Begyndelsen af Den kolde Krig

Den Kolde Krig strækker sig fra præsident Truman i 1947 lancerede sin nye doktrin, Trumandoktrinen og frem til Berlinmurens fald i 1989. Præsident Truman lancerede den nye doktrin i en tale til kongressen den 12. marts 1947. Fra talen er følgende citat blevet fremhævet:

“Jeg mener, at det må være USA’s politik at støtte frie folk, som gør modstand mod bevæbnede mindretals forsøg på at undertrykkelse eller pres udefra”.

Den Kolde Krig var dermed erklæret, og der var tale om en generel støtte til alle ”frie” mennesker. Af citat fremgår det, at USA ville gribe ind i konflikter over alt i verden, hvor de anså demokratiet for truet. Dette var essensen af den nye doktrin, som betød, at USA kort tid efter ydede militær bistand til Grækenland i kampen mod kommunistiske grupper. Trumandoktrinen betød et skridt i retning af en mere aktiv amerikansk udenrigspolitik, som havde til mål at bekæmpe kommunismen, og Trumans tale til kongressen betød, at linierne i Den Kolde Krig for alvor var trukket op.

Trumandoktrinen blev fulgt op af Marshallplanen, som skulle yde økonomisk bistand til genopbygningen af det krigshærgede Europa. Marshallplanen var officielt beregnet på hele Europa og således også Østeuropa. Betingelserne for at modtage hjælpen blev dog så stramme, at det var forventet, at Sovjetunionen og de østeuropæiske lande meldte fra, men ved at give alle tilbuddet om hjælp, kom Sovjetunionen til at fremstå som den skyldige i delingen af Europa. Den sovjetiske udenrigsminister, Molotov, samt de øvrige østeuropæiske lande udvandrede fra forhandlingerne i Paris under henvisning til, at Marshallhjælpen ville betyde en urimelig indblanding i de europæiske landes indre forhold. Dermed kom Marshallplanen til kun at omfatte de vesteuropæiske lande, og delingen af Europa i en Øst- og Vestblok blev dermed yderligere trukket op, hvor Danmark trods en neutralistisk politik modtog Marshallhjælp.

Opdelingen af Europa kom også til udtryk i Øst, hvor Sovjetunionen strammede grebet om de østeuropæiske stater. Der blev indsat kommunistiske regeringer i Rumænien, Bulgarien, Polen og Ungarn, ligesom der blev sluttet en venskabspagt med Finland. I Tjekkoslovakiet, hvor der havde været demokrati i mellemkrigstiden, var der i 1946 afholdt valg, hvor kommunisterne havde fået en stor tilslutning på 38 procent. Kommunisterne havde som det største parti forestået regeringsdannelsen og besat statsministerposten, samt indenrigs- og informationsministeriet. I løbet af 1947 var kommunisternes tilslutning dalende, og i februar 1948 fik kommunisterne gennemtvunget en regeringskrise, som ledte til en kommunistisk magtovertagelse. I Vesten mistænkte man Stalin for at stå bag kuppet, bl.a. fordi han sendte en udsending til Tjekkoslovakiet på netop dette tidspunkt, ligesom to af kuppets forgrundsfigurer havde en fortid i Sovjetunionen. Kuppet i Tjekkoslovakiet bidrog således til spændingen mellem Øst og Vest, da Tjekkoslovakiet havde haft en demokratisk regering, der havde forsøgt at bygge bro mellem Øst og Vest. Begivenhederne i Finland og Tjekkoslovakiet førte i Danmark til den såkaldte ”Påskekrise”, hvor soldaternes påskeorlov blev begrænset, idet der opstod frygt for sovjetiske tiltag rettet mod Danmark.

I Tyskland viste uenigheden sig, da Sovjetunionen lukkede vejene til Vestberlin, og vestmagterne måtte forsyne byen via en luftbro. Fællesstyret blev erklæret for ophævet, og vestmagterne nedsatte en forfatningsgivende forsamling i for Tyskland, ligesom de indførte D-marken. Blokaden af Vestberlin, der strakte sig fra april 1948 til 5. maj 1949, betød delingen af Tyskland i Øst- og Vesttyskland, til trods for, at der i juni 1949 blev afholdt en konference om Tysklands enhed. Den endte nemlig resultatløs, og den 20. september blev Konrad Adenauer kansler i Vesttyskland, den 18. oktober dannedes en Østtysk provosorisk regering med Otto Grotewohl som ministerpræsident, og Tysklands deling var således fuldbyrdet.

Allerede i 1948 havde Øst-Vestkonfrontation ført til øget sikkerhedspolitisk samarbejde blandt Vestmagterne rettet mod Sovjetunionen. England, Frankrig og Benelux-landene oprettede Bruxellespagten, som var en gensidig forsvarspagt. Målet for de europæiske lande var dog at få USA til at engagere sig i Europas sikkerhed. Dette lykkedes med underskrivelsen af Atlantpagten den 4. april 1949 hvor USA, Canada og 12 europæiske lande, herunder Danmark gav deres underskrift. De indgik en fælles forpligtende forsvarspagt, som i 1950 blev til  NATO (North Atlantic Treaty Organisation), og som reelt var rettet mod Sovjetunionen. Dermed var opdelingen også blevet militær, og frygten for en varm krig blev skærpet.