Menu
• Indhold

Transistorer

Opfindelsen af transistoren er en af de vigtigste opdagelser i det 20. århundrede. Den har gjort det muligt at sende astronauter til månen, bygge computere, lave små og effektive høreapparater osv. I dag optræder transistorer som en vigtig del i mange computerchip.

I 1948 kunne amerikanerne William Shockley, John Bardeen og Walter Brattain præsen­tere transistoren som et re­sultat af adskillige års forskningsarbejde i Bell Laboratories.

    

Med transistoren kunne man nu erstatte de pladskrævende radiorør med en komponent, som fyldte meget mindre. Og så kunne transistoren arbejde ved hjælp af batterier. Herved blev en mængde af elektroniske konstruktioner uafhængige af lysnettet.

I 1956 modtog Shockley, Bardeen og Brattain Nobelprisen i fysik ”for deres forskning i halvledere og deres opdagelse af transistoreffekten”.

 

Transistorer

Om

Om transistorer

Transistorer er halvlederkomponenter med tre tilledninger (basis, collector og emitter). En almindelig transistor kan ses som en udvidelse af dioden. Udvidelsen sker ved, at man enten tilfører dioden et n-lag eller et p-lag. I det første tilfælde får man en NPN-transistor. I det andet tilfælde får man en PNP-transistor. De to transistortyper fungerer ens, de skal blot vendes modsat i forhold til strømkildens plus og minus.

Opbygningen af en transistor

 

 

 

Opbygning af transistor©HJ Schmidt              Opbygning af transistor©HJ Schmidt

 

Sådan virker en transistor (vandmodel)

History of The Transistor (the "Crystal Triode")

Bell Labs er det sted hvor transistoren blev opfundet i. Opfindelsen betød en revolution indenfor kommunikation. John Bardeen, Walter Brattain and William Shockley udviklede den første transistor I december 1947. I 1956 blev de tildelt nobelprisen I fysik for denne bedrift.

Transistorized

Transistorized er historien om opfindelsen af transistoren.

Hvordan virker en transistor?

Vi kan betragte transistoren som sammensat af to dioder med et fælles p-lag, som er meget tyndt og med færre dopede atomer end emitter og collector. Selv om vi tilslutter en spændingsforskel mellem collector og emitter, vil der ikke gå nogen strøm gennem transistoren. Den ene af de to dioder, som transistoren er sammensat af, er nemlig polet i spærreretningen.

Hvis basis og emitter tilsluttes en spændingsforskel, med basis til plus og emitter til minus, vil der gå en strøm mellem basis og emitter, og basislaget fyldes med frie ladningsbærere. Da basislager er tilstrækkeligt tyndt, vil nogle af de elektroner, der bevæger sig fra emitter til basis fortsætte ind i collectoren. Det betyder, at der vil gå en strøm mellem collector og emitter.

På en måde kan vi opfatte transistoren som en modstand, der kan reguleres. Strømstyrken fra collector til emitter er afhængig af modstandens størrelse, som reguleres med basisstrømmen. Jo større basisstrøm, jo mindre er modstanden i transistoren.

Det betyder at transistoren kan bruges som en elektronisk kontakt eller som en forstærker.

 

Transistorer

Om transistorer fra Wikipedia.

Bipolarer Transistor

Tyske sider om halvledere.

Transtorradioer