Vikinger - et projektarbejde i 4. b
4. b på Haldum-Hinnerup Skolen har arbejdet med vikinger i et projektarbejde. Deres lærer, Gurli Møller, har venligst stillet materialet til rådighed.
Vikingetid i 4.b

Når vi tænker på vikinger, tænker vi vel først og fremmest på nogle brutale børster, som sejlede rundt i verden og plyndrede, dræbte og voldtog, hvor de kom frem. De drog ud fra deres hjem i Norden, de drog ”i viking”. De sejlede ud efter bytte, rigdom og magt. Vikingerne angreb mål overalt i Europa … De plyndrede tilmed Paris i Frankrig. Den franske konge var meget bange for vikingerne. Han betalte dem penge for at holde sig væk. Andre herskere betalte også. I England kaldte man betalingen danegæld, dvs. ”gæld til danerne (danskerne)”. Nogle gange betalte herskerne så meget, at pengene slap op. Så angreb vikingerne bare alligevel. Nogle vikingekrigere var endnu mere uhyggelige end andre. De blev kaldt bersærker. De blev grebet af vildt raseri … Bersærkerne gik i kamp uden panser, fordi de troede, at de var usårlige. Men langt de fleste vikinger blev hjemme eller drog ud som handelsmænd, de var fredelige folk. Det er først og fremmest dem 4.b’s projektarbejde handler om.
Fra indledningen til 4.b's bog om vikinger
Om
Projektarbejdet
Grupper på hver to elever arbejder med delemner om vikingerne.
Kilder: Der anvendes en bogkasse med fagbøger om vikinger og udleverede links på nettet.
Aflevering: Hver gruppe skal aflevere 1 – 2 A4-sider skrevet på computer skrift-type Times new roman og skriftstørrelse 16. Opgaven skal indeholder billeder (højst 3) og, hos nogle grupper, kort. Billederne kan enten være kopierede fra nettet eller fra en bog, som limes ind i opgaven. Vælg de bedste. Sidste frist for aflevering d. 30/9.
Fremlæggelse for klassen på 10 – 15 min. for hver gruppe. Fremlæggelse d. 30/9 og 3/10.
Husk: Når I er i gang med at arbejde med en bog, skal I skrive bogens titel og sidetal op i jeres hæfte. Bogkassen bruges også af de andre 4. klasser, derfor skal bøgerne lægges tilbage efter timen. Hvis der er flere grupper, som skal bruge samme bog, skal I lave aftaler om, hvornår næste gruppe kan overtage den. Skriv ned i jeres hæfte, hvad I vil have med i jeres opgave. Skriv det rent på computer til sidst i forløbet (se tidsplanen). Tag den med ro, arbejd seriøst (dvs. uden pjat) og lav et godt stykke arbejde.
Tidsplan: uge 1 +2: søgning og notater. Uge 2+3: skrive. Uge 4: renskrivning og afpudsning (brug ordbog).
Den benyttede litteratur
Her kan ses den litteratur (incl links) 4. b benyttede.
Gruppespørgsmål
Her kan ses de spørgsmål, de enkelte grupper fik, inden de gik i gang med arbejdet.
Redaktørens kommentar
De nye Fælles mål siger bl.a. at elever efter 4. klasse skal kunne
- fortælle om sammenhænge mellem materielle kår og hverdagsliv
- opsøge viden om fortiden i forskellige typer medier.
- gengive historiske fortællinger fra dansk historie
Dette gør eleverne her, samtidig med at de øver sig i projektarbejde.

Konkrete arbejder
I et emne om Vikingetiden kan man med fordel inddrage konkrete produkter, hvis tiden er til det.
