Del med…Molina og Rowland
Om
1. Definer spørgsmålet eller problemet
Var der en sammenhæng mellem den stigende koncentration af CFC-gasser i stratosfæren og den faldende koncentration af ozon i stratosfæren?
2. Indsaml information
Inden kvantitative data viste at ozonindholdet i stratosfæren var aftagende observerede forskere at CFC-gasser også kunne findes i dette lag.
De to kemikere Molina og F. Sherwood Rowland var nysgerrige efter at finde ud af hvor lang tid CFC- gasser kunne eksistere i atmosfæren. Molina og Rowland undersøgte vekselvirkningen mellem forskellige luftarter i troposfæren. De konstaterede at CFC-gasser var stabile i en lang periode. Men de vidste også at CFC-gasser drev op i stratosfæren.
3. Formuler en hypotese
Molina og F. Sherwood Rowland formulerede den hypotese at nedbrydningen af CFC-gasser i stratosfæren skyldes vekselvirkningen med den ultraviolette stråling fra Solen. Desuden ledte deres beregninger til en hypotese at chloratomerne, som blev produceret ved denne vekselvirkning nedbrød ozon.
4. Udfør et eksperiment
I flere laboratorier udførte forskere eksperimenter med CFC-gasser og ozon.
5. Gør observationer
Deres observationer understøttede også den konklusion som Molina og Rowland kom til i det følgende.
6. Lav en konklusion
Molina og Rowland kom til den konklusion at ozon i stratosfæren kan ødelægges af CFC-gasser og at de havde så meget støtte til deres hypotese, at de kunne publicere deres opdagelse.
Hvordan ozon nedbrydes i atmosfæren
I en proces kendt som fotodissociation bliver CFC-gasser nedbrudt af Solens uv-stråling. Det forvandler CFC-gassernes chloratomer til frie radikaler, som er atomer eller molekyler som besidder en uparret elektron. Fordi frie radikaler er meget ustabile, reagerer de hurtigt med de omgivende molekyler. Ikke desto mindre, indtil 1970'erne, troede forskere og fabrikanter af freon at CFC-gassernes tilstedeværelse i atmosfæren - fx fra spraydåser og utætte afkølingsenheder - ikke havde nogen konsekvenser.
I 1974 formodede to amerikanske kemikere, Mario J. Molina og F. Sherwood Rowland at chlors frie radikaler kunne reagere med og ødelægge ozonet i stratosfæren. Dette arbejde gav dem i 1995 Nobelprisen i kemi.