Ruds Vedby valgkreds

De første valg i Ruds Vedby Kredsen

Danmarks mærkeligste Dør

I det store gule hus, der ligger overfor Slagelsevejs udmunding i Rudsgade, sidder Danmarks mærkeligste dør. Ad en solid stentrappe går man op til den meget flotte dør. Men der er intet dørskilt og ingen brevsprække, og døren kan ikke åbnes! Når der er en dør her, skyldes det, at det var på og ved trappen her, mænd blev valgt i Ruds Vedbykredsen fra 1848 til 1915. Det år ændredes valgloven, og valgmødet foran Den gule bygning blev overflødiggjort. Landet over er vist ikke et eneste sted fra de første år i demokratiets historie bevaret. Men i Ruds Vedby er det. Og så var det endda lige ved at gå galt. Da bofællesskabet Bendtsens gård skulle bygges, var det meningen, at hovedhuset i den store købmandshandel skulle rives ned. Det var vi nogle i Kommunalbestyrelsen, der syntes ville være synd, da selve huset er en markant bygning i bymiljøet og den famøse trappe et historisk minde. I stedet for at betale 100.000 kr. for nedrivningen, solgte vi bygningen for 100.000 kr. og tjente således 200.000 kr., fik 6 lejligheder og bevarede en historisk perle. 

  Danmarks mærkeligste dør © Jørgen Mogensen

 

Da der i 1848 skulle vælges repræsentanter til den grundlovgivende rigsforsamling, blev Holbæk Amt opdelt i 6 valgdistrikter. Ruds Vedby blev valgstedet i 3. valgdistrikt, der kom til at omfatte de 16 sydligste sogne i amtet. Ruds Vedbykredsen bestod indtil 1970, hvor valgkredsene blev omlagt, og Ruds Vedbykredsen nedlagt. Iflg. Erik Christensen skyldtes Ruds Vedbykredsens nedlæggelse, at politikerne valgt i de store byer derved lettere kunne beholde deres pladser[1].

 

Fra 1848 til 1915 var der valg til Rigsdagen 35 gange. 35 gange skulle tribunen altså sættes op og kandidaterne råbe deres budskaber ud til forsamlingen[2]. Som regel var der tre kandidater, men der kunne være flere. Efter at kandidaterne havde holdt deres valgtaler, var der valg. Det foregik ved almindelig håndsoprækning, idet man gik ud fra, at de, der stod på pladsen, nok var vælgere. Den, der fik flest hænder, var valgt. Tvivlede en eller flere kandidater på afstemningsresultatet, skulle samtlige vælgere gå ind i et lokale og mundtligt fortælle valgbestyrelsen, hvem de stemte på. Heller ikke her var der altså hemmelig afstemning, og ens arbejdsgiver kunne let få at vide, hvem man stemte på. Valgtryk var derfor helt almindelig. Det ændredes 1901, da der indførtes skriftlig afstemning.

 

Et øjenvidnes beretning

Hvordan en sådan valghandling under åben himmel foregik, fortæller Axel Dohn os[3]. Som stor dreng oplevede han valget den 29. maj 1906. I Ruds Vedby stillede 4 kandidater: gmd. Hans Laurits Jørgensen fra Ougtvedgården, der stillede op for Det forhandlende Venstre, to kandidater fra Det reformerte Venstre og – for første gang i Ruds Vedbykredsen - en socialdemokrat. Axel Dohn fortæller:

 

”Foran Geltzers ejendom var der rejst en stor udsmykket tribune, og ”Torvet” var et bølgende hav af mænd. At man totalt blokerede de tre færdselsårer, der krydsede pladsen, generede ikke de tiders trafik. Jeg afventede spændt det øjeblik, da en arg socialist skulle vise sig på tribunen. Det var en xylograf Madsen, som de voksne havde talt meget om forud for begivenheden. Ikke alene for den mærkelige radbrækkende titels skyld. Men først og fremmest fordi han ville ”afsætte” vor gamle elskelige Chr. d. IX, nedlægge kirkerne, slå præsterne ihjel og sende alle soldaterne hjem, var han forlods identificeret med al jordisk ondskab. ”Ned med ham, ned med ham”, blev der råbt, og ”fy-fy”. Ih hvor var det spændende.  Næh, så herskede der en anderledes hyggelig og vennesæl stemning, da vores egen Hans Jørgensen fra Ougtvedgården uden gestikuleren, rund og jovial og med en selvfølgelighed, der ikke lod nogen tvivl tilbage hos vælgerne sagde: ”Så går vi ind og sætter kryds ud for Venstrereformpartiet”[4].  ”Hørt, hørt”, og kraftige klapsalver. Det var sandelig en helt anden facon på møde end den henne i Missionshuset[5].

