Edwin Hubble
The history of astronomy is a history of receding horizons. Edwin Hubble.
Edwin Powell Hubble (1888-1953), amerikansk astronom, kosmolog og grundlægger af den moderne ekstragalaktiske astronomi. Hubble tilbragte en stor del af sit liv med undersøgelser på Mount Wilson-observatoriet i Californien. Indtil 1948 var observatoriets 254 cm - teleskop det kraftigste i verden. Det var ved hjælp af dette, at han opdagede universets udvidelse og revolutionerede vores viden om universets struktur og størrelse.
Edwin Hubble
Om
Universets udvidelse
I 1929 gjorde Edwin Hubble en epokegørende observation - måske dette århundredes mest betydningsfulde naturvidenskabelige opdagelse: Alle universets galakser bevæger sig bort fra os med enorme hastigheder. Og ikke nok med det. Hubble opdagede også, at jo længere væk en galakse er, desto hurtigere fjerner den sig fra os.
En galakses hastighed er med andre ord proportional med dens afstand fra os. Dette tilsyneladende enkle resultat - som nu kaldes Hubbles Lov - har langt større konsekvenser, end man umiddelbart skulle tro.
Hubble og andre astronomer opdagede, at spektrallinjerne fra galakser viste en forskydning mod den røde ende af spektret. Denne rødforskydning kan fortolkes som en dopplereffekt og viste, at galakserne fjernede sig fra os.
For det første betyder Hubbles Lov, at man nu kan bestemme galaksernes afstande ved blot at måle deres hastigheder - i princippet en ganske simpel sag, som blot bygger på en udmåling af bølgelængdefordelingen (spektret) af en galakses lys.
Og for det andet viser galaksernes bevægelse, at universet ændrer sig med tiden. Galakserne må have været tættere på hinanden i en fjern fortid. Ja, Hubbles Lov viser faktisk, at alle galakser må have været samlet på ét og samme sted for et bestemt antal år siden.
Hubble-teleskopet

Blandt astronomer har det været en ældgammel drøm at placere et stort teleskop uden for Jordens atmosfære. Den 24. april 1990 blev drømmen til virkelighed, idet Hubble rumteleskopet blev opsendt denne dag. I første omgang blev det dog en skuffelse, da det viste sig at hovedspejlet havde en optisk fejl, som gjorde at det ikke havde bedre opløsning end mange jordbaserede teleskoper.
Hubble-teleskopet befinder sig i en bane i ca. 600 kms. højde. Ved et besøg i december 1993 skiftede astronauter fra rumfærgen de defekte dele, og gav hele teleskopet en serviceomgang. Siden da har rumobservatoriet til fulde indfriet forventningerne, og vigtige opdagelser i stort set alle grene af den moderne astronomi bliver jævnligt gjort med den skarpsynede kikkert.
Den 24. april 2005 fyldte Hubble-teleskopet 15 år. Men der er nu så mange tekniske problemer med teleskopet, at det vil holde op med at fungere indenfor de næste par år, hvis der ikke gøres noget. Følg selv med i dramaet på disse websteder:

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

