Menu
• Indhold

Viden om læring af ledelse

Videncenteret L-ianden vil styrke Danmarks position i den globale konkurrence ved hjælp af viden om ledelse og viden om, hvordan mennesker lærer at lede.

Viden om læring af ledelse

Foredragssal.

Videncenteret L-ianden er interesseret i at vide, hvordan ledere lærer at lede.

Siden 2005 har Ministeriet for Børn og Undervisning støttet etableringen af et nationalt videncenter for læring af ledelse. Et videncenter, hvis overordnede formål er at transformere den nyeste viden om ledelse til resultater i danske virksomheder og dermed bidrage til at styrke Danmarks position i den globale konkurrence.  

Om

Ingen arkivskuffer proppet med viden

”En af de store selvlysende overskrifter for vores arbejde er en nysgerrighed efter at forstå, hvordan ledere lærer at lede, og hvor kilden til deres læring skal findes. Vi forsøger, med andre ord, at blive klogere på ledelse og på læring af ledelse, så vi kan vejlede, uddanne og inspirere ledere til at blive bedre ledere,” siger Poul Brath, der er centerchef for Videncenteret L-ianden.

Videncenteret er ikke et videncenter i den forstand, at medarbejderne kan trække en arkivskuffe ud og finde viden frem. ”Det er vores hovedopgave at facilitere et videnflow i mellem de forskellige videnmiljøer. Jo flere man sidder sammen, jo større er mulighederne nemlig for at ’forstyrre’ hinanden med nye input og nye idéer,” siger Poul Brath og fortsætter: ”Det, videncenteret kan tilbyde, er et innovativt miljø til analyse og udvikling af læring af ledelse. Videncenteret er ikke et nyt konsulenthus.”

Skræddersyede diplomuddannelser i ledelse

Videncenteret L-ianden har mange bolde i luften. Der etableres ledelsesnetværk i mellem virksomheder, der etableres tænketanke, der afholdes konferencer, der foretages uddannelsessociologiske analyser, og der udvikles og revideres lederuddannelser.

Et projekt, der netop er sat i søen, er netværket Next Leadership, hvor fem virksomheder hver stiller med 4-5 ledere, der har interesse i at lære mere om ledelse inden for det samme afgrænsede område. Det giver sammenlagt nok deltagere til at skabe en lukket diplomuddannelse, der skræddersyes til deltagernes ledelsesmæssige behov.

”Lederne i netværket lærer en masse om ledelse, men ikke i en skolastisk form, hvor de sidder i et klasseværelse og lytter til en underviser. Vi skubber lederne sammen og hjælper dem til at udvikle en læring af ledelse, der er kontekstnær,” siger Poul Brath og fortsætter, ”det giver en stor fleksibilitet. Man kan lægge timerne, hvornår man vil, og man kan trække selve undervisningen ud af uddannelsesinstitutionen og ind i virksomhederne.”

Et hjørne af Erhvervsakademiet København Nord

Bag videncenteret står en bred kreds af uddannelsesinstitutioner, som tilbyder lederuddannelser fra AMU- til Masterniveau. Videncenteret er dermed ikke en juridisk selvstændig enhed, men en del af Erhvervsakademiet København Nord. På længere sigt skal videncenteret dog være finansielt bæredygtigt.

Skrevet af journalist og cand.pæd. Anders Rosenlund.

FAKTA OM PROJEKTET

 

Projektets formål

Det er videncentrets overordnede formål at transformere den nyeste værdifulde viden inden for ledelse til resultater i danske virksomheder, der kan fremme væksten og velfærden, regionalt og nationalt.

Projektleder

Centerchef Poul Brath

Videncenteret L-ianden

Tlf: 88 52 66 00

E-mail: brath@l-ianden.dk