Hæklingens kulturhistorie

Hækling i Norden

I de nordlige egne, med barsk klima, ( Sverige, Norge, Skotland og bjergegnene i Sydøsteuropa ) har hæklingen været anvendt til varme og praktiske arbejder, som vanter og huer hæklet i uldgarn og med hjemmelavede redskaber.

Oline Vold ( f. 1905 ) fra Norge fortæller at hun har lært at hækle af sin mor. Hun hæklede vanter eller "Hekla-votter" med en hæklenål lavet af ben. Olines mor valkede vanterne, det vil sige vaskede og gned på dem i varmt sæbevand, indtil man ikke længere kunne se mønsteret. Så var vanterne dejlig varme og kunne holde sne og vand ude.

Finere hækling

En helt anden type hækling stammer fra velstående miljøer i Vesteuropa. Her har det været langt finere og pyntelige genstande, som punge eller tasker af silke, guld, sølv og perler. Det er en udbredt opfattelse at hækling har udviklet sig fra tamburering, som er en orientalsk broderiform, der er kendt i Tyrkiet, Persien og Indien.

Teknikken minder meget om kædesting, men er i virkeligheden hæklede kædemasker, der ligger oven på stoffets overflade. Der arbejdes med en fin tambureringsnål eller hæklenål på stoffets retside, mens tråden, der arbejdes med, befinder sig under stoffet, der er fastspændt i en lille syramme.

- en god historie

En helt særlig historie udspinder sig omkring hækling i Irland omkring 1845 – 50. I den periode var der hungersnød i landet pga kartoffelsyge, og en stor del af den irske befolkning levede under meget kummerlige forhold, eller døde simpelthen. For nogen betød hæklingen imidlertid overlevelse, fordi en hel hjemmeindustri opstod omkring teknikken.

Teknikken går ganske kort fortalt ud på, at man hækler forskellige tætte, kraftige figurer over en tyk indlægssnor. Figurerne forbindes herefter med en netagtig bund. Det var de syede spanske og italienske kniplinger fra 1600 årene som var inspirationen og dannede forlæg. Men efterhånden udviklede teknikken sig på egne betingelser til et højt kunstnerisk niveau og fik sit helt eget udtryk. Rent praktisk satte man arbejdet i system, således at den enkelte blev specialiseret indenfor et delområde som blomster, blade eller montering. Netop en arbejdsdeling som er mulig med hækling. Lærere og agenter satte undervisningen gang, skaffede mønstre og organiserede salget og der blev undervist i overfyldte klasseværelser, lader og udhuse. Hele familier, mænd, kvinder og børn oplærtes i hæklehåndværket.

 Arbejdet foregik ikke under de bedste betingelser og kunne derfor godt blive snavset undervejs. Der var pladsmangel, dårligt lys og det var ikke ualmindeligt at arbejdet blev opbevaret i sengen. Men så blev det bare vasket, så det var fint og hvidt ved leveringen. Produkterne var blonder, besætninger og kraver og i takt med at den irske hæklings ry blev spredt var aftagerne kunder i England, Frankrig og USA. Først da moden for alvor skiftede, og man ikke længere brugte så mange blonder og besætninger omkring 1920 dalede den irske hæklesucces.