Guds straf over grise og hekse

Straffen som renselse snarere end retfærdighed

I 1567 dømmes en gris af den lokale domstol til hængning. Grisens forbrydelse bestod i at have fortæret den fire måneder gamle datter af Lyénor og Magdeleine Machieu. Med hængningen oplevede pigens ulykkelige forældre måske en lille trøst: Retfærdigheden skete fyldest, og datterens død var ikke tilfældig og uforklarlig, men resultatet af et ondskabsfuldt dyrs »grusomhed og vildskab«. 1400 og 1500-tallet vrimlede med retssager mod grise, heste, tyre, rotter, mus, fisk, larver, snudebiller og fluer. I Strange Historie. The trial of the pig, the walking dead, and other matters of fact from the medieval and Renaissance worlds argumenterer Darren Oldridge for at middelalderens grundige retssager mod mus og fluer var rationelle og udtryk for sund fornuft.

Læs Pernille Stensgaards anmeldelse af bogen i weekendavisen (Guds straf 09.03.07) - man bliver klog af det. Du finder anmeldelsen på SkoDa med dit UNI-login. SkoDa Kogt ned lyder pointen således: Folk var ikke dumme i gamle dage, bare anderledes. De sære historier var sund fornuft. Bag retsforfølgelser af dyr stod tidens mest lærde og uddannede mænd. De tog sagerne dybt alvorligt og argumenterede rationelt ud fra den eneste autoritet, der betød noget: Gud. "IFØLGE Skabelsesberetningen placerede Gud dyret under menneskets kontrol. Det havde herredømmet over fisken i havet og over fuglen i himlen og over ethvert levende væsen, der bevæger sig på Jorden, så når en gris åd en baby, gik den over denne gudsbestemte grænse mellem mennesker og dyr, og selvom de fleste var udmærket klar over, at grisen ikke kendte forskel på rigtigt og forkert, skulle den alligevel straffes for at være trådt ud af den naturlige orden. Ingen forestillede sig, at andre grise lige ville tænke sig om to gange, før de begav sig ud i kriminalitet, men henrettelsen var en rituel renselse for at vaske det »unaturlige« af, Straffen var Guds, hvilket udvidede middelalderens retsbegreb noget. Retfærdigheden antog skikkelse af en overnaturlig, universel lov fjernt fra de simple forbindelser, der herskede mellem mennesker, så meningen med skafottet var ikke så meget at straffe som at opnå Guds velsignelse.(Pernille Stensgaards)"

Vor tids grise-processer

Darren Oldridge ser en parallel til griseprocesserne i den rædselsfulde James Bulger-sag fra 1993: To tiårige drenge slog en toårig James Bulger ihjel. Drengene fik 18 års fængsel for det. I så ung en alder kendte de heller ikke forskel på rigtigt og forkert. Alligevel blev de straffet ligesom middelalderens uskyldige dyr. Det var gengældt grusomhed i begge tidsaldre (Læs mere om James Bulger sagen nederst på siden). Da to seks år gamle børn i 1994 slog en lille pige ihjel i Norge, portrætterede de ikke som mordere i de norske medier. Kun to uger efter drabet var de tilbage i børnehaven. De vidt forskellige reaktioner viser, hvordan også vores nutidige opfattelsen af skyld kan variere drastisk fra sted til sted. (Læs mere om James Bulger sagen nederst på siden).

Argumantationen og teksten

Argumentet er hentet fra John Hospers: Er vi ansvarlige for vore handlinger? (Se Pedersens "Etik til debat, 1981 side 11-13)

De onde (Baggrundsviden til læreren)

I Rikke Lund Heinsen teaterstykke DE ONDE findes en gennemgang af James Bulger-sagen. Teaterstykket er en voksenforestilling og altså ikke beregnet til børn. Som voksen kan du for meget at tænke over ved at læse dette stykke. Det indeholder meget tungt tankegods. I James Bulger sagen går hævn forud for "retfærdighed". Børn som juridisk defineres som uansvarlige straffes med lange fængselsdomme. Parallellen til dødsstraf for grise kunne måske trækkes?

Ved kirken i Liverpool-forstaden Walton

"Den 12. februar 1993 møder to drenge, Jon Venables og Robert Thompson, hinanden ved kirken i Liverpool-forstaden Walton. Den ene dreng, Jon, har besluttet sig for at pjække. Den anden, Robert er på vej i skole med sin lillebror, men vælger at gå med klassekammeraten ind mod byen til New Strand indkøbscenter. Her driver de først rundt på må og få og smårapser i forskellige forretninger. De stjæler blandt andet en dåse azurblå maling. Hen på eftermiddagen ser de to drenge den to-årige James Bulger uden for en af forretningerne i centret. Drengens mor, Denise Bulger, er inde i slagterforretningen og har lige spurgt sin svigerinde, hvor James er henne. ”Han står bare udenfor”, svarer svigerinden. Men på det tidspunkt har de to ti-årige drenge taget James (DE ONDE af Rikke Lund Heinsen )"