Hvorfor strikker vi ?

Vi vælger at strikke…. fordi vi vil det ….

- og ikke vil lade være!

Vi lever i en paradoksernes tid. På vej væk fra industrisamfundet og godt inde i vidensamfundet eller dream-society, som nogen kalder det.

Et par eks. på paradokser: Aldrig har der i vores del af verden været brugt så mange penge på nye køkkener og flotte kogebøger. Og aldring har så mange mennesker købt færdigretter og fastfood.

Sammenhængen kan man gisne om!

Et andet eks: - aldrig har man kunnet købe så mange tekstiler, både billigt men også meget som er kvalitetsmæssigt i orden…. Og samtidig hører vi om at flere og flere ønsker at udføre den tekstile arbejdsproces selv.

Den strikkende bedstemor er hip! Mon faget håndarbejde er på vej mod en renæssance?

Vores fag håndarbejde har ændret sig. Formålet med faget er ændret… det er blevet langt mere centreret om skabende processer og mindre mod et fastlagt pensum og håndværksteknikker. Aktiviteten håndarbejde er blevet anderledes … og vores opfattelse af det har også ændret sig. For nogen er det blevet frygtelig gammeldags. For andre et område, der skal opdyrkes, fordi det ikke er en del af bagagen at kunne udføre håndarbejde/ tekstilarbejde.

Jeg tillader mig at betragte det som en udvikling af de positive, at vi har i min levetid har bevæget os:

 

FRA en norm om håndarbejde som en forpligtelse for alle kvinder TIL tekstilarbejde som en valgmulighed blandt mange.

 

Vi vælger ikke håndarbejde/ tekstilarbejde fordi vi er nødt til det - eller fordi vi har et normativt "bør" hængende over os. Engang hed det: lediggang er roden til alt ondt. Og: "man" sidder ikke med hænderne i skødet og laver ingenting. Og lur mig, om ikke I alle kender en eller anden, der stadig har en rest tilbage af den norm siddende i sig…. Nu kan vi tillade os at vælge det tekstile håndarbejde som en mulighed blandt mange, og det ændrer den tilgang vi har både til undervisning og til læring, men også til de produkter, som vi vælger at gennemføre. Der skal være noget særligt, være anderledes … have et personligt udtryk - og udtrykket og det unikke bliver omdrejningen i de valg, vi gør os i processen og med hensyn til det produkt, som bliver resultatet.

I søndags havde Politiken et opslag om strik og citerede en ung designer for at sige: Det er moderne med strik, fordi "strik er aktuelt ligesom at lave sit eget syltetøj".

Og en anden sagde, at ".strik er blevet moderne, fordi det er et håndværk, som vi er lige ved at glemme. Man kan fremme individualiteten med strik."

 

Vi strikker ikke fordi det er nødvendigt - heller ikke fordi det er specifikt nyttigt eller af økonomiske årsager, men fordi vi har lyst og fordi det gør en forskel.

 

Den personlige motivation bliver den bærende drivkraft.

Det bliver et personligt projekt på linie med mange andre personlige projekter… f.eks. at hoppe i elastikspring, at klatre på mure, at køre cykelløb osv. Det er et valg blandt mange, ligesom leg, spil og sport er noget vi kan vælge til, - eller vælge fra. Håndarbejdsaktiviteten kan dermed sættes lig en leg/ en sport uden konkurrence…… eller med en anden slags konkurrence.

Vi kan spørge til hvilke begrundelser, der ligger bag dette valg? Hvor kommer motivationen fra… hvad skaber den?

For nogen ligger motivationen først og fremmest i den arbejdsproces, der ligger bag: forestillingen om det unikke produkt, i planlægningen, - det spændende i at arbejde med de mange muligheder og valg, som er mine egne. Det at kunne beherske en produktiv arbejdsproces og at kunne vise/ bevise for sig selv om andre, at man har magt over den. ( Og det kan måske ses som en modsætning til de mange områder i vores dagligdag, hvor vi er fremmedgjorte over for fremstillingsprocesserne bag de produkter, som vi erhverver). Det kan altså handle om at beherske tingene… at have magt over en proces.

For andre er det produktets specifikke udseende, - det endelige udtryk og det at "eje" et unikt produkt, som er motivationen. Det at kunne iklæde sig noget specifikt eller at kunne vise det særlige frem, som ingen anden i hele verden har magen til… at blive identificeret med dette unikke og at kunne kommunikere om det og med det. Det kan handle om at have en drøm, som man ønsker at leve ud.

