Lærlingeprojekt mødte modstand fra mestrene
Et projekt, der skulle indføre håndværkerlærlinge i innovation og iværksætteri, mødte modstand fra arbejdsgiverne. Efterfølgende rettede man i stedet fokus fra uddannelse til efteruddannelse af lærlinge.
Lærlingekursus om innovation

Håndværks-mestrene var ikke begejstrede for tanken om at uddanne lærlingene til iværksættere.
Den oprindelige tanke bag dette udviklingsprojekt var at tilbyde håndværkerlærlinge valgfag i innovation og iværksætteri sideløbende med deres traditionelle skoleforløb. Det skulle gøre lærlingene i stand til bedre at hjælpe deres kommende arbejdsgivere med at udvikle firmaet, samt på længere sigt at hjælpe de lærlinge, der gik med planer om at starte egen virksomhed. Arbejdsgiverne var imidlertid ikke positive overfor ideen.
Om
Efteruddannelse og iværksætterhjælp – til de egnede
I stedet for at gøre innovation og iværksætteri til en del af lærlingeuddannelsen, bliver der nu satset på efteruddannelse. Nøglen til succes er her, ifølge udviklingskonsulent hos Vitus Bering Danmark Torben Iversen, at gøre uddannede svende opmærksomme på mulighederne og hjælpe dem til at danne studiekredse, så de kan gennemføre kurserne ved siden af deres arbejde. Torben Iversen foreslår ligeledes, at der i fremtiden ydes konsulenthjælp til nystartede virksomheder – ligesom man gør det inden for landbruget.
Da lærlingenes mestre vendte sig mod det oprindelige projekt, valgte man denne drejning. Et efterfølgende forsøg viste nemlig, at arbejdsgiverne var langt mere interesserede, hvis lærlingene selv tog initiativ til at komme på kursus, eller hvis der var tale om efteruddannelse af svende.
Umodne lærlinge og konkurrence i branchen
Ifølge Torben Iversen bundede modstanden mod det oprindelige projekt i, at håndværksmestrene ikke mente, at lærlingene var klar til at tage ansvar så tidligt. Han vil dog ikke afvise, at spørgsmålet om konkurrence i byggebranchen også spillede ind. Da projektet blev gennemført, var der nemlig mangel på opgaver, men da det ikke er tilfældet længere, kunne et lignende forsøg foretaget i dag nemt blive modtaget mere positivt hos mestrene, mener Torben Iversen.
Projektet startede i efteråret 2005 som et samarbejde mellem Vitus Bering Danmark og Århus Tekniske Skole. Det var rettet mod murer- og tømrerlærlinge og mundede således ud i et kursusforløb parallelt med det traditionelle skoleforløb.
Skrevet af journalist og cand.mag. Thomas Christensen.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektets oprindelige formål
At udvikle erhvervsuddannelserne således, at det er muligt at tilbyde valgfag, som kan træne de unge i innovation og iværksætteri, sideløbende med et traditionelt erhvervsskoleforløb.
Projektets oprindelige målsætning
At tilbuddet efter pilotprojektet vil kunne implementeres i det normale uddannelsessystem uden ekstraordinær støtte.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
