Menu
• Indhold

Oplevelser der virker

 

Oplevelser der virker

Undervisere på SOSU-grundforløbet i Brøndby lærte at give eleverne oplevelser for at styrke indlæringen. De kan konstatere, at det virker: Eleverne kan huske det, de har lært.

Når underviser Petrea Busck skal lære sine elever om Erik Eriksons teori om de otte stadier i menneskets udvikling, bruger hun det, hun selv kalder ”en værre røverhistorie”. Den handler om et hotel på Ibiza med otte etager og med to ledige døre på hver etage.
Det er en lang historie, hvor hotellet får besøg af Petrea Buscks ven, Erik, der er tysker og ikke forstår spansk, og historien kommer langt omkring med alle mulige svinkeærinder. Forfatteren bag historien er Petrea Busck selv.

Om

Undervisning for alle sanser

Teknikken med at fortælle en historie for at undervise i noget teoretisk har hun lært på et kursus i oplevelsesbaseret undervisning hos True North.

Petrea Busck underviser på grundforløbet på SOSU-hjælperuddannelsen på Social- og Sundhedscentret SOSU C i Brøndby, og efter kurset gik hun direkte hjem og gik i gang med at prøve de nye didaktiske metoder, hun havde lært.
En af dem var ideen om, at ny viden skal arbejdes ind med alle sanser, hvor historiefortælling kun er én af flere teknikker.

- Når vi skal lære eleverne teori, får de uendelighedsblikket på. De har simpelthen svært ved at høre efter. Men på denne måde får de en sjov historie, og samtidig får de historie og læring ind fysisk. Det taler til alle intelligenser, fortæller Petrea Busck.

Historien er teorien

Historien om Erik på det otte etager høje hotel har samme struktur som Erik Eriksons otte trins udviklingsmodel. Hver etage repræsenter et udviklingstrin, og de to ledige døre på hver etage er enten en positiv eller en negativ udvikling på det pågældende trin.
Men alt det får eleverne først at vide flere uger efter.
Undervejs i historien knytter Petrea Busck en bestemt bevægelse til hvert udviklingstrin, og det der foregår bag dørene er et billede på dette trin. Hele tiden får man også at vide, hvad den stakkels Erik tænker ved de oplevelser, han får.
På tillids-etagen symboliserer de to døre således tillid og mistillid, i tillidsværelset sidder en mor og ammer sit barn, bevægelsen er armene der holder om barnet, og Erik tænker ”gud, hun ammer”.
Strukturen i historien garneres med sideforløb fra Petrea Buscks fri fantasi.

Det virker

Når Petrea Busck har brugt fortællemetoden, er eleverne blevet meget fanget af fortællingen.
Bagefter blev de bedt om at genfortælle historien, og nu var det dem, der skulle gøre de rigtige bevægelser. Først en dag eller to senere gav Petra Busck den teoretiske undervisning på den traditionelle måde.

- Efterhånden regnede de så ud, at den historie, vi fortalte, var en teori, og så lavede vi koblingen mellem historie og teori. På det tidspunkt har de accepteret historien, og derfor er de åbne for at arbejde videre med den, fortæller Petrea Busck.
I de næste uger blev historie og teori arbejdet igennem på kryds og tværs. Eleverne så film, lavede rollespil og fortalte, de lavede øvelser og lege med ord og forklaringer, og efterhånden faldt historie og teori sammen.
Bevægelserne, hotelrummenes scenerier og Eriks tanker hjalp dem til at huske det hele og sætte de rigtige faglige ord på.

- Jeg har prøvet det med historien i to klasser nu, og det virker. De hører efter, og de lærer, siger Petrea Busck.
Historiefortællingen er kun en af flere metoder, som Petrea Busk og hendes kolleger lærte på kurset.

FAKTA OM PROJEKTET

 

Projektets fulde titel

Lærertræning i oplevelsesbaseret undervisning i fremtidens ungdomsuddannelser for undervisere på grundforløb, kombinationsforløb, brobygning og introduktionskurser

Projektansvarlig

Elin Holm Hansen
Afdelingsleder Brøndby, PAU, føruddannelsesforløb
E-mail: elin.hansen@sosuc.dk
Tlf: 43 22 60 62

Projektlærere

Thomas Nielsson
Email: thomas.nielsson@sosuc.dk
Petrea Busck
Email: petrea.busck@sosuc.dk

Projektets finansiering

Projektet er finansieret gennem Kompetenceportalen/Dialogforum - og er derfor ikke registreret i FoU-databasen.