Menu
• Indhold

Le Tour de France: et intro-forløb

 

C'est parti pour un Tour

Eleverne har sikkert hørt om fx Champs-Elysées og L’Arc de Triomphe – det er oplagt at gøre dem opmærksomme på den rigtige udtale af navnene. Tour de France er en sportsbegivenhed, der både nationalt og internationalt er af kæmpestor betydning for Frankrig. Dette cykelløb indeholder så mange kulturformidlende elementer både i relation til fortid og til samtid, at det er relevant og motiverende. Foruden at give et naturligt indblik i Frankrigs geografi, forskellige regioner og landskaber, kan man bruge disse for manges vedkommende genkendelige stednavne til sprogtræning i arbejdet med udtale og til opdagelse af, hvordan skrift og udtale hænger sammen.

 

Lidt baggrundsviden

Om Lidt baggrundsviden

Kort om le Tour de France

Cykelløbet Tour de France har været en årlig tilbagevendende begivenhed i Frankrig siden 1903. Løbet er på i alt ca. 4000 kilometer, varer cirka tre uger og består af 22 etaper. Byerne kappes om at blive etapeby og huse deltagerne for en nat og er lykkelige, hvis Tour’en går gennem deres gader. Deltagerne er inddelt i hold (équipes), der har cyklister af forskellige nationaliteter. Holdene bliver ofte sponsoreret af firmaer og lignende, således TELEKOM (tysk), ONCE (spansk), Crédit Agricole (fransk) og CSC (dansk). Tour’en er i nyere tid ofte startet i udlandet – men slutter altid på Champs-Elysées i Paris.

Jytte Fromberg
 

Les Sponsors - Sponsorerne

Le Club Tour de France består af løbets fire hovedsponsorer: Coca-Cola, Fiat, Crédit Lyonnais (hvis gule kendingsfarve går igen i ”den gule førertrøje”), samt Champion, der er en stor fransk fødevarekæde. De kalder sig også "Les quatre favoris de la Petite Reine", ("la Petite Reine" er et kælenavn for cykel). Navnet opstod under det første Tour de France i 1903.

PMU Paris Mutuel Urbain er et stort lotto/væddemålsforetagende, der sælger lodder i kiosker m.m.

Ostefirmaet, der producerer camembert’en, "Cœur de Lion", kårer hver dag den modigste og mest aktive rytter på dagens etape.

Jytte Fromberg
 

Undervisningsforløb

Om Undervisningsforløb

John R. Mirland

Les étapes

I løbet af tre uger skal cykelrytterne træde pedalerne blandt andet i bjergétaperne for til sidst at nå Champs Elysées. På dette link findes informationer på fransk om tour'ens etaper, holdene, træningen, profiler, regler og meget andet, så eleverne kan bruge og udvide deres danske baggrundsviden og lære de franske udtryk.

Introducer ordforrådet

Præsenter eleverne for Tour’ens nøgleord. Gennemgå ord som:

Les coureurs, les spectateurs, les équipes françaises, espagnoles, danoises, le départ, l’arrivée, le peloton, les poursuivants, la tête de la course, le dopage.

Der er sikkert mange Tour-eksperter i klassen til at forklare de forskellige ting. Lær dem de franske udtryk for førertrøjerne og konkurrence-kategorierne:

Le maillot jaune – classement général

Le maillot vert – classement par points

Le maillot à pois – classement de montagne


I samme forbindelse kan man arbejde med farverne, fx bleu, blanc, rouge, vert, jaune. Øv udtale, og stil fx spørgsmål som: L’équipe Crédit Agricole est de quelle couleur?

Ordjagt

Denne øvelse er en differentieret opgave, hvor eleverne går på jagt efter ord, som de kan genkende/gennemskue fra dansk eller engelsk. Der vil være forskellige svarmuligheder: départ, coureurs, spectateurs, nationalités, journalistes, télévision, radio osv. Derefter kan man tale om, hvad det er for ord, og hvad de betyder – eventuelt ord for ord, således at eleverne bliver klar over ordklasserne og vant til også at kunne definere dem, når det drejer sig om franske ord.

Klassen producerer en "Tour de France"

Herefter producerer klassen et Tour de France, dvs. eleverne forestiller sig, hvordan et Tour de France kan forløbe, med hvad dette indebærer af rutetilrettelæggelse, deltagere, gennemførte etaper, reportager, underholdning osv. Ruten kan eventuelt ud over Frankrig lægges igennem Belgien og Schweiz og andre lande. Sammen definerer klassen de forskellige opgaver og fordeler dem med vejledning fra læreren. Eleverne fordeler sig i grupper, og nogle arbejder måske alene. Alle opgaver rummer krav om sproglig produktion på fransk, mundtlig, og/eller skriftlig og må gerne indgå i en større sammenhæng. Der kan være tale om at udarbejde en dialog, et kort over Frankrig, en kort radioreportage eller en montage om et bestemt punkt på ruten.

Opgaverne kan differentieres alt efter elevernes forudsætninger, men er hver for sig nødvendige for gennemførelse af hele forløbet. Eleverne opmuntres til hele tiden at være opmærksomme på, hvilke problemer de selv kan løse, og hvornår de har brug for hjælp fra læreren.

Evaluering

Eleverne laver en fremlæggelsen består i en række små dramatiseringer fra udvalgte punkter i Tour'en, samt forskellige ting hængt op på væggene: præsentation af deltagerne, landkort, skriftlige beretninger, avisartikler og tegninger vedr. uheld og andre tildragelser, små tegneserier, fotos fra turistbrochurer, m.m.

Til slut er der fælles evaluering af forløbet, herunder om alle har fået noget ud af det, både sprogligt/indholdsmæssigt og personligt/socialt.

Lytteøvelse

Jytte Fromberg

Bed eleverne i første omgang kun at koncentrere sig om det, de hører.

Læs følgende tekst op for dem, eller få et af læseprogrammerne på følgende side til det.

Reporter: Bonjour, chers auditeurs, et bienvenus au départ du Tour de France. Nous sommes tous là, la presse, la télévision, la radio, les spectateurs, les touristes – et naturellement – les équipes de toutes les couleurs sur leurs vélos. Et le Diable est là aussi! Il Diabolo! Il fait très beau aujourd’hui. Au village, on voit la mairie avec son drapeau Tricolore – et la poste. L’ambulance qui doit aider les coureurs vient de passer. D’en haut, deux hélicoptères vont suivre le Tour de France jusqu’à l’arrivée aux Champs-Élysées à Paris – après 22 étapes. Merci – à bientôt – Christophe Lambert, Antenne 2, Tour de France.