Det betyder, at det bliver langt mere vigtigt, ja nødvendigt for den enkelte udøver, at hun kan arbejde med en særlig proces og et bevidst valgt udtryk og med det, som hun identificerer sig med. Fordi lysten skal drive værket mod det personlige/ det individuelle … ikke pligten over for en perfektion eller trussel eller frygt for repressalier, hvis man ikke kan opnå det perfekte resultat, som kan kontrolleres via sit forbillede.

Tidligere var der en almen viden om vores håndværk, og den viden var noget fælles i de nære sociale relationer, f.eks. i landsbysamfundet. Tænker vi på viden om strik, - hvordan der blev strikket, viden om materialer, arbejdsprocessen, former og mønstringer / "opskrifter" … så var der en samlet og fælles viden og erfaring tilstede, som ikke var bundet til noget private eller et enkelte individ.

I et laug var der en specialistviden som en særlig viden blandt de professionelle udøvere af håndværket, som i øvrigt var mænd. Blandt almuens befolkning var der en viden, som vi kan forstå som og kalde en "husholdnings-viden" i landsbyfælles-skabet, først og fremmest bandt kvinderne. Fælles viden som blev overført til de næste generationer af kvinder via socialiseringen… ikke som en bevidst tilrettelagt undervisning, men gennem den daglige praksis og samtidig med daglig praksis. Der blev ikke stillet spørgsmål ved, om det var vigtigt eller ønskeligt for den næste generation, - der blev ikke spurgt til begrundelser for læring og proces. Det var et vilkår. Denne mængde af viden og erfaring var pr. definition nyttig og helt nødvendig - både for den enkelte og i samfundet… en overlevelsesnødvendighed.

Nu er viden og erfaringer om håndarbejde og specifikt om strik ikke længere bundet til et fællesskab, men må forstås som viden og færdighed, som den enkelte har mulighed for aktivt at tilegne sig og skabe i en individuel proces, - kundskaber som man må ville. Dvs. at det bliver et tilvalg blandt mange muligheder.

(Her får vi som er formidlere en særlig rolle - nemlig at støtte op om den enkelte elevs eller kursists ønsker og særlige læringsmåder).

I dag kan vi tillade os at boltre os i valg og muligheder, fordi arbejdet er løsrevet fra nødvendigheden … og som undervisere og formidlere må vi indtænke, hvordan dette kan omsættes til undervisning eller pædagogisk beskæftigelse, og vi må hele tiden stille de didaktiske spørgsmålstegn: spørge både til et hvad og til et hvorfor,- med hvilken hensigt og med hvilket resultat?

Jeg vil gerne pege på, at vores fagområde har en masse kvaliteter, som vi dermed kan vægte langt højere end tidligere, netop fordi det tekstil håndværk er løsrevet fra nødvendigheden. Tekstilarbejdet frelser ikke verden med "en synål eller en strikkepind", men det kan på lige fod med meget andet være med til at styrke noget særdeles vigtigt:

 

Forestillingsevne og fantasi

Skærpe nysgerrigheden

Styrke motorik og sanser

Styrke helhedstænkning og kreativ tænkning

Træne stillingstagen, kombinationsevne og beslutningstagen.

Bevidstgøre om det nonverbale sprog og

Træne refleksion (når vi er os det bevidst ) Osv.

 

Tekstilarbejde er fantastisk at beskæftige sig med … og det må være legitimt at arbejde med fordi det dur til noget! Og fordi vi har lyst til unyttig nydelse… og jeg vil påstå - at DET er nyttigt!

Men nyttigt til hvad? Ikke til nødvendighed eller brugsnytte. Ikke til at forbedre en privathusholdning eller en privat økonomi. De tidligere begrundelser holder ikke længere.

Nytten ligger på det mentale niveau. Og i det kommunikative. Nytten ligger i det til enhver tid vigtige i at arbejde med at skabe og i det nødvendige arbejde med at skabe og genskabe identiteten. Og i at skabe og opretholde en mental tilstand hvor livsværdi og livskvalitet betyder noget og træder forrest.

