Ingen tid til film i undervisningen
De fleste gymnasielærere vil gerne bruge film i undervisningen, men de mange krav til undervisningen i forbindelse med den nye reform, gør det til en uoverkommelig opgave.
Film i undervisningen

Gymnasielærerne finder film yderst anvendelige i undervisningen.
En undersøgelse foretaget af Dansk Filminstitut og Lynx Media A/S viser, at et bredt udsnit af gymnasielærerne vurderer, at film er yderst anvendelige i undervisningen, men at de ikke har tid til at bruge dem. Da man i forlængelse af undersøgelsen udviklede kurser i, hvordan lærerne på effektiv vis kunne inddrage film i undervisningen - med særligt henblik på de nye tværfaglige områder - havde ingen tid til at tage kurserne.
Om
Gymnasielærere bruger stort set ikke film i undervisningen
Projektleder Henrik Poulsen, der arbejder i Lynx Media A/S, blev i 2005 kontaktet af Det Danske Filminstitut. De bad ham lede et projekt, der skulle afdække, hvordan filmmediet kan anvendes i gymnasiet, og hvordan man kan inspirere lærere til at få øje på filmen som en mulighed inden for de nye tværfaglige områder, hvor der kun i begrænset udstrækning ligger krav om indhold og form.
”Det Danske Filminstitut formidler film til undervisningsbrug, og de havde opdaget, at gymnasielærere stort set ikke brugte film i undervisningen, mens folkeskolelærere brugte dem i stor stil. Hver gang de sendte 10 film til uddannelsesinstitutioner, blev der kun sendt én til gymnasierne. Resten blev sendt til folkeskolerne,” fortæller Henrik Poulsen.
Undersøgelsen mundede ud i et paradoks
Projektets faglige vurdering er helt klar: Film er meget velegnede på de tværfaglige områder, fordi der her ikke findes specifikke undervisningsbøger endnu. ”Man kan eksempelvis tage udgangspunkt i en film om et afrikansk land, hvor både geografi, dansk, økonomi, samfundsfag kan byde ind,” forklarer Henrik Poulsen.
”Gennem interviews undersøgte vi så, hvorfor gymnasielærerne ikke ville bruge filmen i undervisningen. Men undersøgelsen mundede ud i et paradoks: Lærerne syntes, at film var ganske fremragende til brug i undervisningen, og de havde masser af forslag til, hvordan man kunne bruge dem i undervisningen. Men de ikke havde tid til at bruge dem, fordi der var strammet så meget op på, hvad eleverne skulle i gennem i de enkelte fag,” fortæller Henrik Poulsen.
Kurser uden kursister
Til sidst i projektet blev der udviklet tre kurser, som de pædagogiske centre udbød i foråret 2007. Men kurserne måtte alle aflyses. Lærernes interesse for kurserne var stor, men gymnasiernes kursusbudgetter var stort set bundet op på it, fagdidaktik og lærersamarbejde i forbindelse med den nye reform.
”Kurserne er nu gået på standby, og der skal nok et motiv til for at sætte dem i gang igen,” fortæller Henrik Poulsen og fortsætter: ”Det er utroligt ærgerligt, for projektet har rettet fokus mod en stor ressource, der faktisk svinger godt med gymnasiereformen. Men gymnasiereformens implementering gør, at der ikke er tid til at investere i ressourcen - igen lidt af et paradoks.”
Skrevet af journalist og cand.pæd. Anders Rosenlund.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektets formål
1. At undersøge den faglige værdi af filmisk materiale i forbindelse med de nye tværgående aktiviteter mellem fagene i det almene gymnasium
2. At opstille fagdidaktiske modeller for brugen af filmisk materiale i undervisningen.
3. At udvikle og tilbyde 2-4 efteruddannelseskurser med vægt på film som undervisningsmateriale.
Projektleder
Sekretariatschef Henrik Poulsen, Lynx Media A/S
Tlf. 33 18 44 34

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
