at gennemføre en erhvervsrettet uddannelse.
Fastholdelseskaravanen blev oprettet i 2008 og udvikler strategiske indsatser i samarbejde med produktionsskoler, erhvervsskoler og Ungdom¬mens Uddannelsesvejledning for at sikre, at især flere etniske minoritetsunge gennemfører en erhvervsfaglig uddannelse.
Fastholdelseskaravanen udvikler, formidler og forankrer viden og pædagogiske metoder. Fastholdelseskaravanen tilbyder blandt andet kompetenceudvikling af undervisere, studiecaféer, familie- og forældresamarbejde, formidling af virksomhedsrollemodeller, etablering af lokale uddannelsesnetværk og meget mere.
Fastholdelseskaravanen er et samarbejde mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Integrations¬ministeriet og er en selvstændig del af Brug for alle unge. Projektet er støttet af den Europæiske Socialfond.
Læs mere på: www.fastholdelseskaravanen.dk
Inspirationshæfte: ”Drenge i gråzonen”
Inspirationshæftet indeholder beskrivelser af de udsatte drenge, og hvad der skal til for, at de kan gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse. Hæftet rummer en række generelle råd og metoder indhentet fra fagpersoner, der i dagligdagen er tæt på de udsatte drenge.
Kursus: Motivationspædagogik i praksis
Kurset tager afsæt i praktiske erfaringer fra undervisningen og tilbyder konkrete værktøjer, som læreren kan anvende til at styrke elevers sociale og personlige kompetencer. Det kan bidrage til en øget motivation hos eleven og understøtte opnåelsen af de faglige mål.
Dialog oplæg: Unge rollemodeller
Som lærer eller vejleder kan du bruge et rollemodelbesøg til at skabe dialog om og refleksion over udfordringer og konflikter i de unges dagligdag. Dette kan være alt fra uddannelsesvalg til at føle sig marginaliseret i det danske samfund.
Kursus: Gråzonesprog
På kurset i Gråzonesprog får du en række praktiske værktøjer, der hjælper dig til at undgå sproglige faldgruber i undervisningen. Med disse værktøjer kan du øge elevernes faglige udbytte og skabe et inkluderende læringsrum
Undervisningsmateriale: Værkstedssprog
Undervisningsmaterialet bidrager til at give eleverne et relevant ordforråd inden for: Træ- og byggeværksted, Køkken eller Metal. Materialet indeholder praktiske opgaver, som styrker elevernes sproglige bevidsthed, formuleringsevne og begrebsverden.
Kursus: Pædagogisk værkstedsledelse
På kursus i Pædagogisk værkstedsledelse vil du blive undervist i pædagogiske ledelsesstile, der gør det nemmere at møde eleverne i øjenhøjde og give dem den undervisning, de får mest ud af.
Kursus: familiesamarbejde
Undervisere, vejledere og ledere på erhvervsskoler og produktionsskoler kan på dette kursus få konkrete redskaber og metoder til at styrke familiesamarbejdet.
Inspirationshæfte: Lær med stil – om læringsstile i praksis
Dette hæfte henvender sig til lærere, ledere eller hjælpere i en studiecafé, som ønsker at fremme elevernes lyst til læring. Hæftet sætter fokus på arbejdet med læring i studiecaféer og præsenterer konkrete værktøjer inden for læringsstile
Inspirationshæfte: Kom godt i gang – om etablering af studiecaféer
Dette hæfte videregiver erfaringer og anbefalinger, som du kan lade dig inspirere af til at etablere en studiecafé. Studiecaféen kan være en værdifuld støtte til at give eleven de bedst mulige forudsætninger for at gennemføre uddannelsesforløbet.
Kursus: praktikpladssøgning
Kurset giver dig konkrete redskaber og meto¬der til at støtte, vejlede og motivere eleverne i praktikpladssøgningen.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

