Undervisningsforløb
Nedenstående er et eksempel på, hvordan en emneuge om Mozambique kan forløbe.
Undervisningsforløb
Målet med undervisningsmaterialet er at give eleverne i indskolingen et indtryk af børns liv i Mozambique og en indsigt i, at alle børn - på trods af forskellige livsbetingelser - har de samme grundbehov og den samme ret til en god og tryg opvækst.
Forløbet
Forløbet er tilrettelagt som en emneuge med tværfaglig undervisning ud fra undervisningsmaterialet om Mozambique. Med mindre andet er nævnt, er oplysningerne i ( ) henvisninger til lærervejledningen.
Forberedelse
Inddrag lærerteamet og forbered ugen ved at bestille undervisningsmaterialet, ekstra bøger og gøre plads i klasselokalet til ophæng, kort og globus. Se også under forberedelse for de enkelte dage. Læs bogen "Laura i Solsikkehuset" og den tilhørende lærervejledning. Skriv en seddel til forældrene om emneugen og invitér dem til aftenarrangementet den sidste dag.
Dag 1: Landet og menneskerne
Forberedelse: lån skolekøkkenet, køb ind til opskrifterne og kopiér side 38, 40 og 41.
· Fortæl om ugen og idéen bag u-landskalenderen. Se på landkortet og find Mozambique. Fortæl om klimaet, landskabet, menneskerne og flaget.
· Læs elevbog side 4-15 (højtlæsning, selvlæsning eller lyt til båndet) og farv landkortet og flaget (kopiark side 38).
· Tal om landet og menneskerne (spørgsmålene side 12 - 13).
· Del eleverne i fire grupper og lav majsgrød, Zambezia-kylling, kokos-papaja ris og stegte bananer sammen med eleverne (opskrifter side 40 - 41).
· Spis maden, som man gør i Mozambique: Sæt jer i en rundkreds på gulvet og spis med højre hånd.
Dag 2: Medicinmænd og ånder
Forberedelse: lån formningslokalet. Kopiér side 49 og skaf bøger med afrikanske masker, aviser, tapetklister, pensler, runde balloner, dækfarver, bast og bukseelastik.
· Fortæl om dagen. Fortæl om portugisernes kolonisering af Mozambique.
· Læs side 16-27 i elevbogen.
· Tal om medicinmænd og ånder (spørgsmål side 13-14).
· Lav afrikanske masker efter anvisningen på kopiarket, inspireret af biblioteksbøgerne.
· Fortsæt arbejdet med maskerne.
Dag 3: Skole og pligter
Forberedelse: lån en båndoptager. Kopiér side 50, 51, 54. Tusser eller farveblyanter.
· Fortæl om dagen. Fortæl om skolen i Mozambique. Hør båndet og lær at tælle til ti på portugisisk (kopi side 50).
· Læs side 28-41 og farvelæg "Tæl til ti på portugisisk".
· Tal med eleverne om, hvad de hjælper til med derhjemme. Tegn og udfyld kopiarket: "Jeg hjælper til" (side 51).
· Fortæl om dyr, der lever i Mozambique. Hvilke af dyrene har I set? Farvelæg "Dyre-domino" (kopi side 54), mens der bliver læst højt af historien "Jægeren og den talende elefant" (side 34).
· Spil dyre-domino.
Dag 4. Musik og leg
Forberedelse: lån gymnastiksal og båndoptager. Kopiér side 42 - 45.
· Fortæl om dagen. Fortæl om, at mange børn i Mozambique må klare sig selv (samtaleforslag side 17).
· Læs side 42-53 i elevbogen.
· Tal om kapitlerne (samtaleforslag side 16-18).
· Hør sangene "Mozambique" og "Laura i Solsikkehuset" på båndet og lær dem (kopier side 42 - 45).
· Leg "politi og røvere" og "Banana" (se side 28).
Dag 5. Afslutning med udstilling og optræden
Forberedelse: Aftal lån af rytmeinstrumenter. Kopiér side 46. Medbring kagedåser med metal- eller plastlåg og tynde rundstokke.
· Fortæl om dagen. Fortæl om malaria (side 19).
· Læs side 54-67 i elevbogen og farvelæg "Malaria" (side 46).
· Tal om kapitlerne (samtaleforslag side 19-20).
· Lav dåsetrommer, brug tynde rundstokke som trommestikker og find supplerende rytmeinstrumenter i musiklokalet.
· Øv de to sange med rytmen på.
Aftenarrangement
Afslut ugen med at invitere forældre til tegning- og maskeudstillingen. Syng og spil de to sange.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

