Menu
• Indhold

Da mor og far, bedstemor og bedstefar var børn

Hvordan var det, da forældre og bedsteforældre var børn? Dette elementære spørgsmål gøres her til genstand for et undervisningsforløb. det er lavet i samarbejde med Lene Maria S. Steffensen.

 

 

Da mor og far, bedstemor og bedstefar var barn

tog
 

Til venstre ses en af de karakteristiske modeller fra sløjdsystemet Dansk Skolesløjd, som mange drenge har lavet i deres skoletid op til omk. 1970. Hvorfor var undervisningen anderledes dengang? Hvordan gik børn klædt? Skulle de altid arbejde? Hvordan så legetøjet ud? Børn har mange spørgsmål om fortiden. Disse fanges ind i dette eksemplariske undervisningsforløb.

 

Formål (i henhold til Fælles Mål)

 

  • fortælle om familie, slægt og fællesskaber
  • viden om livet på landet og i byerne, samt i fællesskaber og samfund
  • skabe fortællinger om hverdagslivet ud fra tilegnet viden om fortidens begivenheder og samfundsforhold
  • viden om episoder, der har betydning for den nærmeste families historie
  • indsigt i anvendelsen af begreberne generation og levealder samt relatere dem til egen livsverden
  • producere en tidsfrise og placere både sig selv og sin nærmeste familie på den

Målgruppe

3-4 klasse

Læringsmål

 

  • få placeret sig selv og familien ind i historien
  • skabe fortællinger med udgangspunkt i tilegnet viden, fantasi og indlevelsesevnen
  • få forståelse for begreberne fortid, nutid og fremtid igennem familiehistorie
  • få indsigt i forbindelsen mellem familiens historie og den lokale historie
  • få indblik i historiens kronologi ved at lave tidsfrise
  • lære om samfundsforhold og livsvilkår i gamle dage
  • øver sig på at tale i forsamlinger

Tidsforbrug

4-6 lektioner

Selve undervisningsforløbet

1 lektion: Indled forløbet med at lade eleverne diskutere hvordan de, ud fra deres forforståelse, tror, det har været at leve dengang deres forældre og bedsteforældre var børn.

Indledende spørgsmål

  • Hvordan var det at gå i skole?
  • Hvad lavede man når man ikke var i skole?
  • Hvad legede man og hvilke legesager havde man?
  • Hvilke pligter havde man?

Lad eleverne komme med deres bud og skriv disse op på tavlen. Hjælp herefter eleverne med at udarbejde spørgsmål til deres forældre og bedsteforældre om deres barndom.

 

Spørgsmål til forældre og bedsteforældre

  • Hvor gammel er du?
  • Hvor og hvornår er du født?
  • Hvor er du vokset op, på en gård, i et hus, i byen?
  • Hvordan så stedet du er vokset op ud?
  • Hvordan var det at gå i skole da du var barn?
  • Hvad legede du når du have fri?
  • Hvilke pligter havde du da du var barn?
  • Hvilke legesager havde du?
  • Hvad var det bedste du vidste da du var barn?
  • Hvad var et værste du vidste da du var barn?
  • Hvilke traditioner havde i, i familien?
  • Har det sted du boede da du var barn ændret sig?
  • Gik du til nogen fritidsaktiviteter da du var barn?

Lad eleverne kan tage disse spørgsmål med hjem og lave et interview til næste historietime, eller lad elevens slægtninge skrive svarene på spørgsmålene ned. Bed forældre og bedsteforældre om at fortælle eleven om deres barndom.

 

 

2 - 4. Lektion: Lav en individuel tidsfrise, hvorpå eleverne placerer sig selv og sine slægtninge. Diskuter/forklar begreberne generation, levealder og kronologi. Lad derefter eleverne klippe små stykker kulørt papir ud i størrelsen 5x5 cm. Hvis det kan lade sig gøre, så giv hver elev hver sin farve. På papirstykkerne skriver eleverne navnene ned på de slægtninge, de har interviewet. Hvorefter de sætter papirstykkerne op på danmarkskortet. Eleverne skal nu lave en lille fortælling ved at omdigte svarene på deres spørgsmål til en fortælling. De skal lave en fortælling til hver af de slægtninge de har interviewet.

Lav et ark i stil med nedenstående så eleverne lettere kan komme i gang med at skrive deres fortælling.

 

Mine bedsteforældres og mine forældres barndom

 

Jeg har lært, at dengang min bedstefar var barn, gik han kun i skole 2 gange om ugen …

 Osv.

 

 

Når dette er gjort, kan du pege på papirstykkerne og bede de elever, der har slægtninge i det område, hvor du peger, at fortælle, hvad de har lært/fået at vide ved at interviewe deres slægtninge. Diskuter dernæst, hvad forskellene på livet er, da bedsteforældrene og forældrene var børn, i forhold til, hvordan eleverne selv har det i dag. Skriv forskellene op på tavlen. Lav en planche hvor I opstiller forskellene i 3 kolonner.

 

 

Sidste lektion: Som afslutning på forløbet kan du lade eleverne forestille sig, at vi er 30 år ude i fremtiden, og at de selv er blevet forældre.Stil eleverne følgende spørgsmål

  • Hvad ville i fortælle jeres børn om hvordan det var at bo hvor i boede da i var børn?
  • Hvad vil i fortælle jeres børn om hvordan jeres liv var da i var børn?

 

Afsluttende Spørgsmål:

  • Prøv at forestille jer hvordan livet vil være for jeres børn ude i fremtiden? 

Skriv elevernes forslag til, hvordan deres børns liv vil komme til at se ud i fremtiden og tilføj så en kolonne med disse til planchen.

Evaluering

Plancher,foredrag og fortællinger giver et godt indtryk af, hvor meget den enkelte elev har fået ud af undervisningen.

 

Didaktiske og Metodiske overvejelser

Dette undervisningsforløb er hovedsageligt tiltænkt eleverne i de små klasser. Man kunne kombinere forløbet her med forløbet ”Vor bys historie”. Mange elever har forældre eller bedsteforældre, der er vokset op i et land udenfor Danmark. Det giver en ekstra dimension og en berigelse af undervisningen.

Supplerende litteratur og billeder

Kulturhistorie, Din udstilling, en udstillinger om gamle dage

Virtuel udstilling af Tøjmodens historie 1700-1980 på Nationalmuseet

DR har filmklip fra 50'erne.

Billeder

Brug elevernes egne billeder.