Telemarketingsfirmaer i det opsøgende arbejde
Om
Kender du udfordringen?
En skole skal i gang med en intensiv opsøgende indsats ift. ikke-godkendte virksomheder inden for et praktikrelevant brancheområde. Foran praktikkonsulenten ligger der en liste med flere hundrede af disse virksomheder, som alle skal ringes op med henblik på at aftale et besøg i virksomheden. Netop som konsulenten skal til at ringe til den første virksomhed på listen, ringer en helt anden virksomhed til konsulenten i et helt andet ærinde. Og flere timer senere kan konsulenten blot konstatere, at det heller ikke blev den dag, der blev taget hul på listen.
Et alternativ
Rigtig mange skoler har efterhånden erfaring med at indgå aftaler med telemarketingsfirmaer, som laver det forberedende opsøgende arbejde for skolen. Både Region Nordjylland og Region Hovedstaden har i 2010 bevilget flere millioner til regionens erhvervsskoler til en intensivering af arbejdet med at fremskaffe flere praktikpladser, og i begge regioner har de skoler, der er involveret i projektet indgået kontrakt med et telemarketingsfirma, som ud fra en række definerede kriterier ringer til virksomhederne med henblik på at booke møder for de opsøgende medarbejdere.
Et meget grundigt forarbejde er en forudsætning for at opnå succes. Forarbejdet består i udsøgningen og kvalificeringen at de emner der skal kontaktes. Samtidig skal telemarketingkonsulenterne ”klædes på” til opgaven. De deltagende skoler i Region Nord havde et fælles møde med alle telemarketingkonsulenterne. Mødet gav begge parter et klart billede af, hvad opgaven bestod i, og efterfølgende har der været en løbende dialog mellem projektlederen hos telemarketingfirmaet og skolernes koordinator på projektet. Denne dialog er meget væsentlig, idet den kan rydde misforståelser af vejen. Der er mulighed for at justere ”hvad der siges”, samt se på hvorledes mødebookingen forløber.

I Region Hovedstaden har det telemarketingsfirma, der er indgået aftale med, fået adgang til Praktik+, så de planlagte møder fra starten er registreret her og derefter overdraget til den praktikkonsulent, der skal ”ud i marken”. Telemarketingsfirmaets medarbejdere er oprettet som Praktik+ brugere på Hotel- og Restaurantskolen, der står som koordinator for regionsprojektet, og som dermed er ansvarlig for, at Praktik+ bruges efter hensigten.
Fordele og ulemper ved modellen
Telemarketingsmedarbejdere er vant til at ringe ud. De er trænet i telefonsalg og har derfor en høj succesrate - forstået som opkald, der resulterer i en aftale om besøg. Men det koster selvfølgelig!
I det firma, der er lavet aftale med i Region Hovedstaden, betaler man ca. 400,- kr. pr. aftalt møde samt et opstartsgebyr.
Skolerne i Region Nord har valgt et tilbud fra ”deres” telemarketingsfirma, som er en fastprisaftale på min. 3000 emner. Her koster det ca. 65, - kr. pr emne der kontaktes, uanset om kontakten resulterer i et møde. Der har i Region Nord været booket besøg på ca. 1/3 af alle udringninger.

Telemarketingmedarbejderne er trænede i arbejdet med out-bound-opgaver, og de kan "holde til" afslag.
Få flere oplysninger
For nærmere oplysninger vedrørende de omtalte regionsprojekter og de valgte telemarketingfirmaer:
Region Hovedstaden:
Nicholas Ostenfeld, Hotel- og Restaurantskolen, Tlf.: 4093 4220, nwo@hrs.dk
Region Nord:
Peder Spreckelsen, Tech College Aalborg, Tlf.: 2526 6476, pesp@tcaa.dk

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