Dermed bliver det at lave håndarbejde et personligt projekt, men med den gode sidegevinst at det også gavner vores omgivelser, hvis du lever i god kommunikation med din omverden og i god overensstemmelse med din egen selvopfattelse af, hvad "det gode liv er".

Det handler om kvalitet på et andet plan. Om Livskvalitet.

 

Faget tekstilarbejde.

For faget må vi stille os selv spørgsmålet: hvorfor er begrundelser for vores faglige område egentlig så bydende nødvendige? Hænger det sammen med, at vi er bange for at faget håndarbejde og dsermed eks. strik bliver slettet af skolens fagrække og bliver lagt ind under et fælles "musisk-praktisk fag" eller helt udraderet og lagt ud til "privatsfæren"?

Stil f.eks. spørgsmålet: "Hvorfor skal vi lære matematik, geometri osv. Jo. vi skal kunne regne og beregne, kontrollere andres udregninger, så vi ikke bliver snydt, - kunne tænke logisk, - kunne overskue og kunne … osv. Her er svaret ikke, at det skal læres fordi det er et af de traditionelle skolefag. Sprog har tilsvarende logiske begrundelser: vi skal kunne kommunikere over landegrænser!

Vi godtager ikke længere begrundelser af historisk eller kønspolitisk traditionel art. Vi vil og skal kunne begrunde fagene logisk, politisk korrekt og overbevisende. Begrundelsen skal næsten være selvindlysende,- det skal være den rigtige,- vi vil finde begrundelsen!

Og vi fodrer begrundelser også af os selv, - ofte også i vores egen hverdag. Jeg strikker fordi…! Ja, fordi jeg har lyst og fordi jeg ikke har lyst til at lade være, uanset andres meninger om det kedsommelige i at forme maske for maske – eller andres mening om, at det er meningsløst. Det er det IKKE for mig!

Men at en aktivitet giver mening for mig er jo ikke en brugbar begrundelse for, at det skal forblive som fag eller være en del af et fagområde i skolen.

De mange forsøg på begrundelser og ønsket om at bevare faget – handler det dybest set om vores egen lyst og betagelse / besættelse, som vi ønsker at den næste generation skal "overtage" eller have chance for at opleve? Er det en gangbar begrundelse?

Skolefagenes begrundelser er delvist bundet i traditioner. Nogle fag er udsprunget af videnskabelige discipliner, andre af hverdagsaktiviteter og nødvendigheder og overleveres via historiske traditioner.

Fagenes samlede opgave er at danne og udvikle den enkelte til en fremtid som borger i vores samfund. med alle de aspekter, som det indebærer. Med lidt store ord: danne til demokratiske og aktive borgere og danne til "det gode liv".

Fagene skal give kompetencer til fremtiden … og fremtidens borger skal kunne beherske

samarbejde, konfliktløsning, selvindsigt, fleksibilitet, selvstændig stillingtagen…

hun skal kunne analysere situationer, finde og vurdere informationer, have respekt for og kunne indleve sig i andre menneskers situationer´, takle problemer osv. osv.

Grænserne mellem fagene kan virke tilfældige, måske er de bundet op på arbejdsprocesser eller på særlige materialer og redskaber, - jfr. skellet mellem sløjd og håndarbejde. Mange fag kunne været defineret på tværs af de fagområder, som vi i dag kalder skolens fag. Derfor har vi også meget fokus på tværfaglighed. Man kunne jo i stedet have defineret nogle problemfelter, som skolen skulle arbejde med som basis for udvikling og dannelse. Hvor mon det tekstile område så lå?

Henrik Petersen har i en afhandling på cand. pæd. studiet beskrevet et bud på de kerneområder, som faget sløjd bidrager med.Med let omskrivning af Henriks kerneområder for sløjd.

Det er meget synligt, at de fleste af de kvalifikationer, som kan erhverves i faget håndarbejde også kan erhverves gennem andre fag /aktiviteter.

Begrundelser for vores fagområde og dermed også for det at strikke ligger ikke i faget selv, men må finde sine fleste argumentation uden for faget. Og vi må erkende, at begrundelserne ikke er specifikke for det tekstile fagområde, men også rammer ind i andre fagområder og tilgrænsende discipliner. Vi har ikke monopol på begrundelserne, men det gør dem ikke ringere og det betyder ikke, at vi så lige så godt kunne opgive det tekstilfaglige område. Det betyder blot, at vi må dele begrundelserne med de andre fagområde. Og måske derigennem også acceptere, at der brydes nogle grænser ned.

