Integrationsviden
Viden og erfaringer på integrationsområdet gøres nu let tilgængeligt på Integrationsministeriets nye portal ’Integrationsviden > Viden Der Virker’.
Hvem ved hvad og hvor? Forskningsinstitutioner og videnscentre producerer årligt store mængder viden inden for integrationsområdet, ligesom kommuner og frivillige organisationer gør sig mange gode erfaringer, der kan drages nytte af i hele landet. Men alt for ofte strander de kommunale erfaringer indenfor bygrænsen, ligesom forskningsresultaterne ikke når ud til praktikerne.
Derfor lancerer Integrationsministeriet nu den nye webportal ’Integrationsviden’, der samler de mange erfaringer, værktøjer og undersøgelser inden for integrationsområdet under en hat.
”Der er i dag masser af viden på integrationsområdet, men det kan være svært at finde den midt i en travl hverdag. Det råder den ny portal bod på. Og da den er opbygget på en meget brugervenlig måde, har jeg stor tiltro til, at den vil blive brugt flittigt af de kommunale praktikere, ” siger Birger Mortensen fra KL, der sidder med i den uafhængige styregruppe af integrationseksperter, der har opstillet rammerne for portalen.
Let og ligetil
Indholdet er kategoriseret i seks temaer, der afspejler hverdagen for de forskellige faggrupper, som arbejder med integration: Nyankomne, By og bolig, Familie og sundhed, Demokrati og deltagelse, Skole og uddannelse samt Beskæftigelse. Indholdet er overskueligt og besøgende kan hurtigt finde lige nøjagtig den viden eller de værktøjer, de har brug for. På portalen kan man også danne sig et overblik over relevante arrangementer og netværk, ligesom der er direkte links til centre og eksperter inden for hvert enkelt område.
”Portalen henvender sig til alle de praktikere, der arbejder med integration rundt om i landets kommuner. Men vi ved, at også frivillige og virksomheder finder viden og værktøjer, som de kan bruge i deres dagligdag,” forklarer formidlingskonsulent hos Integrationsministeriet, Sisse Egeberg.
Om
Vidensområder
Portalens indhold er inddelt i 6 temaer, som er nøje koordineret med ministeriets udviklingspuljer, så der er sikret grundlag for en løbende produktion af viden:
• Nyankomne
• By & Bolig
• Familie & sundhed
• Demokrati & deltagelse
• Skole & uddannelse
• Beskæftigelse
Find portalen på www.nyidanmark.dk/integrationsviden
For yderligere oplysninger kontakt
formidlingskonsulent Sisse Egeberg,
Integrationsministeriet,
telefon: 40 72 69 97,
e-post: seg@inm.dk.
Del ud af erfaringerne
En af de brugere, der har glæde af portalen i sit daglige arbejde, er integrationskoordinator i Frederiksberg Kommune Rie Wellendorf:
”Tidligere var det næsten umuligt at danne sig et overblik over de mange centres rapporter og andre kommuners redskaber. Det har betydet, at vi hver i sær i kommunerne har skullet opfinde den dybe tallerken, hver gang vi har startet et nyt projekt. Nu kan vi nemt og hurtigt slå op i den fælles database og trække på andres viden, ligesom vi kan dele vore egne erfaringer.”
Og det er netop den vekselvirkning mellem at dele og finde erfaringer og viden, der er meningen med portalen, supplerer Sisse Egeberg:
”Portalen er et værktøj af brugere for brugere. Videnscentre og praktikere bidrager løbende ved at indsende viden og erfaringer til portalen, ligesom de selv kan finde værktøjer og viden, der kan inspirere til fremtidige projekter. Så hvis du har nogle gode erfaringer eller nogle gode praktiske værktøjer, så send dem til os, så andre også kan få glæde af dem!”
Find portalen på www.nyidanmark.dk/integrationsviden. Her kan du også finde vejledning til, hvordan du indsender egne gode erfaringer, viden og relevante værktøjer.
Viden der virker
Integrationsviden er del af den satspuljefinansierede indsats Viden der virker, der skal sikre en opsøgende formidling af viden på integrationsområdet.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

