Menu
• Indhold

Grundforløbsprojektet

Claus Bo Jørgensen og Stig Guldberg fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse udarbejder filmsekvenser,
der skal inspirere lærerne på erhvervsuddannelserne til arbejdet med udvikling af det afsluttende projekt på grundforløbet.

Grundforløbsprojektet

Murerelev i aktion,
 

Inspirationsmaterialet, der udarbejdes som led i et forsøgs- og udviklingsarbejde, kommer til at indeholde en række filmklip på DVD, der belyser projektet fra forskellige vinkler. Formålet er at give lærerne inspiration til at udforme gode projekter og at kvalitetsforbedre bedømmelsen af elevernes arbejde.

Om

Inspirerende eksempler

Udgangspunktet er, at der produceres seks DVD-sekvenser, der tager afsæt i karakteristiske forhold fra de 12 grundforløbsindgange. Det afsluttende projekt i grundforløbet illustreres på denne måde med genkendelige forhold, som de enkelte grundforløbsindgange kan spejle sig i og forhåbentligt blive inspireret af. Hver DVD-sekvens har en varighed på fire til otte minutter.

Det gode projekt

- Vi har et klip, hvor vi ser en lærergruppe drøfte det gode projekt, siger Stig Guldberg. Dér kommer de ind på, hvilke krav, de vil stille til et godt projekt.
Så kommer de ind på en række omstændigheder, der også spiller ind, når man skal definere det gode projekt: Hvad er det for lærerkompetencer, der skal til? – og hvordan kan man bruge dem? – hvad er det, vi kan? – og hvad er det for ting, vi skal lægge vægt på?

Evaluering af et projekt

- Så har vi en anden vinkel – det er en lærergruppe, som evaluerer et projekt, der ér afprøvet. De forsøger altså at se på, hvad der var styrker og svagheder i det.

Bedømmelsen af et projekt

- Vi har et klip med nogle lærere, der bedømmer et projektprodukt. Vi kigger dem over skuldrene, ser på hvad det egentligt er for kriterier, man bedømmer et projekt på.
Dér er det jo vigtigt, at der er sammenhæng mellem de bedømmelseskriterier, man har, og så de faglige kompetencer som projektet skal afprøve. Det lyder måske enkelt, men det er faktisk en meget kompleks opgave at sikre sådan en bedømmelse.

Elevernes oplevelse af et godt projekt

- Vi har også elever med, som fortæller om deres oplevelse af et godt projekt. Hvad de har lavet, hvad har været det bedste, det sværeste, det sjoveste og det værste.
De giver nogle råd til lærerne, og dér er det meget sjovt, at de peger på det samme – på tværs af fag: De peger nemlig på, at det er vigtigt, at lærerne giver sig tid til den enkelte elev.

Forskellige projekteksempler

- Så har vi lærere, der fortæller om nogle meget forskellige projekter. Vi er i murerfaget, vi er i autofaget og vi er på handelsskolen.
Tre områder, hvor lærerne så fortæller om forskellige aspekter af deres projekter, og hvor vi så får et indtryk af, hvor forskellige projekterne i grundforløbene kan være. Og hvad det er, der kan motivere den forskellighed

Afholdelse af prøve

- Endelig har vi en vinkel, hvor lærere på Social- og Sundhedsskolen drøfter, hvordan den afsluttende prøve, hvor projektopgaven indgår i, kan tilrettelægges – tilrettelægges så der er overensstemmelse mellem prøveformen og det projekt, der er blevet arbejdet med.
De diskuterer også, hvilke bedømmelseskriterier der skal bruges, når elevernes projekter skal bedømmes.

Uddannelsernes kompetencemål og lærerkompetencer

Projektopgaven tager afsæt i de kompetencemål, eleverne skal opfylde ved overgangen fra grundforløbet til skoleundervisningen i de pågældende hovedforløb.
- Det er her lærernes egne faglige kompetencer kommer på spil, altså når de skal fortolke disse kompetencemål, siger Claus Bo Jørgensen, hvordan er det vi tænker dem ind i en frisøruddannelse, en bageruddannelse eller en tredje uddannelse?
Svaret er ikke givet på forhånd – der skal man jo have den der faglige forståelse for, hvad betyder f.eks. arbejdsmiljøet, eller målsætning om arbejdsmiljø, når vi taler om bagere, om automekanikere eller om tandteknikere?

Grundforløbet afsluttes med et projekt …

Selvom der står i den seneste uddannelsesbekendtgørelse (Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser - BEK nr 1518 af 13/12/2007), at grundforløbet afsluttes med et projekt, så skal der alligevel refereres til de ting, der er arbejdet med undervejs i hele grundforløbet.
- Projektet behøver ikke nødvendigvis at være en adskilt størrelse, siger Claus Bo Jørgensen, det kan sagtens være en integreret del, hvor elementerne er udarbejdet undervejs i grundforløbet.
Og da skal lærerne så have det store overblik over flowet, så de enkelte dele kan sættes hensigtsmæssigt sammen.

Hvordan og hvornår?

Vejledningsmaterialet forventes færdigt i løbet af efteråret 2008. Klippene vil derefter kunne ses på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, samtidig med at DVD’en formentligt udsendes til alle erhvervsskoler.

Fakta om projektet

 

Interview med projektets ophavsmænd

lyd i nyt vindue

Otte minutters interview med Claus Bo Jørgensen og Stig Guldberg.

Projektnummer og link til databasen Udviklingsprojekter

Grundforløbsprojektet: 119977

Projektformål

Formålet er at udvikle et vejledende materiale (DVD-sekvenser, samt skriftlige materialer), der belyser, hvordan man kan arbejde med den afsluttende projektopgave på grundforløbet.

Projektansvarlig

Lektor Claus Bo Jørgensen
Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse
Tlf.: 6315 7942
Mail: claus.bo.joergensen@delud.dk

Faktaside for projektet

Se faktaside for projektet …