samtaleøvelser
Jobsamtale - gruppeøvelse
Formålet med øvelsen er, at du får øvet dig i at præsentere dig selv, fortælle hvad du kan, hvorfor du søger praktikpladsen osv. I skal være mindst tre til at gennemføre øvelsen. Der er tre roller, som fordeles mellem: en ansøger, en chef, og en observatør. Hvis I er flere end tre, kan I bruge flere observatører. I kan skiftes til at prøve de forskellige roller.
1. Begynd med at aftale hvilke job der er tale om (tømrer, slagter, frisør eller lignende)
2. Chefen indleder samtalen eller interviewet og siger for eksempel: "Fortæl hvorfor du søger praktikplads hos os"
3. Ansøgeren begynder med at præsentere sig selv og fortæller, hvorfor han søger praktikpladsen: "Jeg heder Niels. Jeg er 22 år og vil gerne arbejde i et stort firma"
4. Chefen stiller spørgsmål.
Åbne ”hv” Spørgsmål
Chefen skal tilstræbe at stille åbne ”hv” spørgsmål: Hvorfor søger du praktikplads hos os? Hvad laver du i din fritid? Hvad er du god til? Hvordan har du det med overarbejde?
Åbne ”hv” spørgsmål tvinger ansøgeren til at sige noget mere.
Lukkede ledende spørgsmål
Lukkede spørgsmål er f.eks.: Kan du lide at møde tidligt? Har du noget imod at arbejde over?
Disse spørgsmål bør undgås, da de ikke får ansøgeren til at fortælle meget om sig selv.
Observatørens rolle
Observatøren skriver notater om, hvordan det går. Vedkommende må intet sige, men skal iagttage, hvordan ansøgeren klarer det. Til slut kan observatøren komme med en positiv feedback til ansøgeren om, hvordan det gik, og hvad der kan gøres bedre. Det kunne for eksempel være " Du kunne stille flere spørgsmål til hans fritidsjob"
Tag tid på øvelsen og brug 10 minutter på hver samtaleøvelse og 5 minutter på tilbagemeldingen. Så bytter I roller, til alle har prøvet at være ansøger.
Præsentation
Igen skiftes I til at være ansøger og observatører. Nu er der to observatører.
- Ansøgeren får to minutter (der tages tid) til at præsentere sig selv og begrunde sin ansøgning om praktikplads.
- Observatørerne noterer og tager tid.
- Observatørerne kommer med feedback
- Byt roller.
Denne øvelse er en rigtig god træning i at turde sige noget og fortælle om sig selv. Du vil sikkert blive overrasket over, hvor lang tid to minutter er. Lav øvelsen flere gange, og du bliver bare fantastisk til at sælge dig selv.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
