FAQ FSA Selvvalgt opgave
Om
Kan elever gå til den mundtlige FSA prøve i engelsk, hvis de ikke har afleveret en disposition?
Hvis en elev ikke får afleveret sin disposition til den af læreren fastsatte deadline, kan vedkommende ikke gå til prøve. (Jvf. Bekendtgørelse nr. 918 af 13. juli 2010 § 4, stk. 2 punkt 4.) Der vil komme til at stå udeblevet på afgangsbeviset. Eleven kan aflægge prøven i tidsrummet 20/8 - 10/9 eller ved næste prøvetermin. I tilfælde af sygdom kan prøven aflægges inden for samme prøvetermin.
Må elever, der ikke har afleveret dispositionen til tiden, have den med på prøvedagen?
Nej, elever, der ikke har afleveret dispositionen kan ikke gå til prøve. I tilfælde af sygdom er det naturligvis muligt at dispensere og tillade at en individuel afleveringsfrist, som aftales med censor.
Hvornår SKAL man aflevere dispositionen?
Censor skal have dispositionen senest 14 dage før prøven.
Hvad skal censor have tilsendt?
Information til censor, blanketten med tekstopgivelserne, prøvespørgsmål og elevernes dispositioner sendes gennem lederen af skolen, så de er censor i hænde senest 14 kalenderdage før prøven.
Sammen med opgivelserne og prøvespørgsmålene skal der til censor medsendes en oversigt over sammenhængen mellem den enkelte opgivelse og det tilhørende prøvespørgsmål. Det skal endvidere fremgå af oversigten, hvilket tema det enkelte prøvespørgsmål afspejler.
Det vil sjældent tjene noget formål at medsende samtlige opgivne tekster, billede- og lydmaterialer fra årets arbejde. Hvis censor ønsker at se nogle af materialerne fra årets arbejde, for eksempel tekster, der omhandler specielle temaer, kan han eller hun anmode om det.
Censor skal heller ikke have tilsendt/læst de tekster, som eleverne har anvendt i forbindelse med det selvvalgte emne.
Må der være billeder på dispositionen?
Dispositionen er skriftlig, men der kan evt. tilføjes et billede, hvis det er relevant for fremlæggelsen.
Hvis eleven har valgt at redegøre for et kunstværk, vil det være vanskeligt uden at bringe et billede af dette.
Må eleverne tilføje stikord på dispositionen?
Dispositionen må max fylde en A4 side.
Elevernes endelige disposition underskrives af lærer og elev og sendes til censor senest 14 dage før prøveafholdelsen.
Det er denne disposition – uden ændringer – der må medbringes og bruges af eleven ved fremlæggelsen.
Må eleverne vælge deres selvvalgte emne helt frit?
Nej, det selvvalgte emne skal tage udgangspunkt i tekstopgivelserne. Eleven vælger kilder til sit selvvalgte emne. Hvis eleven sammen med læreren vurderer, at der er rigelig mulighed for at gå i dybden med de fælles læste tekster uden at læse nye tekster, kan dette også godkendes. Der er ikke et bestemt krav til, hvor mange normalsider den enkelte elev skal opgive som kilder til sit selvvalgte emne. Læreren skal rådgive og vejlede eleven til at begrænse omfanget af opgaven, så den står i et realistisk forhold til såvel omfanget af forberedelsestid som den tid, der gives til prøven. Tekstopgivelserne til det selvvalgte emne skal afspejle, at der er blevet arbejdet med forskellige teksttyper, blandt andet skrevne og ikke-skrevne materialer, sagprosa, digte, sange, litteratur, billede- og lydmateriale.
Skal klassens valg af emner fordele sig jævnt over årets temaer?
Nej, det kan ikke lade sig gøre. De vælger jo selv. Men når eleverne har haft indflydelse på valg af tekster /evt. temaer igennem året, vil valget måske også fordele sig nogenlunde jævnt.
Tæller film med i tekstopgivelserne?
Nej, film tæller ikke med hensyn til normalsider, med mindre man har beskæftiget sig med et manus og kan tælle sider derfra.
Men der skal jo også opgives noget ”ikke skrevet materiale”- og det er bl.a. film.
At arbejde med varierede "tekster" bl.a. film og musik er væsentligt og med til at motivere eleverne i arbejdet med deres sprogtilegnelse.
