Egypten - projektarbejde i 5. klasse
Eleverne i de tre 5. klasser på Holbergskolen i Sorø lavede for første gang et rigtigt projektarbejde i foråret 2007. At påbegynde projektarbejde i lige netop 5. klasse er en god idé. Her har eleverne lært eller er godt inde i de grundlæggende færdigheder såsom informationssøgning, hurtiglæsning og opsætning af skriftlige arbejder. Samtidig er 5. årgang begunstiget med at have alle de praktiske fag: håndarbejde, sløjd og billedkunst, således, at det konkrete produkt kan laves i disse timer.
Egypten

Projektarbejde er en god måde at arbejde på for børn i 5. klasse. Dels kan de udtrykke sig via konkrete arbejder, dels får de lov til at være aktive på en anden måde end i almindelige timer. Men projektarbejde er også svært, for de er pludselig ansvarlige for deres indlæring på en helt anden måde end normalt. Alle de involverede fags lærere støttede derfor håndfast op om projektet, selvom det naturligvis var klasselærerne, der var udfarende og havde det endelige ansvar. Foruden de praktiske fag var historie, dansk og matematik inddraget. Egypten valgtes fordi alle havde noget kendskab til dette lands historie på forhånd, og fordi der findes god relevant litteratur til netop denne årgang.