Valghandlingen i Ruds Vedby 1906. Bemærk tribunen foran trappen ®Jørgen Mogensen. Billederne er oprindelig gengivet i  årskriftet "Fra Holbæk Amt", 1933.

 

Efter talernes række lød det pludselig: ”Købmand Dohn har ordet”. Det kan nok være jeg spidsede øren. Skulle far virkelig holde tale? Det drejede sig imidlertid om en bekvem og billig måde, man dengang kunne praktisere en bekendtgørelse på, idet far meddelte ”sine ærede kunder”, at han fremtidig lukkede sin forretning om søndagen.”

 

Axel Dohn var påvirket af hjemmets konservative anstrøg. Godt nok blev H. Jørgensen valgt, men ikke så overbevisende som Axel Dohn synes at lade ane. Jørgensen fik 789 stemmer, de to andre venstremænd henholdsvis 619 og 547 stemmer, mens socialdemokraten, xylograf Madsen, trods alt fik 410 stemmer.  Men tallene siger også noget andet. De 4 kandidater fik tilsammen 2365 stemmer. Mindst så mange har der altså været på ”Torvet” foran Bendtsens bygning, dvs. i vejkrydset mellem Slagelsevej og Rudsgade. Et forbløffende stort antal.

 

Da det begyndte

1906 var der altså stor interesse for politik. Sådan var det ikke oprindeligt. 1836 skulle der være valg til stænderforsamlingen. Bønderne i sognet var aldeles i vildrede med, hvad de skulle og var mest bange for, at magten skulle tages fra kongen. En dag samlede herredsfogeden et par stykker af de mest ansete bønder fra hvert sogn i sin retskreds og spurgte, hvem de ville vælge. Ja det vidste de jo ikke og overlod det til herredsfogeden. Han udpegede så en af sine sognefogeder. Denne sad i stænderforsamlingen lige så længe den eksisterede, og sagde her ikke en lyd.[6]

 

Da den grundlovgivende rigsforsamling skulle vælges, besluttedes det, at alle mænd over 30 år kunne stemme, hvis de indskrev sig som vælgere. Ud af 2000 mulige vælgere i Ruds Vedbykredsen lod 941 sig indskrive. Det var 7 godsejere, 286 gårdejere, 486 bolsmænd og husmænd, 39 indsiddere, 83 håndværkere, 36 embedsmænd, 3 forpagtere og 1 betjent. 10 var over 70 år. Da valget skulle finde sted en tidlig efterårsdag (5. oktober) stemte 89 % af dem, der havde ladet sig indskrive. 4 stillede op, tre bondevenner og en højremand, nemlig Gleerup, gmd. P. Jørgensen, Ulstrup, Lærer O. Jensen, Sæby og etatsråd Blechingberg. Gleerup blev valgt med 482 stemmer. Ved valget året efter til Rigsdagen blev Gleerup valgt uden modkandidat.

 

Gleerup var en eminent taler. Grundtvig rykkede altid frem i rigsdagssalen, når han stod på talerstolen. Han var en arg modstander af de nationalliberale og hævdede altid bøndernes ret. Gleerup var en af Bondevennernes ledere sammen med I.A. Hansen. De to blev senere uenige, og Hansen smed Gleerup ud af Bondevennernes flok i 1852. Det betød, at der blev dannet en vælgerforening i Ruds Vedbykredsen, der skulle støtte Gleerup. Så vidt vides, er det den første vælgerforening i landet.

