Menu
• Indhold

Entreprenørskab i klasseværelset

Et nyt website skal overskueliggøre mulighederne for at arbejde med innovation og iværksætteri i undervisningen – fra børnehaveklassen til universitetets forskeruddannelser.

Entreprenørskab i klasseværelset

Model over læring.

Entreprenøriel læring er en fremtidsorienteret vekselvirkning mellem at forstå, forankre og forandre. 

Selvstændighedsfonden startede i 2006 et projekt, der skal udvikle en oversigt over de mange tilbud, der har til formål at fremme uddannelsessektorens kompetencer inden for innovation og iværksætteri.

 

Projektet har fået navnet ’Entreprenørskabssøjlen’, idet projektet ikke blot fokuserer på et enkelt uddannelsesniveau, men i stedet rummer hele uddannelsesspektret fra børnehaveklassen til universiteternes ph.d.-uddannelser.

Om

Hvad er entreprenørskab overhovedet?

Begrebet ’entreprenørskab’ skal forstås som et samlende begreb for iværksætteri, kreativitet og innovation. Eller sat på matematisk formel:

 

Kreativitet + Innovation + Iværksætteri = Entreprenørskab.

 

”Entreprenørskab handler om mennesker. Om at de skal være proaktive, udviklingsorienterede, få ting til at ske, gribe efter muligheder - og i processen få indflydelse på eget liv. At en person er entreprenøriel, vil med andre ord sige, at vedkommende evner at omdanne en idé til et endeligt resultat. Og det kræver en række metodiske, faglige og personlige kompetencer,” siger Valdemar Duus, der er leder af projektet.

En entreprenøriel læringsform

”Læring er en individuel proces, hvor den enkelte forsøger at skabe mening og sammenhæng mellem tidligere erkendelser og fremtidige forventede oplevelser. Det er en fremtidsorienteret vekselvirkning mellem at forstå, forankre og forandre,” siger Valdemar Duus.

 

Ifølge Valdemar Duus må man løbende revidere uddannelsessektorens læringsformer. Og med overgangen til det postmoderne samfund, mener han, at en entreprenøriel læringsform, hvor drivkraften for læring er ’den opdukkende fremtid, bliver svær at komme uden om.

 

”Vi må flytte os fra den traditionelle læringstilgang, hvor elever og studerende sidder og læser i en bog og tilegner sig den viden, bogen byder på. Elever og studerende må gøre deres egne meningsfulde erfaringer, og undervisningens indhold må komme dem ved,” siger Valdemar Duus og fortsætter:

 

”I gamle dage bad man Gyldendal om at skrive et leksikon. I dag skriver brugerne det selv (Wikipedia). I gamle dage fik børnene færdiglavede bamser. I dag er de med inde i butikken, hvor de bestemmer bamsens fyld, farve og form – og selv kysser dets hjerte i gang (Build-A-Bear). Tidens trend er, at man vil involveres, og det er nerven i entreprenøriel undervisning og entreprenøriel læring.”

En mere tidssvarende måde at lære på

”Introduktionen af entreprenørskab i undervisningen skal således ikke ses som et supplement til undervisningen. Det er snarere en ny måde at undervise på, der åbner op for en mere tidssvarende måde at lære på,” siger Valdemar Duus.

Skrevet af journalist og cand.pæd. Anders Rosenlund.

FAKTA OM PROJEKTET

 

Projektets formål

At udvikle en oversigt over samtlige tilbud til fremme af kompetencer inden for innovation og iværksætteri i uddannelsessektoren, herunder kompetenceudvikling af lærere, undervisere og vejledere.

Projektleder

Valdemar Duus,

Selvstændighedsfonden.

Tlf: 65 45 24 67

E-mail: vadu@tietgen.dk