Og samtidig kan vi tillade os den påstand, at faget er lige så vigtigt og nødvendigt som andre fagområder for at den enkelte elev/ studerende kan udvikle de kompetencer, som bliver nødvendige i et fremadrettet perspektiv.

Ydermere har fagområdet den kvalitet, at det handler om noget, som vi er i daglig kontakt med…. hele livet: tøjet og vores boligtekstiler. Alene derfor er det bydende nødvendigt at beskæftige sig med på en eller anden måde… både i og uden for skolen. Ikke nødvendigvis i en fremstillingsproces, men i en proces og i et læringsperspektiv og en måde at forholde sig til det på som en del af vores livsområde.

Jeg vil nu tage fat i to filosoffer og prøve at se på tekstile processer og genstande gennem deres tænknings briller.

Først til John Engelbrecht. Om livskvalitet. Fordi det er det helt private og det som alene indirekte inddrager omverdenen.

Og derefter vil jeg drage Ole Thyssen ind, fordi han beskæftiger sig med den æstetiske produktion som kommunikation, - dvs. det som direkte inddrager omverdenen, fordi kommunikation jo fordrer, at der er en omverden som forudsætning for at kommunikationen kan finde sted, - en omverden til at reagere på en meddelelse og skabe en mening/ betydning.

Engelbrecht har forfattet en artikel, so han kalder:

" Mentalt kurbad for det enkle liv". (Politiken lørdag d.26. juli i år ).

Han beskriver først lidt om de problemer, der har været meget fokuseret på i den seneste tid i vores arbejdsmiljø: stress og depressioner. Det er jo alvorlige og omkostningstunge problemer for både den enkelte der bliver ramt, og for arbejdspladser og vores samfund. Engelbrecht er ikke tilhænger af "et tilbage til basis"….vi har et samfund som er udviklet fra industrisamfund til videnssamfund på godt og ondt. Vi skal lære at leve med det komplekse og samtidig komplementere det med det enkle. Det handler for ham ikke om at ændre vores verden, men ændre vores måde at opleve den på!

Engelbrecht er fortaler for, at vi finde og genfinde mange måder at agere på: " vi skal kunne skifte gear, - vi skal have mange gearer at vælge mellem, så vi mentalt kan skifte op i et spirituelt metafysisk overdrive og blive æresmedlemmer af foreningen til at trække tiden i langdrag".

Han siger blandt andet: " Plej din sjæl,- øv din ånd! Tænd dit indre poetiske fjernsyn og leg! Genfind din forbavselseskompetence, et helligt sænk af vanvid og den sunde galskab. "

Han påpeger, at den største hindring faktisk er vores egen begrænsede fantasi. Fantasi er intelligens der morer sig. Derfor må vi styrke fantasien og slippe gækken løs. For vi bliver syge, når vi glemmer at have føling med os selv og glemmer at sørge for vores livskvalitet. Det er ikke det samme som egoisme… livskvalitet er at have det godt med sig selv, at have det godt med andre og godt med det, man laver.

" Vi må til at udvikle åndeligt kløpulver, gymnastisere livsoptimismen. Leg, latter, kunstnerisk virke osv. er ikke modsætning til effektivitet, men kan faktisk blive forudsætning for det."

Han citerer Niels Bohr: "Der er ting der er så alvorlige, at man kun kan omgås dem spøgefuldt".

"Vi bør derfor skabe oaser og fristeder, have skabende stilheds-rum, give os selv lov til ti minutters indre kurbad, hvor vi laver glædesbøger, så endorfiner og velvære-hormoner skyller igennem os som et indre kurbad". Og glædesbøger erstatter jeg gerne med "glædesstrik".

Med Engelbrecht kan vi altså finde en begrundelse vores fag i legen… med skaberglæde og lyst-fyldt aktivitet…fordi det er nødvendigt at arbejde med lysten og glæden.

Ole Thyssen skriver i sin bog "Æstetik og ledelse" om de æstetiske produkter som kommunikation.

Han bruger begrebet design om al formgivning, som er intenderet, bevidst og villet form. Dvs. at vi kan se på vores håndarbejde/ tekstilarbejde som design - jeg vil hellere bruge begreberne formgivning og håndværk, bl.a. fordi designbegrebet for mig har nogle andre medbetydninger i industriel retning, som ikke stemmer helt med skolefaget håndarbejde og den private aktiviteten, som f.eks. at stikke.

