Menu
• Indhold

Scan en ledig praktikplads i Vejle

Skrevet af praktikpladskonsulenterne, Marianne Bechmann og Mona Fuglsang Syndergaard, Campus Vejle. praktik@campusvejle.dk

Scan en ledig praktikplads i Vejle

Om

Synlig praktikpladsfunktion

På Campus Vejle arbejder vi med, at praktikpladsfunktionen skal være meget synlig for grundforløbseleverne. Det betyder blandt andet, at vi deler kontor med studievejlederne, og at vi  besøger hver klasse mindst 2 gange i løbet af HG; i forbindelse med opstarten på HG, hvor eleverne skal i gang med at udfylde elevplan og i lidt god tid inden eleven afslutter HG, hvor vi er mere konkrete omkring væsentlig information.

Turné i klasserne giver bedre kontakt til eleverne

Tidligere foregik en del af denne information i vores auditorium med mange klasser på én gang, men efter at vi er begyndt at turnere rundt i klasserne, oplever vi en meget bedre kontakt med eleverne, og spørgelysten er steget væsentligt, ligesom det er blevet lettere for eleverne bagefter at kigge ind til os på kontoret med spørgsmål. Derudover har vi et tæt samarbejde med kontaktlærerne om formidling af stillingsopslag. Kontaktlærerne er jo dem, der kender eleverne bedst og ved, hvem der skal skubbes lidt ekstra til for at få gang i praktikpladssøgningen, og samtidig også hvem der kan være relevante til de forskellige stillinger.

Erhvervsdag

1 gang årligt afholder praktikkonsulenterne en erhvervsdag for ALLE hg-elever. Her har vi  besøg af en række virksomheder fra lokalområdet, der bredt repræsenterer de forskellige uddannelsesretninger på hovedforløbet. Formålet med denne dag, er dels at give eleverne et indblik i hvilke uddannelsesmuligheder der findes, at gøre eleverne mere målrettet og sidst men ikke mindst ligger det forud for at HG-1 eleverne skal vælge valgfag til 2. år, som dermed bliver afgørende for deres slutniveau og hvilke uddannelser de får adgang til.

Scan dig til ledige praktikpladser

I udfordringen med at få formidlet ledige praktikpladser har vi taget et nyt våben i brug. Vi har fået lavet en QR-kode (mobil tags), som kan scannes af en smartphone, og ved indscanning af denne, ryger man direkte ind på vores side med ledige praktikpladser. Disse QR-koder hænger i alle klasser og er synlige på gangen ved kantinen.

Praktikpladssøgning på skemaet / Praktikplads Camp

På sidste del af HG undervises eleverne målrettet i praktikpladssøgning, ligesom det kombineres med flere praktikforløb i lokale virksomheder, hvilket hjælper eleverne med at skabe netværk til den efterfølgende praktikpladssøgning. For de elever der stadig ikke har fundet en praktikplads i forbindelse med afslutningen af HG afholdes en Praktikplads Camp, hvor der sættes endnu hårdere ind på jagten på praktikplads, med foredrag, tests, yderligere undervisningsforløb i at skrive ansøgninger, cv og i at gå til samtale. Her er der høj grad af 1 til 1 vejledning, så alle deltagere efterfølgende står med 100% brugbare ansøgninger, samt ved hvor de kan søge praktikpladser.

Skolepraktik eller kontanthjælp?

I forbindelse med mulig optagelse i skolepraktik, erfarer vi at elever ikke reagerer på indkaldelsesbrev vedr. skolepraktik. Vi er derfor begyndt en ny praksis; Kort før sidste skoledag er vi rundt i alle afgangsklasser og gør eleverne opmærksomme på dette brev. Derudover har vi i samarbejde med det lokale Jobcenter lavet en flyer med titlen ”skolepraktik eller kontanthjælp” der bl.a. viser kontanthjælpssatserne contra skolepraktikydelsen.

Elev scanner en praktikplads
 

Elev scanner sig til ledige praktikpladser på skolens hjemmeside.

Elever "rykkes"

I forbindelse med indkaldelse til informationsmøde om skolepraktik, ringer vi nu til de elever, der ikke har reageret på brevet, og som vi ved er praktikpladssøgende. På denne måde får vi motiveret lidt flere til at vælge denne vej.

Den gode kontakt fortsætter efter grundforløbet

For praktikpladssøgende elever, der er færdige med HG og som ikke går i skolepraktik, forsøger vi at opretholde den gode kontakt, så eleverne ved at de kan komme til samtale og få hjælp. Kontakten foregår primært via Facebook og telefon. I forbindelse med 90 dages kontakten sender vi ikke breve pr. post, da eleverne ikke reagerer på disse, men går derimod langt for at få fat i dem pr. tlf. eller sms og minder om, at de har mulighed for at komme ind til samtale.

Kontakt til virksomheder med stillingsopslag

Når ansøgningsfristen udløber på lokale virksomheders stillingsopslag, som enten er sendt direkte til skolen eller fundet på nettet, kontakter vi gerne virksomheden for at høre, om de har fået tilstrækkeligt med ansøgninger. Det opfattes som rigtig god service fra skolens side og giver os samtidig lejlighed til at få ansøgningsfristen forlænget og prikke kandidater på skulderen, hvis det viser sig, at virksomheden ikke har fået tilstrækkeligt med ansøgninger. Vi risikerer ellers, at virksomheden undlader at ansætte elever, fordi der tilsyneladende ikke er nogle.