Rosens navn

At gøre grin med de hellige

BLASFEMI: Historisk set har mange religionskritikere brugt satiren som våben.

Latterliggørelse af religion er langtfra et moderne fænomen. Allerede den antikke filosofi indeholder satire og ironi, hvilket siden har præget Europas åndstradition. Læs om dem på Religion.dk

De fordøbtes smil

Latteren er direkte forbudt i flere klosterregler. I middelalderens kalkmalerier markerer smilet det onde. Djævelen og de fortabte smiler fjollet. Angsten for og forbuddet mod latteren er omdrejningspunktet i Umberto Ecos Rosens navn. Jens Anker Jørgensen udfolder denne pointe i Weekendavisen 21.8.2009.

Find den på InfoMedia.

Handlingen foregår i 1300-tallet i et norditaliensk kloster

"En af hovedfigurerne er den gamle blinde munk Jorge, en mand af den gamle skole, der benhårdt hævder den kirkelige fordømmelse af latteren. Selv franciskanernes venlige smil har han kun foragt tilovers for. Man møder ham første gang i klostrets bibliotek, da han med et citat fra Benedikts Klosterregel lukker munden på en gruppe munke, der morer sig over nogle fantasifulde illuminationer i et håndskrift: »Man må ikke føre tom eller lattervækkende tale,« siger han.

Jorge har opdaget, at klosterbiblioteket er i besiddelse af et håndskrift, der rummer Aristoteles' bog om komedien - i så fald det eneste og sidste i verden - men han holder det hemmeligt og vogter over håndskriftet som en drage, og de få indviede dræber han ved at smøre en dødbringende gift på den del af siderne, som man tager fat i, når man vender bladene. Disse mord og deres opklaring udgør bogens kriminalhistorie. Da Jorge til sidst bliver afsløret, begynder han at fortære bogens sider, og da han bliver forhindret i det, smadrer han en tændt olielampe mod gulvet, så håndskriftet, han selv, biblioteket og hele klostret går op i luer. Aristoteles skal ikke have sin sag frem"

(Jens Anker Jørgensen, Weekendavisen 21.8.2009).

»Man må ikke hengive sig til megen eller højlydt latter.«

Benedikts Regel