Ethvert håndarbejde er en formgivning…. Uanset om den er en reproduktion eller en nyskabelse.

Vi kan se på håndarbejdet/ tekstilarbejdet som håndværk, der skaber ny form af det tekstile materiale. Formgivning og håndværk er hinandens forudsætninger: der kan ikke skabes form uden et praktisk håndværk og der kan ikke udføres håndværk uden at det giver form.

Vores fagdidaktiske spørgsmål må altså dreje sig om, hvilken vægt de to sider må tildeles i undervisnings- og læringsprocessen.

Thyssen taler om formgivningens genstande som "værker. "

Vi kan betragte vores individuelle strikkede genstande som "værker", uanset om de er unika-genstande eller reproduktioner af en opskrift. ( Den er dog på et tidspunkt formgivet/ designet)

For mange af os måske et lidt flot ord: "VÆRK" … det begreb forbinder vi jo oftest med kategorien KUNST. Men bruger vi Thyssens opfattelse af "værket" som noget, der er fremkommet ved en bevidst formgivningsproces og derefter drager en sammenligning med f.eks. kunsthåndværkerens fremstillede genstande, så kan vi gå ind i tankegangen om det tekstile produkt som æstetisk værk og dermed ifølge Ole Thyssen betragte disse genstande som kommunikation.

Hans bagvedliggende tankegang er, vi iagttager verden gennem selektion, gennem forskelle. Vi ser noget, fordi det er forskelligt fra noget andet. Genstande, som er frembragt med særlige formål har i sig en information, som genstande tilbyder iagttageren og som hun må afkode:

om hvem der har skabet værket,

med hvilket formål værket er skabt og

med hvilken virkning og værdi.

Dvs. at værket får en symbolsk betydning – måske bundet af den funktionel som værket har - måske uafhængigt af denne.

Den, der iagttager bliver påvirket af det, hun iagttager eller vælger at iagttage. Thyssen siger med henvisning til Emanuel Kant, at vi kan tale om "stemthed" - som kan være positivt eller negativt. Og stemtheden er en forudsætning for hvilken mening, som iagttageren danner, uanset om den dannes intuitivt eller via refleksion. Samtidig tillægger vi gennem iagttagelsen den iagttagede genstand en status. Vi ser ikke blot en trøje,- vi ser en form, en komposition og farvesammenhæng og vi aner eller mærker en kvalitet, og alle disse elementer danner en helhed, som vi tillægger symbolsk betydning og status: Ligegyldig, smuk, grim, banal, traditionel, etnisk, unik og f.eks. kostbar, billig osv.

Der er en risiko for, at samspillet mellem værk og iagttager unddrager sig den intension, som afsenderen af værket har dannet… uanset om afsender har været bevidst eller ubevidst om det.

Afsender kan med sit værk have intenderet en information om sin kundskab, sin status og værket bliver dermed den ydre form, som bærer informationen om dette og som det tilbyder til iagttageren som kommunikation.

Men den, der tilbyder en kommunikation via et værk kan ikke kontrollere modtagerens afkoding og den meningsdannelse, som hun konstruerer. Alene gennem en sprogliggørelse, kan der kommunikeres bevidst mellem afsender og modtager kan der skabes en fælles forståelse for den meningsdannelse, som værket giver anledning til. Betydninger skal afstemmes.

Værket tilbyder os desuden indirekte en mulighed for, at vi som iagttagere kan opdage, hvilken stemthed som vi "ynder", altså hvilke genstande vi foretrækker og hvilke vi afskyr. Dvs. at værket kan blive anledning til at vi bliver klogere på os selv, såfremt vi reflekterer dette.

Betydningsdannelsen er ikke helt vilkårlig.

I vores kulturarv har vi skemaer eller et reservoire til at fortolke, hvad der iagttages og tolkes som smukt, hvad der ses som grimt, som banalt, overraskende, centralt eller perifert osv …

Overheads.

Med Thyssens betragtninger kan vi se på den opgave, som vi i skole og uddannelse har med at sikre elevers og studerendes udvikling af kommunikationen… både i skabelsesprocessen af værket og i afkodning og dermed kan vi definere et behov og en mulighed for et bevidst arbejde med mange sprogformer, … verbale som nonverbale.