 

Ved valget den 4. august 1852 opstillede I.A. Hansen sin egen kandidat i Ruds Vedbykredsen, Mikkel Rasmussen, Men lokalbefolkningen holdt fast i Gleerup. Han blev opstillet af gæstgiver Sørensen i Ruds Vedby og gdr. Anders Jensen i Tågerup. Kun de to var på valg. Ved den udendørs optælling af hænder blev Gleerup erklæret for valgt. Mikkel forlangte imidlertid mundtlig afstemning, så samtlige vælgere skulle ind forbi valgbestyrelsen og fortælle, hvem de stemte på. Derpå blev resultatet, at Gleerup fik 255 stemmer, men Rasmussen 273. Han var altså valgt. Stemmerne kom ikke fra Ruds Vedby. Hele 91 ud af 92 afgivne stemmer herfra pegede på Gleerup.

 

Mikkel Rasmussen, der var gårdfæster, var i 1849 opstillet i Næstvedkredsen, men en af Bondevennernes ledere bad ham trække sig til fordel ”for en af de mere intelligente kandidater”. Det gjorde han så. Men i 1852 kunne Ruds Vedbykredsen bruge ham. Han sad i Rigsdagen i 7 år uden her at gøre sig positivt bemærket. De nationalliberale udråbte ham til ”repræsentant for dumhed og uvidenhed”. Hans sidemand i Folketinget, professor Hans Brøcher, har om ham skrevet: ”adskillige bønder, bl.a. min sidemand, anser lommetørklæder for overflødige, eftersom mennesket fødes med fingre til det brug, hvilket han praktisk viser i salen, hvor jeg dog heldigvis sidder på hans venstre side, og da naturen nu har indrettet mennesket sådan, at det snyder næsen med højre hånd, så går det ud over smed Søren Jensen fra Rude, der sidder på den side af ham.”

 

Ved valget i 1854 fik han en højremand som modkandidat, den lærde økonom Theodor Hasle, fra Hesselbjerggård. Igen vandt Mikkel, og igen stemte Ruds Vedby massivt på den tabende kandidat. Ved valget i 1858 havde Mikkel trukket sig på grund af alder (60 år) og en anden af I.A. Hansens støtter, den føromtalte smed fra Rude, Søren Jensen, opstilledes. Han blev valgt, og igen stemte Ruds Vedby massivt på den tabende kandidat. Den tabende kandidat var nationalliberal, og når bønder og husmænd i Ruds Vedby stemte på ham, kan det skyldes tryk fra Vedbygård, Nørager og andre arbejdsgivere. Vi ved positivt, at en kusk på Nørager blev fyret med den begrundelse, at han havde stemt på Venstre (Bondevennerne). Kun fordi hans kone fik foretræde for ejeren, grev Ernst Moltke, og undskyldte ham med ordene ”Greven ved da, at han er så ualmindelig dum”, fik han jobbet igen. Og Lars Nilsen (Gamle Nielsen) mente, hans søn ikke fik et lærerembede, fordi han havde stemt på Bondevennerne.

 

”Søren Jensen var en god mand, med jævn god forstand, en ærlig sjæl, men dog lovlig lidt oplyst som Rigsstadsmand”[7]. Af udseende var han stor og svær, vel bygget med et mørkt, strit hår og et fyldigt ansigt. Han var gemytlig og talte gerne i et muntert lag, men ikke gerne i Folketinget. Også ham var de nationalliberale ude efter. I 1859 var Rigsdagen indbudt til taffel hos kongen. Også Søren Jensen deltog. Efterfølgende digtede de nationalliberale en vise herom. Et af versene lyder:

                                            Kors dog for al den mad, der gik med,

                                            Der blev vist ædt et par stude.

                                            Ingen dog åd som den satans smed

                                            Søren Jensen fra Rude.

 

