1.i er iPad-klasse
Det er mandag lige over middag, og 1.i på Odder Gymnasium har matematik. Deres lærer, Mathias Egholm, har delt klassen op i seks grupper, der har fået hver sit emne inden for det overordnede emne, de nu har lært om i en måneds tid: Trigonometri.
1.i er iPad-klasse

Derfor står og sidder grupperne nu rundt omkring, i naboklasseværelserne og i fællesrummet foran klasserummene.
Det er det samme, der foregår i alle grupperne:
En af eleverne står foran en tavle med et stykke kridt i hånden og gennemgår emnet, mens en anden elev optager gennemgangen på sin iPad.
De to sidste gruppemedlemmer sidder og står lige uden for kamerafeltet og kommenterer det, kammeraten ved tavlen siger:
”Nej, det er ikke rigtigt, det er sådan her: …” eller ”Ja, sådan”.
Før optagelsen brugte alle grupperne en halv times tid på at diskutere deres emne og komme frem til, hvad der skulle siges på den lille videosekvens, der højst må vare to minutter.
Efter to timers arbejde har klassen i alt seks videosekvenser om forskellige aspekter af trigonometrien, for eksempel bevis på cosinusrelationen, bevis på sinusrelation og Pythagoras sætning.
Grupperne har hver især arbejdet grundigt med et af aspekterne og forklaret det på tavlen. I en gammeldags time ville højst en eller to af eleverne kunne komme til tavlen for at blive hørt, og resten af klassen ville sidde passive og måske glæde sig over, at det ikke var dem, der kom op.
For lærerne er dette en af de helt store muligheder ved at bruge iPads: Eleverne bliver mere aktive, og de arbejder hver især dybere med stoffet.
- I løbet af et enkelt modul på 70 minutter kan jeg introducere et emne, de kan producere noget, vi kan se det sammen, vi kan evaluere og afslutte. Det kan alt sammen nås på ét modul, fordi vi ingen tid bruger på det tekniske. I et traditionelt miljø med bærbare ville vi skulle bruge tre gange så lang tid, og så ville der gå så lang tid mellem første og andet modul, at de skal bruge tid på at finde ind i det igen.
Det er en ny ting, at det kan gå så vældig stærkt, siger lektor Yago Bundgaard, der har klassen i samfundsfag.
Yago Bundgaard er projektleder for iPad-projektet og er pædagogisk leder på skolen.
Om
iPads giver åbenhed
1.i er iPad-klasse. Fra starten af dette første år på Odder Gymnasium har de hver fået udleveret ét stk. iPad, som følger dem i hele skoledagen og i fritiden.

Når man kommer ind i iPad-klassen, ser der helt anderledes åbent ud end i en traditionel gymnasieklasse.
Her er intet ledningskaos på gulvet og henover bordene, og frem for alt er her ingen opslåede pc-skærme, der skaber små halvprivate rum og lader eleverne lukke sig ude fra fællesskabet.
Netop derfor synes lærerne, at det er blevet nemmere at irettesætte ukoncentrerede elever:
- Fordi iPad’en ligger på bordet, bliver det åbent, hvad de laver på skærmen. Som i alle andre klasser sker det også her, at eleverne spiller computerspil i timerne eller går på Facebook. Men her er det meget enkelt for mig at sige ”Julie, nu spiller du, vil du godt lade være med det”. På den måde bidrager iPad positivt til stemningen klasserummet, siger Yago Bundgaard.
Efterberedelse
At eleverne laver små videofilm om deres faglige emner er en arbejdsform, der helt oplagt for iPads. Formen aktiverer eleverne og gør dem til producenter frem for modtagere, og det er en udvikling, man generelt gerne vil have i gymnasiet.
- Eleverne skal selv konstruere deres faglige viden ved at lave for eksempel en film eller en medieproduktion om de faglige emner, og sådan arbejder de med formidlingssituationen i stedet for at sidde som passive modtagere. De lærer ved at formidle, fordi de så skal sætte det faglige ind i deres egen sammenhæng, forklarer Yago Bundgaard.
Det skaber en helt ny rolle for lærerne, der ikke længere kan nøjes med at gå ind og aflevere et forberedt foredrag.
- Som lærer skal jeg i højere grad være den, der sætter rammen for det faglige arbejde. Jeg skal beslutte, hvilken teori der skal være med og definere hvornår det er lødigt nok. Eleverne skal selv opdage de faglige pointer. Meget af læringen kommer til at ligge i evalueringsfasen, hvor vi gennemgår videosekvenserne. Vi taler om, at man ikke kun skal forberede men også efterberede, siger Yago Bundgaard.
På Odder Gymnasium har man gjort sig den erfaring, at det godt kan betale sig at dvæle ved elevernes produkter. Det gør, at eleverne gør sig umage næste gang.
- De lærer, at det kan betale sig at gøre sig umage, siger Yago Bundgaard.