Det tekstilfaglige område kan tilbyde sig … som et af de fagområder der beskæftiger sig med de æstetiske læreprocesser, som rummer det kommunikative.

Den kognitive konsekvens af at arbejde med formgivning er både færdigheder og udvikling.

Den lærende må lære at beslutte uden at følge regler og uden at vide, hvornår en aktivitet er endelig tilendebragt. Hun må selv tage beslutninger, lære at være opmærksom på nuancer og bedømme, dvs. foretage evaluering samt drage konsekvens af sine valg.

Bedømmelsen må bygge på en helhedsbetragtning… en følelse af at "nu er det rigtigt" og en intuition og en vurdering, der modsat det verbale sprogs lineære struktur kan rumme modsætninger. I det verbale sprog må vi først beskrive det ene yderpunkt,- derefter det andet. I det visuelle kan vi iagttage en modsætning i ét.

Vores tekstilfag giver mulighed for at beskæftige sig med arbejdet med den kognitive og kommunikative proces, gennem hvilken vi lærer om os selv, om vores forståelse og om vores meningsdannelse. Derfor må der arbejdes med et tekstilt ikke-verbalt sprog således, at vores elever/ studerende kan give udtryk for deres personlige stemthed og intentioner. Men vi må også arbejde med det verbale sprog, fordi vi skal bruge det til at formidle symboldannelse og afkodninger af betydninger, - vi skal kunne indgå i verbal kommunikation med andre om vores tekstiler og vores meninger og holdninger.

Jeg tillader mig at konkludere sådan:

De tekstilfaglige områder tilbyder sig som en af flere muligheder for, at den enkelte kan tilegne sig

mange sprogformer,

evne til at bedømme og

evne til at give udtryk,

- og dermed evne til at kommunikere og indgå i sociale sammenhænge.

Og fagområdet giver også og samtidig:

mulighed for skabende leg,

for udvikling af intuition

og for analytiske aktiviteter, som kan forøge livskvalitet og livsglæde.

Fagområdet kan medvirke til, at vores elever/ studerende og vi selv bliver i sand til at arbejde med problemstillinger, tage beslutninger, turde forsøge noget nyt, få selvindsigt, kunne finde og bruge informationer, kunne kombinere og nytænke, kunne arbejde alsidigt, kunne forandre og analysere osv.osv. og skabe æstetiske genstande, der betyder en forskel.

Derfor skal vi arbejde med det tekstile… derfor skal vi fortsætte med at strikke. Fordi vi har lyst, fordi det betyder noget for os som mennesker og for vores samvær og samspil med andre mennesker og fordi det gør den forskel for vores liv at det skaber …. og skaber glæde og livslyst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekstilfagets kerneområder og nøglebegreber.

( Frit efter Henrik Petersens afhandling på Cand.pæd uddannelsen i sløjd)

Materialeområder: fibre, stof og andre relevante materialer

Materialekendskab, materiale- og redskabslære

Teknologi

Kulturteknikker

Praktisk og teoretisk (" hånd og ånd. "): at gøre, at handle og at reflektere

Håndarbejdsprocessen: fra idé over planlægning til vurdering og værdsættelse af det færdige produkt

Eksperimenterende og problemløsende arbejdsform

Skabende og håndværksmæssig fremstilling ( genstandsfremstilling)

Håndarbejdsfaglig viden, færdigheder og kundskaber ( tavs viden – at sætte ord på – at vide hvordan og at kunne)

Oplevelser og sansninger

Fantasi, glæde og oplevelse

Æstetisk virksomhed – erkendelse gennem sansemæssige oplevelser

Optagethed af æstetisk, praktisk og skabende virksomhed – at skabe sig selv

Indsigt i samspillet mellem menneske og genstande

Fortællingen gennem genstande - det narrative aspekt i genstandsfremstilling

Samvær, selvværd og identitet

Dannelse - almen dannelse

Alsidig udvikling

Holdninger, værdier og etik

Miljø, ressourcebevidsthed og bæredygtighed

Det tekstile arbejdes kulturhistorie- fagets baggrund, historie og idégrundlag

Og som fag på seminarieplan:

Psykologisk og pædagogisk teori og Almen- og fagdidaktik ( i undervisningsfage