Skal elevernes selvvalgte tekster medsendes til censor?
Nej, der er ikke noget krav om, at elevens opgivne tekster skal medsendes til censor. Hvis man gør det, er det et valg, som man selv aftaler med sin censor. Censor er ikke forpligtet til at gennemlæse dette materiale.
Må elever vælge at opgive danske tekster?
Nej, teksterne, som opgives i forbindelse med dispositionen, skal være på engelsk.
Eleverne er naturligvis frit stillede til også at hente baggrundsviden via andre sprog, men sådanne tekster er jo ikke med til at øge og konsolidere deres ordforråd på engelsk.
Må eleven fremlægge de selvvalgte tekster som et drama/rollespil?
Nej, det er ikke tilladt. Der skal ikke drages paralleller til projektopgaven, hvor forskellige kreative indslag kan indgå i fremlæggelsen. Drama og rollespil er derimod rigtig gode og motiverende metoder i den daglige undervisning, som er med til at øge elevens fluency og selvtillid på fremmedsproget. Eleven skal til den mundtlige FSA prøves første del ”blot” vise, at han/hun kan redegøre for læste tekster, som han/hun selv har valgt at fordybe sig i. Det er eleven, der så vidt muligt kører på, kun afbrudt af lære-ren, når det er naturligt eller nødvendigt. At gøre denne fremlæggelse til et drama, vil gøre vurderingen meget vanskelig. Der kommer elementer som "performance" osv. ind, som ikke skal vurderes.
Må eleverne vælge at tage udgangspunkt i nogle af de tekster, som klassen arbejdede med i 8.klasse?
Nej, det selvvalgte emne skal tage udgangspunkt i noget af det fælles eller individuelt opgivne stof fra årets arbejde. Prøven skal netop afspejle, at der er blevet arbejdet med stofområder i løbet af skoleåret, som eleven yderligere går i dybden med til prøven. Der er mulighed for at lade elever opgive delvis eller helt individuelle tekster, som de har arbejdet med i løbet af 9. klasse. Hvis elever er optaget af dele af sidste års arbejde og gerne vil gå yderligere i dybden dermed, kan det ske ved, at de i løbet af året læser flere tekster om dette emne. Til prøven kan disse elever vælge at uddybe dele her fra i deres selvvalgte emne.
Må to elever arbejde sammen om en disposition/emne og aflevere 2 identiske dispositioner?
Ja, det må de i princippet godt. Men! Intentionen ved denne del af prøven er, at elevens valg af emne gerne skulle have en motiverende indflydelse på arbejdet lige fra valget af tekster til arbejdet med dispositionen og frem til den endelige redegørelse på prøvedagen. Det er vigtigt, at den enkelte elev kan begrunde sit valg.
Må eleverne vælge tekster fra det fælles opgivne stof til deres selvvalgte emne?
Det selvvalgte emne skal tage udgangspunkt i tekstopgivelserne. Hvis eleven sammen med læreren vurderer, at der er rigelig mulighed for at gå i dybden med de fælles læste tekster uden at læse nye tekster, kan dette også godkendes. Teksterne til elevernes selvvalgte emne kan være fra
1. det fælles/ evt. individuelt opgivne stof fra årets arbejde
2. selvvalgte, nye tekster
3. en blanding af 1 og 2
Men! Intentionen med denne del af den mundtlige prøve er, at eleven viser, i hvor høj grad han/hun kan fordybe sig i arbejdet med et selvvalgt emne, der tager udgangspunkt i det opgivne stof- og efterfølgende er i stand til at redegøre for det.
I engelsk vil det være forventeligt for de fleste elevers vedkommende, at arbejdet med nye tekster også indgår her. Svagere elever vil måske fortrinsvis holde sig til de opgivne tekster.
Trækker det ned ikke at have afleveret en disposition?
Hvis en elev ikke har afleveret en disposition, kan eleven ikke gå til prøve. Eleven skal derfor ikke have en karakter. Der kommer til at stå udeblevet på afgangsbeviset.
Skal elevernes individuelle tekstopgivelser også skrives på den samlede blanket over opgivelser?
Nej, elevernes individuelle tekster opgives kun på dispositionen.
Skal elevernes selvvalgte tekster være ud over de 30-40 ns, som man opgiver fælles?
Elevernes opgivelser kan enten være hentet fra klassens tekstopgivelser eller ligge herudover.