Krig i børnehøjde

Når de voksne slås – er børnene taberne. De har hverken den følelsesmæssige eller fysiske styrke til at klare de voldsomme rædsler, som en krig byder på. At finde hovedløse kroppe, løsrevne arme og ben og massakrerede mennesker efterlader ar, som aldrig vil blive lægt.  Sådan er situationen i Afghanistan.

Krigstraumer – også kaldet Post Traumatisk Stress Syndrom – rammer en lang række af de funktioner man som barn skal bruge for at vokse op som et harmonisk menneske. Det rammer den følelsesmæssige udvikling, evnen til at lære, hukommelse, koncentration og mental balance.  Dertil kommer at mange af disse børn er konstant udsat for sult. Alt sammen ting, der påvirker de evner og færdigheder som et krigshærget land har brug for, så landets unge senere kan bidrage til landets forhåbentlige genopbygning.

Seks millioner afghanske børn anses af den afghanske regering for at være kriseramte på grund af krigen.  Der bruges omkring en halv milliard kroner om dagen på den afghanske krig.  Mens der næsten ingen bliver brugt på at hjælpe disse børn ud af deres traumer på grund af krigens rædsler.

Al erfaring viser, at det er både nemt og billigt at gribe ind. Så desto mere håbløst er det. Man kunne let forhindre, at de skadede børn selv bliver aggressorer og angribere som voksne.  Vold avler vold – hvis du ikke griber ind.

Dokumentaren følger især to børn, Romella og Najeeb, der begge som ni-årige blev eneforsørgere for deres familier, da deres fædre blev dræbt.  Den ene ved et bombeangreb i Kabul – den anden ved et terrorangreb i byen.

I filmen møder man børn fra mange steder i landet, og man taler med voksne dybt involveret i kampen for at give børn et bedre liv.  En af verdens meget få eksperter i børn udsat for krig og terrorisme, den israelske psykiater Moshe Vardi, fortæller fra sit 30 års lange arbejde på et traumecenter i Tel Aviv.

Filmen besøger Røde Kors handicap center i Kabul, hvorfra Alberto Cairo i mere end 20 år har ledet genoptræning af fysisk skadede børn og voksne (se omtale af filmen om Alberto Cairo på EMU her).

Derudover følger vi børnene gennem deres hverdag, taler med afghanske børneorganisationer, menneskerettighedsfolk samt militæreksperter om disse børn. Børnene har en tendens til at slutte sig til ekstremistiske grupper, hvis der ikke gribes ind.

Filmen er blevet researchet siden 2002, optaget i årene rundt omkring i Afghanistan fra Tora Bora til Kabul i 2007 og 2008. Dokumentaren blev færdiggjort i 2009, hvorefter den har været sendt i Danmark, Norge, over tysk satellit fjernsyn oversat til tysk, engelsk, spansk og arabisk.  Den er endvidere ved at blive solgt til en lang række lande inden og udenfor Europa.