Metafysiske meditationer

Metode: Metodisk tvivl.

".selv den svageste grund, jeg kan finde, til at betvivle noget, vil være tilstrækkelig til at jeg forkaster det fuldstændigt"(M.M:2).

Nedbrydning af vanetænkning:

"Derfor måtte jeg i hvert fald én gang i mit liv sætte mig for at frigøre mig fra alle gamle anskuelser og begynde helt forfra, med grundlaget, hvis jeg skulle gøre mig håb om at få fat i noget stabilt og konstans i videnskaberne" (M.M:1).

Vil ikke stole på fjernsansningen:

"Alt, hvad jeg hidtil har anset for at være det mest sande og sikre, har jeg lært af sanserne. Men af og til har jeg erfaret, at sanserne bedrog mig, og det er klogt, aldrig at stole fuldstændigt på den, der blot én gang har narret os" (M.M:3).

Mine hænder er måske kun en drøm:

Descartes vil ikke stole på nærsansningen. ".der findes ikke tilstrækkelig sikre tegn, ved hjælp af hvilke man kan skelne klart mellem den drømmende og den vågne tilstand" (M.M:5).

Fornuftserkendelse er sikker

"For hvad enten jeg er vågen eller jeg sover, så vil 2 og 3, når de sættes sammen, altid danne tallet 5, og et kvadrat vil aldrig have mere end 4 sider"(M.M:8).

Hvis gud er en ond dæmon,

"Men hvordan kan jeg vide, at han ikke har udvirket, at der ikke eksisterer nogen jord, nogen himmel …, og at jeg ikke desto mindre oplever alle disse emner.? Således udvirker han måske at jeg tager fejl, hver gang jeg adderer 2 og 3 eller tæller siderne i et kvadrat"(M.M:9).

"Mod disse grunde har jeg intet at fremføre, men jeg tvinges til at indrømme, at blandt alle de anskuelser, som jeg havde troet var sande, er der nu ikke en eneste, som jeg ikke kan betvivle, …"(M.M:10).

"Jeg antager derfor, at der eksisterer … en vis ondskabsfuld dæmon, der er lige så bedragerisk som han er mægtig, og som af al kraft søger at narre mig. Jeg vil antage at himlen, luften, jorden, farverne, figurer, lyde og alle de ydre ting vi ser, kun er illusioner og bedragerier som han benytter sig af for at opstille fælder for min godtroenhed. Jeg lader som om jeg ikke har nogen hænder, ingen øjne, intet kød og blod og ingen sanser, men fejlagtigt tror, jeg har alle disse ting" (M.M:12).

Hvis jeg ikke kan nå nogen erkendelse,

"Derfor passer jeg nøje på ikke at tro på noget falskt og forberede mit intellekt så godt på den store bedragers list, at det aldrig vil lykkes ham at bilde mig noget ind, hvor mægtig og listig han end måtte være"(M.M:12).

Mål: At finde noget absolut sikkert (=Archimedes’ punkt) eller sikkert at indse, at det ikke findes

"De overvejelser, jeg gjorde mig, har i den grad bragt mig i tvivl, at jeg aldrig kan glemme det. Til gengæld kan jeg i øjeblikket ikke se, hvordan jeg skal bære mig ad med at overvinde tvivlen. Jeg befinder mig ganske, som var jeg faldet i på dybt vand: jeg er så forvirret, at jeg hverken støtte mine fødder på bunden eller svømme for at holde mig flydende. Men nu vil jeg tage mig sammen og slå ind på samme vej som i går, idet jeg tager afstand fra alt det, hvorom der kan herske den ringeste tvivl, som jeg vidste, at det var absolut falskt. Og jeg vil, altid fortsætte af denne vej, lige til jeg støder på noget sikkert, eller [.] lige til jeg sikkert har indset, at der ikke gives noget sikkert i verden"

"2. Da Archimedes skulle flytte jordkloden, forlangte han kun ét punkt, som stod fast og urokkeligt. Til svarende kan jeg med rette gøre mig store forhåbninger, hvis jeg er så heldig at finde én ting, som er sikker og ubetvivlelig."

Metode: Metodisk tvivl (afskrælning af usikkerhed)

Descartes antager, at alt hvad han ser er falskt. Og at intet af det hans hukommelse fortæller ham nogen sinde har eksisteret. Han lader som om han ikke har nogen sanser, og at alle sanseindtryk er illusoriske bevidsthedstilstande. Hvad er der så af sikre sandheder tilbage? Måske kun den, at der ikke gives noget sikkert i verden.

Resultat: Jeg tænker, jeg er.

Descartes begynder nu at spekulere over om han selv eksisterer. Han har allerede benægtet at have krop og sanser, men det udelukker ikke, at han eksisterer som en form for sjæl eller bevidsthed. Faktisk er Descarts sikker på at han eksisterer.

