Noun hunt
Et Noun hunt er et nemt lille forløb med fokus på navneord til 4. og 5. klasse.
Formålet med aktiviteten er, at eleverne skal arbejde med navneord på en sjov og motiverende måde og samtidig styrke deres bevidsthed om, hvordan de skal bruge "a" og "an" foran et navneord.
Eleverne skal bruge deres mobiltelefon til Noun hunt.
Noun hunt
Om
Noun hunt - what and why?

Et Noun hunt er et lille grammatikløb på skolens areal, hvor eleverne skal rundt og finde x antal navneord. Eleverne skal bruge deres mobiltelefon til at tage billeder og dokumentere, at de finder de navneord, som de skal finde. Eleverne arbejder sammen i par eller tre personers grupper. Der er mange fordele ved at lave et Noun hunt i engelskundervisningen:
- Eleverne arbejder med grammatik på en anderledes og motiverende måde.
- Eleverne er fysisk aktive i undervisningen.
- Alle elever er aktive.
- Eleverne kan bruge deres mobiltelefon i undervisningen.
- Det er rigtig nemt at differentiere forløbet på forskellige måder.
- Læringsrummet udvides.
- Det er enkelt at lave et sjovt forløb med stort fagligt indhold!
- Noun hunt kan også gives for som lektie!
How to make a Noun hunt!
Intro
Start med at introducere aktiviteten Noun hunt for eleverne. Forklar eleverne, at de skal i gang med en Noun hunt. Eleverne skal bevæge sig rundt på skolens areal og finde x antal navneord. De skal tage billeder af navneordene med deres mobiltelefon. Det er altså nødvendigt at mindst en elev i hver gruppe har medbragt en mobiltelefon. Det vil være en rigtig god ide at vise et konkret eksempel på klassen og lige snakke om, hvornår det er, vi bruger "a" og "an" foran et navneord.
Noun hunt
Så skal eleverne inddeles i grupper. Det kan gøres på flere måder og giver gode muligheder for at differentiere aktiviteten. Det kan være, at gruppen med Albert og Trine skal finde 10 navneord med "an" som ubestemt kendeord og 20 navneord med "a" som ubestemt kendeord. Måske skal Rasmus og Magnus have en ekstra svær opgave og finde 15 navneord med "an" som ubestemt kendeord og hele 30 navneord med "a" som ubestemt kendeord. Det kan også være at en gruppe udfordres på en helt andet måde og får at vide at de skal finde et x antal navneord, men at de kun må bruge samme begyndelsesbogstav på navneordet en enkelt gang. Hvis eleverne har taget et billede af "a head", så kan de altså ikke tage et billede af "a hole" eller "a horse".
Læreren skal altså lave et lille opgaveark til hver enkelt gruppe, så gruppen ved, hvad de skal gå på jagt efter.
Når eleverne er inddelt i grupper, har fundet deres mobiltelefoner frem og fået udleveret et opgaveark, så sendes de afsted på Noun hunt.
Eleverne sendes nu ud af klassen og rundt på skolens område. De vil se, møde og forholde sig til en masse forskellige navneord. De vil snakke om, hvad ordene hedder. De vil diskutere, om der skal bruges "a" eller "an" foran som ubestemt kendeord. De vil bruge deres mobiltelefon og tage billeder. Det er også inspirerende og motiverende for eleverne, at de selv er med til at bestemme, hvad de tager billeder af. Nogle elever vil være glade for, at de kan tage billeder af navneord, de kender. Det vil bekræfte dem i, at de kender engelske navneord. Andre elever vil glæde sig over, at de kan tage billeder af nogle sjove og anderledes navneord eller på andre måder være kreative.
Når eleverne har fuldført opgaven og fundet det antal navneord som stod i opgaven, vender de tilbage til klassen. Her viser eleverne læreren billederne af navneordene. De nævner navnet på navneordet og sætter selvfølgelig "a" og "an" foran.
Materiale til Noun hunt
En mobiltelefon pr. gruppe.
Et opgaveark pr. gruppe.
Evaluering og alternativ anvendelse
Når eleverne har fuldført opgaven og fundet det antal navneord, som stod i opgaven, vender de tilbage til klassen. Her viser eleverne læreren billederne af de navneord, som de har fundet. Eleverne i gruppen siger navneordene sammen eller på skift og sætter selvfølgelig "a" og "an" foran. Læreren får her en fornemmelse af, om eleverne har styr på, hvornår der skal anvendes "a" og "an" som ubestemt kendeord.
Noun hunt kan som nævnt laves på flere alternative måder. Inddel klassens elever i grupper og giv grupperne en udfordring. Kan de finde 20 forskellige navneord med 20 forskellige begyndelsesbogstaver? Der kan også laves en fælles Noun hunt dyst på klassen. Her kunne opgaven gå ud på, at eleverne i fællesskab skal finde 100 forskellige navneord. Eller hvad med en konkurrence om hvilken gruppe som kan finde flest navneord med "an" som ubestemt kendeord?
Happy hunting!