
Filtning med H.C.Andersen i børnehaveklassen.
To faktorer var afgørende, da dette undervisningsforløb blev igangsat i april 2005, for dels var det HCAndersen år og dels havde børnehaveklasseleder Laila Nielsen, Skolen ved Sundet, været på ugekursus i filtning. Dette gav Laila mod på at arbejde med filning selv, og at kaste sig ud i et projekt med hele børnehaveklassen, der skulle filte et stort fælles billede!
Laila Nielsen beskriver her hele undervisingsforløbet, som sagtens kan gennemføres på andre klassetrin og med et helt andet tema end HCAndersen.
Optakt til undervisningsforløbet.
Om Optakt til undervisningsforløbet.

Højtlæsning og udflugter.
I sommerferien læste jeg HC Andersen eventyr og valgte ialt 20 ud, som jeg ville læse for børnehaveklassen og hvor der i historierne indgik elementer fra naturen.
Vi gik om bord i HC Andersens eventyr den 1. september og fortsatte frem til juleferien. Fritidspædagogen, som har 4 timer om ugen i bhklassen, fulgte op på historierne og tog børn og digitale cameraer med ud i naturen for at finde og fotografere de beskrevne elementer.
Vi var også i Runde Tårn for at se den enorme udstilling, som Billedskolen havde fået iværksat om HCA `s billedskabende fortællinger.

Fælles referencer.
Børnehaveklassebørnenes fotografier af fugle, dyr, blomster og blade mm blev hængt op i klassen. Efter jul var det hensigten, at de skulle fortsætte bl.a. i Botanisk Have og Zoo. Desværre gik det i vasken pga. sygdom. Fotografierne blev taget ned til jul og blev først hængt op igen sidst i marts. Klassen får samtidig også læst de to sidste HCA eventyr. Nu har vi læst 15 historier: Den lille Ida´s blomster, Nattergalen, Tommelise, Den grimme ælling, De vilde svaner, Klods Hans, Fyrtøjet, Hyldemor, Elverhøj, Snedronningen, Den lille havfrue, Ole Lukøje, Svinedrengen, Prinsessen på ærten og Sommerfuglen. Sebastians musik og sange til Nattergalen har børnene også hørt.

Markedsdag og "øvelse gør mester"
Sidst i november holder skolen altid markedsuge med åbent hus om lørdagen. For at børnene kunne øve sig i filtningens grundteknikker, bestemte jeg, at de skulle filte bolde, blomster og nisser. Der blev indkøbt gardisette og bobleplast, så alle 24 børn fik et passende sæt af hver. Merino karteflor i alverdens farver, sæbespåner, eddike, engangs vaskeklude og engangskrus m/hank blev købt. Vi fik uldgarn af forældrene. Vi startede med at filte bolde. Næste dag filtede de blomster. De to følgende dage filtede de nisser - en halv klasse ad gangen. Sidste dag filtede alle mindst een af tingene igen - der var frit valg. Nogle bolde blev tørret i tumbler og de blev hårde i filten. Andre tørrede på aviser og blev bløde i bolden. Blomsterne hæftede vi voksne sammen, så de "stod" op. Børnene skrev små navnekort, som blev hæftet på eet af hvert produkt. Lørdag solgte de først og fremmest til deres egne forældre og bedsteforældre. Vi fik overskud og kunne sagtens have solgt mer!
Beslutninger
Jeg besluttede, at vægtæppets mål skulle være 180 x 150 cm. Der blev indkøbt 3 kg hvidt Merino karteflor til bunden. Til motiverne valgte jeg følgende farver: Rød, gul, blå, grøn, sort og brun - 200 gr. af hver. Desuden blev der købt 1 m sort nålefilt til motiverne, som skulle danne rammen. Sidst i marts hængte jeg et stykke gråt kardus 180 x 150 cm op i klassen. Det eneste der blev markeret ved en streg, var rammen. Alle de digitale fotografier blev ligeledes sat op på opslagstavlerne. 1. april fejrer skolen HCA og alle eleverne får bl.a. en HCA bog.
Planlægning af billedet
Om Planlægning af billedet

Valg af eventyr og historier
Og så går bhklassen igang med forberedelserne til emneugen, der starter 25. april. Vi taler om og husker på de eventyr, de har fået læst højt i skolen. De får papir og farver og skal vælge, hvilket eventyr, de bedst kan lide.De vælger, tegner, klipper og taper det på det store ark kardus. Sidenhen formidler de, hvad de har valgt til klassen. Udkast, som stammer fra andre end de fælles læste eventyr, bliver sorteret fra. Nogle skal altså igang med 2. udkast. Billederne hænger hulter til bulter. Børnene får endnu et stykke hvidt papir og bliver bedt om at tage deres figur ned. De bliver påmindet om via exempler, at deres figur har hver deres historie og at de hver især har mange forskellige opholdssteder i historierne. Figurerne skal altså ind i en kontekst. Kan vi se, noget af den natur, de opholder sig i? De limer hovedrollen fast og tegner on location. Det tapes på kardusen og igen formidler de til klassen.

En naturlig ramme
Så får de udleveret sort kardus, fordi de skal tegne udkast til rammen. De vælger selv, hvor og hvad de tegner, men rammen foroven er forbeholdt fugle og insekter i himlen. Rammen forneden er til dyr og insekter i og under jorden. Rammen i siderne er til blade og blomster. Tingene klippes ud, tapes fast på rammen og formidles. Sidenhen bliver motiverne op- eller nedkopieret, så de passer til hinandens og rammens størrelse.

Puslespillet samles
Alle ideerne/motiverne skriver jeg ned og arbejder i weekenden på at samle ex. 6 havfruer, 3 prinsesser på ærten, 2 nattergale, 4-5 grimme ællinger, Tommelise, Snedronningen og Svinedrengen mm til eet helt billed. Mit udkast, som udelukkende baserer sig på børnenes oplæg, tegner jeg på et A3 ark. Jeg fortæller, viser og forklarer, at også det blot er udkast, som kan ændres. Det synes børnene ikke, at det skal. De er tilfredse. Jeg tegner det op i det store format 180 x 150 med blyant og en hurtig hånd, så vi kan se, at der er plads til alles udsagn. Der er en uge til emneugen begynder.
Oplægning og forfiltning
Om Oplægning og forfiltning

Arbejdet organiseres.
Skolebetjenten kommer med arbejdsborde, som kan rumme 180 x 150 plus lidt mer til hænderne. Børnene ruller aviser hårdt sammen og taper dem rundt langs hele bordkanten - pånær i et praktisk hjørne nær vasken. Her skal der være nedløb for vandet, når vi engang skal have sæbevandet ud af tæppet, ned i en spand/spande. Pressenningen lægges ud over hele bordet. Vore egne småborde står ved væggene, det ene til tørt uld og det andet til at forfilte ved. Børnene får beskedpå at danne filtegrupper á 6 børn - 3 drenge og 3 piger og så er vi klar til emneugen. Fritidspædagogen er med til emneugen i 4 dage á 4 timer. Der er en assistent 2 dage á 4 timer, en støttepædagog i 4 dage og jeg hver dag.

3 kg hvid Merino, nålefilt og forfiltet uld..
Jeg repeterer overfor børnene, hvordan karteflor skal lægges i lag, for at kunne filtes sammen. Vi arbejder med 2 filtegrupper ad gangen og får lagt 3 lag hvidt karteflor op - 3 kg - den første dag i emneugen. Vi checker, at ulden er lige tyk over det hele og forstærker selv kanterne. En lille gruppe børn går også igang sammen med en voksen at lægge farvet karteflor op i 2 lag og forfilter. Da børnene er gået på fritidshjem, bliver HCA masken lagt der, hvor han skal være på billedet. Og alle de sorte fotokopierede blade, blomster, insekter, dyr og fugle bliver lagt rundt i hele kanten. Næste dag skal vi igang med rammen. Børnene får vist, hvordan de kan bruge mønstrene. De kan også klippe frit efter motivet. Den sorte nålefilt er klippet ud forinden i passende format. Alle klippede sorte motiver til rammen. Bagefter nålefilter en gruppe ad gangen, således at alle motiver sidder rimeligt fast, inden de går på fritidshjem. Grupperne skiftes også til at forfilte det farvede flor, så vi har hvad vi skal bruge den næste dag. Undervejs lægger jeg en brun perspektivstreg af karteflor, som kan antyde, hvad der er over og under jorden og bakken - en anelse blåt hvor havet kan være og søen.

Motiverne klippes
Et par piger former svanerne frit i luften. De er meget smukke, men dagen efter må vi konstatere, at de fylder for meget. De må istedet klippes ud af det forfiltede flor. Den tredje dag arbejder børnene på skift - 2 grupper ad gangen - med motiverne inde i billedet. Hver gruppe får et område, hvorfra de hver især må vælge, hvad de vil klippe ud. Vi bliver næsten færdige med alle motiverne. Den fjerde dag nåler vi - børnene på skift - 3/4 af dagen. Vi voksne nåler alt helt inde på midten. Deres arme var ikke lange nok. Den sidste lektion kunne nogle af pigerne overhovedet ikke vente mere. Nu måtte der altså sæbevand på!
Filtning med vand og sæbe
Om Filtning med vand og sæbe

Endelig!
På femtedagen filtede alle på skift hele dagen - 2 grupper ad gangen. Med møje og besvær fik vi to voksne vendt det tunge tæppe, så det også kunne filtes på bagsiden. Lige så besværligt og hårdt var det at rulle tæppet sammen. Og så væltede vandet ud og der var rigtig meget. Men spandene stod klar og børnene havde været med til at lave en rende med aviserne. Så ved at sigte med presseningen, kunne vandet løbe lige ned i spanden. Til sidst fik vi brug for mobben og svaberen, men det meste kom i spandene.Men vi havde ikke kræfter nok til at rulle det. Det var meget vådt og tungt. Vi satsede på forældrene, som skulle komme næste dag. Tæppet lå rullet ind i bambusgardin.

Filtning for alle
For at være på den sikre side, skaffede jeg bobleplast, der var større end både bambus og tæppet. Men andre børn, forældre og bedsteforældre, som kom på besøg om lørdagen, ville hellere se på motiverne, høre om hvordan man filter, finde HCA historierne og prøve at filte med sæbe og vand - frem for at rulle. Så der lå vægtæppet til tirsdag.

Tæppet skylles
Meget af vandet var fordampet fra tæppet. Det blev rullet ind i bobleplasten og vi bandt tov om rullen. Sammen kunne vi godt rulle det frem og tilbage - på alle ledder og kanter. Det blev det gjort i 3 timer med skiftende filtehold. Vi løftedede det over på en vogn og kørte det til gymnastiksalens omklædningsrum. Pressenningen blev brugt som badekar. Først holdt drengene det og vi pøsede varmt vand i. På skift fik de lov til at stampe rundt på tæppet for at skylle sæben ud. Pigerne gjorde ligeså. Børnene var kun iført undertøj og blev forunderligt stille, når de fik tur til at træde på det våde, tykke, varme tæppe. Bagefter hang det og dryppede af over garderoben. Senere på eftermiddagen kunne jeg køre det tilbage og lægge det på bordet.
Afslutning på forløbet
Om Afslutning på forløbet

Montering
Dagen efter blev det lagt ned i skolens fyrkælder og til Kr. Himmelfartsfridagene tog jeg det med hjem. Det lå på stuegulvet og tørrede færdigt på husets badehåndklæder. Hist og her bliver motiverne repareret - broderet med uldgarn, hvis ex. delene er skredet fra hinanden eller et næb eller et øje er blevet borte. Det gøres nænsomt. Der blev monteret lærred og gardinbånd på bagsiden, så tæppet kunne hænge i en gardinskinne. HCAndersen masken blev syet på og efter pinse blev tæppet fragtet tilbage til klassen. Børnene klappede spontant, da det blev rullet ud og holdt op.

Skål for indsatsen
Vi havde ikke plads til at hænge det i klassen, men det havde skolelederen! Vi så det ikke i 14 dage. Men da det var besluttet, hvor i aulaen det skulle hænge, kom der fart over feltet. Den 2. juni hænger det der. Så hurtigt som muligt sætter vi os og beundrer vores værk, fortæller hinanden, hvem der har klippet de forskellige motiver. Til sidst skåler vi på HCAndersen - selvfølgelig i Hyldemors drik. Vi havde lige været på Lejre Forsøgscenter og set, hvordan jernalderfolket lavede huse ud af ler, så de fik også fortællingen om de mongolske nomader, der filter deres huse ud af uld. Støttepædagogen havde også billeder derfra; hun havde været der - sovet i en filthytte.
Den officielle afsløring.
Vi skulle have klassefest den 9. juni og fik også aftalt, hvordan vægtæppet skulle afsløres for forældrene - med lagen, snoretræk, nedtælling og fortælling. Afsløringen skete efter alle kunstens regler og børnene bukkede ved det store bifald. Og så grillede vi i den lune sommeraften.
30 timers ugekursus!
Se, det var et eventyr for et rigtig godt kursus. Et håndarbejdskursus i filtning - som blev til et tværfagligt projekt med fagene dansk, håndarbejde, billedkunst og natur og teknik i sig. Det er ganske vist.