Om genren

Skillingsvisen

"Skillingsvisen var 1800-tallets massemedium. Kendt igen­nem flere århundreder som meddelelsesmiddel er det spe­cielt i perioden 1860-1914, at produktionen og skillings-trykkenes udbredelse var på sit højeste.

Som lejlighedsviser har vi mange eksempler tilbage fra 1600-tallet og enkelte tidligere, skildrende bryllup, død og lign. hos fornemme personer. Dramatiske begivenheder såsom mord og forbrydelse blev også langt tilbage i tiden skildret af skillingsviseforfatterne. Historiske hændelser af større dimensioner behandles indgående, således findes der i arkiverne utallige skillingsviser om f.eks. Englands-krigene i begyndelsen af 1800-tallet eller den dansk-pre­ussiske 3-årskrig 1848-50.

 

Men da skillingsviseproducenten og forfatteren, Julius Strandberg, indtager arenaen i 1861 kommer der for alvor gang i mediet. Julius Strandberg virkede indenfor området frem til sin død i 1903, hvorefter hans virksomhed - der også omfat­tede andet end skillingsviser - blev overtaget af sønnen Olaf Strandberg. Gennem Julius Strandbergs dagbøger får vi et indtryk af, hvor hurtigt viserne skulle ud, når det drejede sig om aktuelle begivenheder. Det handlede om timer, således at trykkene kunne være klar dagen derpå - også fordi der naturligvis var konkurrenter på markedet. Så jo før, jo bedre.

 

Vi får endvidere et indblik i, at samme begivenhed kan afføde utallige viser - emnet behandlet fra forskellige synsvinkler og naturligvis også over tid, når sagerne ud­vikler sig. Antal solgte eksemplarer var imponerende, adskillige i over 50.000 stk. - f.eks. »O Susanne« eller den mest kendte blandt alle skillingsviser »Hjalmar og Hulda eller Det brudte Kærligheds-Løfte«. I gennemsnit pr. år solgtes over 200.000 skillingsviser, de bedste år 400.000.

 

Hvorfor blev skillingsvisen - i form af produktion og udbredelse - denne succeshistorie? Konkurrencen i 1800-tallet var for det første begrænset om end de første aviser i Danmark lang tid forinden havde set dagens lys, og der sker et stort boom i 1800-tallets slutning, er konkurrencen herfra begrænset. Det samme gælder ugeblade og lign., der i det små ser dagens lys samtidig med skillingsvisens blomstringstid. Her skal kun nævnes Allers Illustreret Familie-Journal (starter 1877) samt det populære Illustreret Tidende (født 1859). Skillingsvisen gik således ind og dækkede det behov for aktuellee/sensationelle begivenheder, vi i dag får dækket via elektroniske medier, aviser og lign. Vores behov for at høre om kærlighed - både ulykkelig og helst lykkelig - blev endvidere dækket af skillings-viserne. Her har vi i dag ugeblade, »dansktop«-sange m.v. til dette.

 

Visernes litterære kvalitet var naturligvis ikke fremra­gende, ja med et tidligere meget benyttet begreb er der tale om triviallitteratur. Når kendte forfattere, f.eks. H.C. An­dersen eller Oehlenschlãger, skrev og fik udgivet skillings­viser, var det derfor oftest under pseudonym. Nok gav det en god indtægt, men forfatterens litterære renommé skulle jo nødig lide skade! At mange viser til gengæld ramte plet, ramte ind i folks hjerte, er udbredelsen et klart bevis for - ligesom den kendsgerning, at de bedste og mest kendte viser blev sun­get igen og igen, blev overleveret fra mund til mund igen­nem flere generationer, og således har været udbredt til langt op i 1900-tallet."

 

Fra "Skandalerne i Århus - en snes skillingsviser", Forlaget Hovedland