Lokalarkiver i undervisningen
Lokalarkiver er uundværlige i et undervisningsforløb med og om lokalhistorie. Her fortælles om lokalarkiver og hvad de kan bruges til i vor undervisning. Denne side kan med fordel ses i sammenhæng med det eksemplariske undervisningsforløb Vor bys Historie.
Undervisningsforløb

Lokalarkiverne - også kaldet lokalhistoriske arkiver - findes i hver by og dækker til sammen samtlige sogne i hele landet. Oprettelsen af lokalarkiver tog fart efter kommunesammenlægningen i 1970, men mange var startet før. Lokalarkiverne er samlet i SLA (Sammenslutningen af Lokalarkiver) med 400 medlemmer eller ODA (Organisationen Danske Arkiver) med små 50 medlemmer. De fleste arkiver er desuden organiseret kommunevis. I f.eks. Sorø kommune er der således tre lokalarkiver, der samarbejder om fælles opgaver. Ved siden af disse officielle arkiver findes der arkiver, der ledes af privatpersoner eller foreninger. De sidste har ikke de samme forpligtelser til offentlighed og ansvar overfor arkivloven, som de officielle har, men alle er som regel interesseret i at hjælpe skoleklasser.
Her finder du dit Lokalarkiv - og sådan bruger du det

Alle lokalarkiver kan findes i Vejviseren. Somme tider står de under Biblioteket, men som regel under opslagsordet "Arkiver". Måske står de under "Kulturelle foreninger". På din kommunes hjemmeside, vil de som regel også optræde. Endelig kan de ses på ODAs hjemmeside eller SLA kan hjælpe dig. SLAs hjemmeside ses her. Her kan du også få mere at vide om, hvad et lokalarkiv er. De mere uofficielle arkiver er svære at finde, men spørg dig for i lokalområdet.

Lokalarkiver arkiverer papir, lyd, billeder samt film, video o. lign. Tredimensionelle genstande tager museer sig af. De fleste arkiver har dog få 3D-genstande. Mange arkiver - og i alt fald de største - er i dag gået over til digital registrering, hvilket betyder, at billeder og andet materiale let kan findes frem. Ønsker du f.eks. oplysninger om huset på Østergade 13, vil arkivet som regel have mindst et billede (men som regel flere) herfra, ligesom der ofte er beretninger om personer med tilknytning hertil. Arkiverne låner ikke arkivalier ud, men tager - som regel mod betaling - gerne kopier, også digitale.
Sådan ser et Lokalarkiv ud

I depotet opbevares arkivalierne i specielle æsker.

I et andet depot opbevares indrammede billeder og tredimensionelle genstande, arkivet har valgt at tage imod.

På kontoret registreres de indkomne arkivalier

I Publikumsrummet er udstillinger (billedet til højre) og maskiner til brug for besøgende.