Søren Jensen var ellers ikke ømskindet, men her følte han sig godt nok stødt. I øvrigt var han en habil folketingsmand. Men også hans tid randt ud, og den 5. marts 1864 tabte han til den lokale mand, Lars Dinesen fra Kulby. Inden denne sagde ja til at stille op, havde han spurgt sin mor, om han måtte. Som han senere skrev i sine erindringer: ”Ja, når Moder tillader det, tror jeg ikke godt, jeg kan sige nej”. Lars Dinesen var arbejdsom og blev hurtigt en af Venstres ledere. Han stemte imod fredsslutningen i 1864 og imod den reviderede grundlov af 1866. Han blev valgt ind i finansudvalget på baggrund af 7 års skolegang hver anden dag i Tjørnelunde skole samt et halvt års højskoleophold. Men fra omk. 1870 drev han mere og mere over mod højre, og i 1871 blev han stemt ud af Det forenede Venstre. Det betød, at der var kampvalg på valgdagen den 20. sep. 1872. Lars Dinesen vandt med 1102 stemmer over Venstres kandidat med 638 stemmer. For første gang var Ruds Vedbykredsen dermed repræsenteret af en højremand. Men allerede ved næste valg trak han sig uden kamp, og en gårdejer fra Solbjerg blev valgt. Denne trak sig imidlertid allerede i 1879 for at skaffe redaktør Tauber fra Slagelse en sikker kreds.  Alligevel var der spænding om valgets udfald, da Højre stillede med kaptajn Dons, der blev anbefalet af Lars Dinesen. Over 4000 deltog i valghandlingen, mange var kommet fra andre kredse. Tauber fik 1050 stemmer, mens Dons måtte nøjes med 784. Og ved alle valg i 80’erne høstede Tauber store stemmetal. 1892 døde han midt i sin gerning.

 

Tauber regnes for en af de betydeligste rigsdagsmænd fra den tid. Det var derfor velfortjent, når ”Vestsjællands Demokrati” i 1897 rejste ham et monument ved Bredgades Port i Slagelse. Da gaden skulle udvides, flyttedes mindesmærket til Ruds Vedby i 1911 til en plads mellem afholdshotellet og stationen. Monumentet blev her genindviet ved en fest den 23. juni 1911.

 

Efter Taubers død tog Laurits Jørgensen, som er omtalt i begyndelsen af dette kapitel, over. Han beholdt kredsen indtil 1908, hvor provst Michael B. Nielsen fra Vemmelev blev valgt for det nystiftede parti, Det radikale Venstre. Han stillede op på et stærkt antimilitaristisk program. Året efter dannede De radikale regering, og han blev kultusminister, dvs. undervisningsminister, kulturminister og kirkeminister. Han gjorde sig ikke bemærket som minister, men var en habil administrator, og i øvrigt blev regeringen væltet efter blot et år og erstattet af en Venstreregering. Ved valget i 1910 stillede kultusministeren ikke op, og kredsen erobredes af fhv. gdr. Søren Svendsen fra Bjerringbro.  1926 - 35 var dommerfuldmægtig Christian Christensen valgt for Venstre her i kredsen. Søren Svendsen var født i Kirke Helsinge og virkede som dommerfuldmægtig i Høng.

 

Ved valget i 1960 blev Venstre det største parti i Vedbykredsen, og med 5.776 stemmer fik de over 1/3 af samtlige stemmer, men Socialdemokratiet var tæt på med 5.447 stemmer. Mens det nystiftede parti SF fik 422 stemmer.  Ved valget i 67, hvor den socialdemokratiske regering væltede, kunne de dog trøste sig med, at de gik frem i Vedbykredsen til hele 6.026 stemmer mod Venstres 5.732. Det var i 67, at de radikale stormede ind i Folketinget med næsten en tredobling af mandattallet til 27, men i Vedbykredsen fik de samme stemmetal som 7 år før (1.200), mens SF fordoblede sit tal til 942 stemmer.

---

[1] Sagt af fhv. borgmester Erik Christensen på et offentligt møde i Lokalhistorisk Forening for Dianalund kommune 1995. De omtalte politikere var den gang i alt fald Karl Skytte i Holbæk og Egon Jensen i Slagelse.

[2] En enkelt gang holdtes det dog på Vedbygård.

[3] Kronikken ”Ruds Vedby for mere end 50 år siden” i Sjællands Tidende 9.4. 1963

[4] Axel Dohn husker forkert her, H. Jørgensen var opstillet for Det forhandlende Venstre

[5] Axel Dohns forældre var ivrige missionsfolk, og som dreng var han derfor nødt til at gå med dem til de for ham kedsommelige møder.

[6] Fra ”Gamle Nielsen, en kulturhistorisk selvbiografi”, opskrevet af Anton Nielsen 1888. side 119ff

[7] Sagt af landbrugslærer Christian Christensen i sin erindringsbog.