Englandskrigene

I slutningen af marts 1801 gik en engelsk flåde ledet af Admiral Hyde Parker med Lord Horatio Nelson som næstkommanderende ned gennem Øresund med kurs mod København. Formålet var at få Danmark til at forlade det væbnede neutralitetsforbund. Den danske flåde var endnu ikke sejlklar, og man forberedte i stedet forsvaret af byen ved at lægge en linje af ældre skibe og større flåder for anker på en lang række på Københavns Red.

Den 2. april gik den engelske flåde under ledelse af Lord Nelson til angreb på de danske flådestyrker. Kampen var hård og intens og bølgede i  flere timer frem og tilbage. Omkring kl. tre sendte Lord Nelson en  forhandler til Kronprins Frederik (den sjette), hvor han truede med at nedbrænde de danske skibe med sårede ombord, hvis ikke de danske styrker indstillede kampen. Kronprinsen anså, at yderligere kamp ville være forgæves, og opgav at fortsætte kampen. I de efterfølgende fredsforhandlinger viste det sig at kampen havde været nyttesløs, da den russiske zar Paul var blevet myrdet i Skt. Petersborg og det væbnede neutralitetsforbund dermed havde mistet sit mægtigste medlem.

Da Napoleon i 1806 iværksatte fastlandsspærringen for at holde England ude fra kontinentet, kom Danmark igen i klemme i stormagternes spil. I sommeren 1807 sluttede Napoleon fred med Rusland, og Danmark blev stort set det eneste neutrale land i Europa. Da Danmark stadig ville hævde sin ret til handel med alle de krigsførende parter, besluttede englænderne sig for at lægge pres på Danmark. En engelsk flåde sendtes mod København med det formål at fremtvinge en traktat. Sekundært at frarøve Danmark muligheden for at beskytte sin søhandel. Den 1. september landsattes engelske tropper ved Vedbæk og lagde en ring om København. Da man fra dansk side nægtede at udlevere den ikke udrustede flåde, der lå i havn, indledte englænderne et terrorbombardement om aftenen den 2. september og indstillede først beskydningen igen om morgenen. Bombardementet fortsatte aften efter aften, indtil Københavns kommandant d. 6. september overgav sig og udleverede Den Danske Flåde til englænderne. Englænderne tog 17 linjeskibe, 17 fregatter, 16 mindre skibe og 26 kanonbåde. Det engelske angreb drev Danmark ud af neutraliteten og ind i krigen på Napoleons side.

Med tabet af flåden i 1807 bestod den danske flåde nu kun af et enkelt linjeskib: "Prinds Christian Frederik", der havde været i Norge, da de engelske styrker erobrede resten af de danske skibe. For at videreføre kampen indledtes nu et byggeri af kanonbåde, der skulle beskytte danske farvande og opbringe engelske skibe. Kanonbådene havde den fordel, at de med et lille forbrug af træ kunne bygges alle steder i landet. Den danske regering gjorde samtidigt sørøveri mod fjendtlige skibe lovligt. I løbet af perioden erobrede danske kanonbåde 10 engelske orlogsbrikker og flere handelsskibe.

I foråret 1808 udkæmpede linjeskibet "Prinds Christian Frederik" sin sidste kamp. Under en mission for at støtte overførelsen af spanske tropper over Storebælt løb linieskibet ind i 2 engelske linjeskibe og 3 fregatter. Den 22. marts 1808 gik skibet ned efter flere timers kamp.

Med Kielerfreden i januar 1814 måtte Danmark opgive kampen og afstå Norge til Sverige. Uden denne afståelse kunne Danmark ikke få fred. Sagen var ikke nem for den danske kong Frederik VI, der skrev: "Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt."