Menu
• Indhold

Parkour

Parkour - At bevæge sig fra A til B i en lige linje,så hurtigt man kan. Møder man en mur, skal man over den og ikke rundt om den osv.

De fleste elever har stødt på videoklip på nettet af parkouraktiviteter, og mange har sikkert, samtidig med at det har fascineret dem, tænkt over, hvordan det er muligt at gøre det, de ser med kroppen.

Nedenfor giver Morten Gram et bud på, hvordan man kan arbejde med parkour over 2-3 dobbeltlektioner i idrætsundervisningen. Afslut eller evaluer emnet med at eleverne laver deres egen video og viser den.

 

Opvarmning

Sørg for at eleverne varmer op inden forløbet, da hele kroppen sættes på prøve, når øvelserne starter. Det er en god ide at lade opvarmningen indeholde balanceøvelser og lege som fx kongens efterfølger, hvor eleverne kan få en fornemmelse af redskaberne.

 

1. runde: 5 Teknikstationer

Om 1. runde: 5 Teknikstationer

1. Catbalance og precision

Balance og præcision er nøgleordene. Hop med samlede ben fra tæppeflis til tæppeflis og fra stålplint til stålplint. Fortæl eleverne at de skal springe over en skakt, som er 4 meter dyb eller fra tag til tag, og fokuser dermed på vigtigheden af kontrol - det er et spørgsmål om liv eller død.

Eleverne kan øge udfordringen ved at hoppe højere eller længere.

Det er overraskende, hvor sjovt noget så simpelt kan være.

Bruge balancebomme til at kravle på. Det gælder om at kravle på arme og fødder og altså ikke på knæene. Hold rumpen nede og stræk armene.

Se billedillustartion om precision på TeamJiyo. Klik på fanen viden.

2. Roles

Roles på Teamtrack - roles er skæve kolbøtter, hvor man i stedet for at rulle lige ud, ruller fra skulderen skråt ned over ryggen til modsatte hofte.

Der er fokus på et langt glidende rul, gerne efter et hop fra relativt stor højde,fx en ribbe. Roles gør det muligt at komme fra et spring til det videre løb uden at stoppe op. Øvelsen er her vist på teamtrack, men kan også laves på rullemåtte.

3. Wall-run

Wall-run op ad nedspringsmåtte: Sæt en hånd på skumplinten og løb op af væggen. Kan sagtens udføres på rå murstensvæg, men tænk dog stadig i faldunderlag.

Når eleverne får kontrol over denne del, kan læreren sætte sig på en stol ved væggen og lade eleverne løbe over sig, hvis læreren tør.

Opstillingen kan også ændres, så man løber på muren, sætter hånden på en plint og lander på en nedspringsmåtte.

4. Vaults

Vaults på saltoplint. Vaults er spring og kan udføres på forskellige måder: Ved at slynge benene ud over siden, ved at sætte hænderne i og trække benene igennem, ved at lave et saksespring som i højdespring men med hænderne til støtte på saltoplinten. Se billeder af disse springtyper: Turnvault, Lazyvault, Dashvault, Monkey, King Kong m.fl., men husk at der ikke er regler i parkour.

Lad evt. eleverne begynde med at hoppe op at stå på plinten først og derefter ned, med lidt stil/attitude kan det være lige så sejt.

Se billedillustration med de mange forskellige typer Vaults. Klik på fanen viden.

5. Catleap

Catleap er spring fra fx gulv til ribbe.

Start med at lade eleverne stå på gulvet og springe med samlet afsæt op i ribben. Derefter kan eleverne tage 2-3 skridt og springe op. Derefter kan man sætte et tilløb på, eller springe fra et ophævet sted (stålplint) eller springe skråt og dermed få et længere svæv.

Når eleverne hænger i ribben, kan de også lege med nedspringet fx. vende 180 grader inden landingen, eller lande præcist fx på en plint.

Eleverne kan udfordre sig selv i højde eller længe eller præcision på springet, eller lave en serie, hvor flere løber/springer mere eller mindre samtidig.

Se også hvordan catleaps og roles kan forenes her.

 

2. runde: Sammensatte øvelser

Om 2. runde: Sammensatte øvelser

Catbalance i højden

 

Catbalance i højden

Catbalance i højden og nedspring evt. efterfuldt af role og så videre til næste udfordring.

Catleap kan også indsættes ved denne station, som start på løbet.

Adventure-pit

 

Adventure-pit

Adventure-pit til blød landing: En form for udviklingszone, hvor man slipper fantasien løs. Fokus på stil, personlighed og attitude.

Wall-spin

Wall-spin på nedspringsmåtte: Kan indøves på plint eller saltoplint, hvor man løfter kroppen over et af hjørnerne. Se videoen til højre - den viser et begynderspring, og hvordan det kan udvikles.

Wall-spin

 

Fortælling med mobilen

Om Fortælling med mobilen

Sæt det ind i en historie

Snak med eleverne om at sætte de lærte øvelser sammen i en historie, fx 007 jagter skurk, Tom og Jerry på en byggeplads, Spiderman tester sine evner osv.

Optag video på mobil

Lad eleverne lave en afsluttende opgave, hvor de filmer deres egne parkour-løb med mobiltelefon. En snak om sikkerhed er nødvendig, hvis man lader eleverne gå udenfor eller lave egne opstillinger. Opgaven stiller krav til elevernes samarbejde og til deres evne til at tænke nyt og kreativt.

Lader man eleverne se hinandens mobilvideoer kommer evalueringen naturligt igang og læreren kan spørge ind til emner som "Kroppen og dens muligheder", "Dansk foreningsliv og foreningstraditioner" og "Mediernes betydning for hvordan vi opfatter og forstår en ny sportskultur og for dens udbredelse".

Faghæfte 48

"De digitale teknologier og produktionsværktøjer åbner en lang række nye muligheder for at præsentere og formidle information og viden. I yderste konsekvens er hele verdens befolkning publikum og forbruger af den viden, eleven producerer, når den gøres tilgængelig på internettet …"

Diskuter med eleverne hvilke medier parkour-ideen formidles gennem. Lad eleverne selv afprøve denne fremgangsmåde og selv være med til at vurdere om en mobilvideo skal gøres tilgængelig på nettet.

Fælles Mål

"Undervisningen skal lede fremmod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at anvende kropslige færdigheder"

"Undervisningen skal lede fremmod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at diskutere indhold og kvaliteter i nye og gamle former for fysisk aktivitet"