Billeder - en metode i historieundervisningen - anskuelsesbilleder
At benytte billeder som udgangspunkt for en undersøgelse af et historisk problem eller begivenhed kan være en udmærket undervisningsform. Undersøgelsen kan være mundtlig som en klassesamtale, men kan også være den enkelte elevs eller elevgruppes projekt. Her præsenteres de såkaldte anskuelsesbilleder.
Billeder
Om
Anskuelsesbilleder
I 1899 indførtes et nyt fag i skolen: anskuelsesundervisning. Ideen var at bibringe de små elever en viden om det samfund, de befandt sig i, samt at få dem til at fortælle. Midlet var store vægplancher på ca 100x70 cm. Eleven skulle nu fortælle, hvad han så på det ophængte billede. Billederne blev malet af tidens førende kunstnere og står pædagogisk klart den dag i dag. De fortæller detaljeret, men alligevel enkelt, om det danske samfund omkring år 1900.
Din skole har dem også
Anskuelsesbillederne blev brugt i mange år. Da faget forsvandt, og billederne gik af mode, blev de oftest ikke smidt ud, men hensat i depot. Også din skole har sikkert billederne endnu, hvis skolen er 50 år eller mere. Hvis skolen ikke har dem, kan det tænkes, at lokalhistorisk arkiv ligger inde med dem.
Jul med sne og is
Spørgsmål til billedet: hvad laver mændene ude på isen? Hvorfor er der to lokomotiver foran vognene? Hvor har drengen i forgrunden været henne? Hvad laver manden bag børnene, der leger på isen? etc.