Med hjertet i Afrika
Film om hvordan det er at være ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps program i Congo - et af verdens fattigste lande.
Globalisering og handel

Birgitte Hagelund skulle på kort tid opbygge Folkekirkens Nødhjælps program i Congo. Hun havde på det tidspunkt 10 års erfaring fra feltarbejde i flere verdensdele. TV-journalisten Iben Sveistrup satte sig for at følge Birgitte Hagelund gennem hendes første år som ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps program i DR Congo.
Filmen tager os med rundt til de steder, som er de mest besværlige, og hvor folk er allermest udsatte. Men der er positive udviklinger at spore. En hel del af det, der er sat i gang, lykkes faktisk. Og det er det, der giver energi til at fortsætte.
To rejser til et af de mest uvejsomme lande i Afrika skulle der til, før journalisten var tilfreds med optagelserne. De skulle skildre den nytiltrådte medarbejders første år.
Programmet skulle opbygges fra grunden og have klart fokus på det, der er vigtigst: Minerydning, genopbygning og fødevaresikkerhed og endelig en indsats for at hjælpe de tusindvis af kvinder, som er blevet udsat for voldtægt og overgreb i forbindelse med borgerkrigen i det østlige Congo.
Rejserne var ikke uden personlige omkostninger - på den første rejse får Birgitte Hagelund meningitis, der lægger hende ned i halvanden måned - og TV2-journalisten går da heller ikke fri med en grim gang malaria.
Til slut viser filmen også den langsigtede følge af arbejdsdage på 12-14 timer gennem det første år. Det lykkes at få Congo-programmet til at køre, men Birgitte Hagelund blev nedslidt og søgte et andet job, der nok giver indflydelse på udviklingen for verdens fattigste, men som ikke er så fysisk krævende. Hendes afløser er fundet og er i fuld sving.
Målgruppe: 7. - 10.klasse.
Fag: samfundsfag, uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.
Udgiver: Iben Sveistrup, 2009.
(DR Congo)
Om
Materialet
Film, 17 min.
Se filmen her.
Foto: Morten P. Nielsen, Iben Sveistrup.
Musik: Anders Mechlenburg.
Tilrettelæggelse og redigering: Iben Sveistrup.
Krigen i DR Congo
TV-udsendelse om den fortsatte konflikten i det nordøstlige Congo. Her kæmper et sammensurium af forskellige grupper mod hinanden om retten til territorium og naturressourcer. Resultatet er uhyrlige overgreb på en civilbefolkning, der i forvejen er tvunget i knæ på grund af sult og sygdom.
Inspiration til undervisningen
Anvend filmen som en introduktion til DR Congo eller som en præsentation af arbejdet med international udvikling og nødhjælp.
Filmen kan også ses som et glimrende eksempel på et lidt usædvanligt erhvervsvalg, som et led i arbejdsmarkedsorientering.
Se filmen og opdel klassen i grupper, som arbejder med følgende emner:
- DR Congos historie.
- Årsager til konflikter i DR Congo.
- Udenlandske organisationers engagement i landet.
Derefter kan grupperne præsentere deres arbejde for resten af klassen.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

