Om GPS - Hvad er det?
![]() |
Har du nogensinde på en biltur fuldstændig mistet orienteringen til bestemmelsesstedet og ønsket, at der var en enkel løsning på problemet? Har du sejlet i en båd og fundet et godt fiskested, som du ikke kan finde igen fjorten dage efter? Har du prøvet at parkere bilen et sted og har haft meget svært ved at finde den igen? En enkel løsning på disse problemer ville være, at investere i en lille GPS-modtager. GPS-teknologien er fuldstændig ved at ændre den måde, hvorpå folk finder vej. |
Om GPS
Om
Hvad er GPS?
GPS er en forkortelse af Global Positioning System. Det er et netværk af satellitter, som kontinuert sender radiosignaler med information om deres position og tidspunkt for udsendelsen, som gør det muligt præcist at identificere steder på Jorden ved at måle afstanden fra satellitterne.
GPS-systemet var oprindeligt udviklet til militært brug af United States Department of Defence. I 1980'erne blev det besluttet, at civile også kunne få adgang til systemet. Når man har anskaffet sig en GPS-modtager, er det gratis at anvende den.
De 3 GPS-elementer
NAVSTAR er en forkortelse af Navigation Satellite Timing and Ranging og er U.S. Department of Defence officielle navn for GPS-systemet. Det består af et rumelement (satellitterne), et kontrolelement (jordstationerne) og et brugerelement (alle dem som har en GPS-modtager).
1 - Rumelementet

Rumelementet består af 24 satellitter (plus nogle i reserve). Satellitterne befinder sig i en bane ca. 20.180 km over Jordens overflade. Satellitterne er organiseret i 6 baner med 4 satellitter i hver bane. Vinklen mellem banerne er således 60 grader.
Satellitternes hastighed i deres cirkulære baner er ca. 14.000 km/t, og deres omløbstid er 12 timer.
Satellitterne er organiseret på den måde, at en GPS modtager til enhver tid kan modtage signaler fra mindst fire af dem.
Hver enkelt satellit vejer ca. 850 kg, og er udstyret med to solcellepaneler på hver 7,2 m2. Satellitterne er bygget til at kunne operere i ca. 10 år.
Satellitterne er også udstyret med små raketmotorer, som hjælper til med at holde dem i den korrekte bane.
2 - Kontrolelementet

Kontrolelementet gøres af en række stationer fordelt rundt omkring på Jorden. Hovedkontoret ("master control station") ligger ved Schriever Air Force Base nær Colorado Springs, Colorado, og de resterende kontrolstationer ("monitoring stations") befinder sig på øerne Diego Garcia, Ascension, Kwajalein og Hawaii. Kontrolstationerne modtager hele tiden signaler fra de satellitter, som er i syne, og beregner ud fra disse afstandene til satellitterne. De beregnede afstande sendes til hovedkontrolstationen, hvor satellitternes fejl udregnes sammen med korrektioner til baneparametrene. Korrektionerne sendes tilbage til kontrolstationerne, som sender disse videre til de satellitter, der er kontakt til. Informationen fra jordstationerne indsættes herefter i satellitternes navigationssignal. Hver satellit kontaktes mindst tre gange dagligt.
3 - Brugerelementet

Brugerelementet er den enkelte GPS-modtager. Der findes over hundrede forskellige modeller. Nogle er designet primært til navigation. De giver kun et simpelt mål for afstand. Her vil præcisionen være et sted mellem 1 og 100 m, alt efter metode og udstyr. Andre modtagere er specielt designet til både geodætisk opmåling og navigation.
GPS-modtagere kan holdes i hånden eller indbygges i fly, skibe, biler m.m.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

