Nationalisme og krig

I 1800-tallet begyndte nationalismen at blusse op over alt i Europa, og i Danmark fik de nationalliberale stor tilslutning. Nationalismen var et nyt syn på lande, idet det afløste den gamle domænestat, hvor et lands tilhørsforhold var afgjort af hvem der var regent. Nationalismen hæftede sig derimod ved "folket" og det fællesskab, som folket havde. Det var ting som sprog og kultur der var afgørende for om man var en del af fællesskabet.  De nationalliberale udnyttede nationalromantikkens begreber til at mobilisere folk for en nationalisme, som blev rettet mod tyskerne. Det var effektivt til at mobilisere og gav tilslutning til de liberale ideer, således bevægelsen fik stor tilslutning.

Det gav store problemer for den danske helstat, som bestod af Kongeriget Danmark, men også de to tyske hertugdømmer Slesvig og Holsten, hvor Holsten endda var en del af Det Tyske Forbund, som var en union af tyske stater og forløber til et egentligt Tyskland. Det førte til to blodige krige, og det var i denne sammenhæng, at vi fik vores første grundlov.

Efter at Martsministeriet i 1848 afviste hertugdømmernes krav om at måtte tilslutte sig Det Tyske Forbund, udbrød der oprør. Det første store slag stod ved Bov d. 9. april 1948 og de overlegne danske styrker slog oprørshæren på flugt. Snart fik oprørshæren dog støtte fra Preussen og andre tyske fyrstedømmer, og ved slaget ved Slesvig den 23. april taber den danske hær. Hæren rømmede derefter hele Jylland og tog opstilling på Fyn. I august måtte tyskerne dog efter pres fra Rusland, der så den tyske samling som en trussel, trække sig ud af Jylland og indgå en 7 måneder lang våbenstilstand. Forhandlingerne gik nu på, om det var muligt at dele Slesvig i en dansk og en tysk del. Holsten var fra dansk side afskrevet. Der blev i regeringen enighed om at søge en deling, men Kongen satte sig imod og Martsministeriet måtte træde tilbage. Den 26. februar 1849 indledtes kamphandlingerne igen. Den 23. april taber danskerne slaget ved Kolding, men et succesfuldt udfald fra det belejrede Fredericia den 6. juli giver nyt håb og der indgås den 10. juli en ny 6 måneders våbenhvile. Da Preussen d. 2. juli 1850 slutter fred med Danmark, kommer det til nye kamphandlinger mellem danske og Slesvig-holstenske styrker. Den 25. juli slår danskerne oprørshæren ved Isted. Krigen slutter, da Rusland og Østrig presser Preussen til at afsætte statholderen i Slesvig-Holsten og opløse hæren.

Den danske regering havde i 1863 vedtaget novemberforfatning, hvor Slesvig og Danmark fik en fælles forfatning. I januar 1864 gik Østrig og Preussen sammen om at forlange forfatningen trukket tilbage. Man ønskede ikke Slesvig knyttet tættere til Danmark. Den danske regering nægtede, og den 1. februar overskred de første tropper Ejderen. Den danske hær tog opstilling i den forældede Dannevirkestilling. Her begyndte den bedre udrustede preussisk-østrigske styrke et fire dage langt bombardement. For at rede hæren besluttede den danske overkommandoen med General De Meza i spidsen at trække sig tilbage til Dybbølsstillingen ved Als. Denne stilling blev også udsat for kraftigt bombardement, og den 10. april bad overkommandoen forsvarsministeren om lov til at trække sig. Det fik den ikke, man mente at Danmark ved de pågående fredsforhandlinger i London havde bedre kort på hånden med Dybbølstillingen på danske hænder. Det mente preusserne også, og den 18. april stormedes Dybbøl og indtoges af den preussisk-østrigske styrke. Den danske regering ville under den efterfølgende konference i London ikke gå ind på stormagternes krav og krigen begyndte igen. Den danske hær på Als blev slået i juni og alt så sort ud. Man lod nu Preussen vide at man kun ønskede fred og man endda var villig til at lade sig optage i det tyske forbund. Ved freden i Wien d. 30. oktober mistede Danmark alle rettigheder i hertugdømmerne, men en klausul i traktaten åbnede mulighed for en folkeafstemning om Slesvigs tilhørsforhold.