Innovative arbejdsformer
Gymnasielærere, der tør smide tøjlerne og inddrage innovative arbejdsformer i undervisningen, får nu konkrete redskaber til at styre kaos.
Innovative arbejdsformer

De innovative arbejdsformer kræver, at lærerne bliver innovative kaospiloter.
”Det er ikke noget, der er stationært mere,” mener Anne-Marie Sikker Sørensen, ”man må udvikle sig hele tiden og hele tiden lære nye ting. Der er ikke færdige løsninger længere, problemstillingerne er ægte, og ingen står på forhånd med de rigtige svar.”
Anne-Marie Sikker Sørensen, der arbejder ved Center for Undervisningsmidler, har netop afsluttet et projekt, der skal fremme innovative arbejdsformer på de gymnasiale uddannelser. Den tilstand, hun beskriver ovenfor, er den, der gør sig gældende i den innovative arbejdsproces. Når man arbejder innovativt, er der nemlig ingen faste holdepunkter og ingen selvfølgeligheder. Derfor mener hun, og det konsortium af ressourcepersoner fra den gymnasiale verden, der har deltaget i projektet, at de innovative arbejdsformer kan hjælpe gymnasielever med at tænke innovativt og med at navigere i kaos.
Om
Gymnasielærere som kaospiloter
”Det er ikke alle gymnasielærere, der har mod på at smide tøjlerne og blive innovative kaospiloter,” vurderer Anne-Marie Sikker Sørensen, ”jeg tror stadig, at der er mange gymnasielærere, der er bange for at sige til eleverne, at der er noget, de ikke ved. Og det er mit indtryk, at der stadig finder meget curriculum-tænkning sted på gymnasierne.”
De gymnasiale uddannelser er alle pålagt at inddrage nye arbejdsformer og at styrke elevernes evne til at tænke innovativt. Men det kræver, at lærerne selv tager det innovative til sig. ”Heri ligger nok en af de helt store udfordringer for samtidens gymnasielærere,” mener Anne-Marie Sikker Sørensen.
Konkrete og anvendelige arbejdsmetoder
De konkrete resultater af udviklingsprojektet er dels et kursus for gymnasielærere om innovative arbejdsformer, dels et hæfte, der byder på en introduktion til innovationsprocessen og en oversigt over direkte anvendelige innovative arbejdsmetoder.
”Kurset udbydes gennem Center for Undervisningsmidler og afholdes i januar 2008. Undervejs i projektforløbet måtte vi sande, at lærerne ikke har frygtelig meget tid til kurser. Kurset i januar vil derfor afvikles over en enkelt intensiv dag,” fortæller Anne-Marie Sikker Sørensen.
Innovationsprocessen - kort fortalt
Ifølge Lotte Darsø, der har en ph.d. inden for innovation, må der først og fremmest opstilles et ægte problem som udgangspunkt for den innovative proces. Altså et problem som ingen (heller ikke læreren) på forhånd kender svaret på. Derfor er der behov for at formulere og konkretisere problemet, før man går i gang med at finde en løsning. Denne fase kalder Lotte Darsø passende for prejektfasen. Den anden fase, nemlig selve projektfasen, er derimod målstyret og resultatorienteret.
Skrevet af journalist og cand.pæd. Anders Rosenlund.
FAKTA OM PROJEKTET
Projektets tre mål
1. At udvikle ideer, hjælperedskaber og undervisningsmaterialer, som er direkte anvendelige for lærerne i deres undervisning med innovative/kreative arbejdsprocesser i undervisningen.
2. At udvikle et kursusforløb, som skal uddanne ressourcepersoner på de gymnasiale uddannelser, så de og deres kolleger kan anvende innovative arbejdsformer i undervisningen.
3. At sprede viden om innovative arbejdsformer.
Projektleder
Anne-Marie Sikker Sørensen
Center for Undervisningsmidler, Glostrup
Tlf: 88 80 43 00
E-mail: cfu@cfustork.dk

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