Descartes spekulerer nu over om han selv eksisterer.
Han har allerede benægtet at have krop og sanser, men det (overbeviser ham ikke om) udelukker ikke, at han eksisterer som en form for sjæl eller bevidsthed. Faktisk er Descarts sikker på, at han eksisterer, hvis blot han tænker på et eller, andet eller bliver overbevidst om noget.
Hvordan hænger det nu sammen med problemet om den onde dæmon? Descartes har tidligere i sine meditationer anført det forbehold, at der måske eksisterer en mægtig og uhyre listig bedrager, som anvender al sin opfindsomhed på at bedrage Descartes. Det er dog ikke noget problem i denne sammenhæng. For hvis Descartes bedrages, så må han eksistere som bedraget. Den onde dæmon kan altså bedrage Descartes nok så meget, men aldrig derved foranledige at Descartes bliver til ingenting.

Efter nøje at have gennemtænkt denne problemstilling om eksistens konkludere Descartes slutteligt, at sætningen: jer er til, jeg eksisterer, nødvendigvis må være sand, når som helst han udtaler den eller tænker den.

Spørgsmål: Jeg er, men hvad er jeg (= ontologi)

Descartes har endnu ikke tilstrækkelig klarhed over hvad han er, og vil derfor fremover være meget opmærksom på ikke letsindig at forveksle sig selv med noget, han ikke er. For hvis hans tankesystem skal vedblive med at være sikkert og indlysende, må kan overhoved ikke lave nogen fejl med hensyn til denne viden om, hvad han er.

Svar: En tænkende ting

• Hvad er legmet? Jeg kan ikke være sikker på nogen af legmets egenskaber.
• Hvad er sjælen? Sansende (usikkert) og tænkende/tvivlende (sikkert)

Tænkning og tvivl var det der forsikrede Descartes om hans egen eksistens, og da han kun vil acceptere det som nødvendigvis er sandt, kan han ikke sige andet om sig selv end, at han eksisterer som en tænkende ting, dvs. en bevidsthed et intellekt en fornuft.
"En tænkende ting. Hvad er det? Der et noget der tvivler, begriber, hævder, benægter, som vil et eller andet eller som ikke vil et eller andet, som også har forestillingsbilleder, og som sanser. Jeg er til, jeg eksisterer, det er sikkert; men hvor længe? (M.M.2)"

Problem: Eksisterer fornuftssandheder?

Den ydre verden som sansninger står ikke fast endnu.

Descartes' Sandhedskriterium *: En forestillinger der fremtræder klart distinkte er sande.

Årsagstænkning*: Alt må have en årsag (intet kommer af intet, undtagen lommeuld). Der kan ikke være mere i virkningen end årsagen (En dominobrik kan kun vælte den næste dominobrik - ikke et hus)

-> -> -> 

Bevis for Guds eksistens

P1: Descartes har en fuldkommen forestilling om Gud (Hvad kan være årsag til denne forestilling?).
P2:  Alt må have en årsag
P3:  Der kan ikke være mere i virkningen end i årsagen
-> -> ->
K:  Gud eksisterer

Descartes kunne ikke selv skabe dette begreb, for han er ikke fuldkommen (jf. P1+P3). Årsagen må være fuldkommen (jf. P3). Gud som er fuldkommen må være årsag til Descartes' fuldkommende forestilling om Gud. Gud kan ikke være fuldkommen uden at eksistere -> -> -> Gud eksisterer og er fuldkommen.

*) Problem: Der kunne være en bedragerisk gud, der gjorde at disse fornuftssandheder ikke stod fast alligevel. Descartes bruger fornuftssandhederne til at bevise Guds eksistens og godhed, og samtidig med, bruger han bruger Guds godhed som garant for fornuftssandhederne. Argumentet er en cirkel der bygger på sig selv.

Bevis for Guds godhed:

Gud er fuldkommen = Gud er god -> Gud er ikke bedragerisk -> Fornuftssandhederne er OK -> Svig og bedrag er noget ufuldkomment.At ville bedrage er et sikker tegn på svaghed. (Ondskab = mangel/fravær af det indsigt i det godes væsen jf. Platon).

A. Problem

Hvis Gud er fuldkommen, er det svært at forstå at den dømmeevne han har givet mennesket kan føre til fejl, hvis den ellers benyttes rigtigt. (MM:4.9)

*Denne disciplin er en slags teodiceproblem

B. Problem

Kan mennesker betragtes som ansvarlig og frit, når det er ufuldkomment?

*Denne disciplin kaldes fri-vilje-problemet eller filosofisk antropologi.

ad.A) En menneskelig fejl og ikke en guddommelig fejl

".når jeg betragter mig selv nøjere … da opdager jeg, at …(fejlene) opstår gennem et samspil mellem to faktorer, nemlig evnen til at begribe noget og evnen til at vælge dvs. min frie vilje, kort sagt mellem mit intellekt og min vilje² (MM:4.9)

Ad.B) Løsning-metode

Descartes formulerer en måde mennesket skal gå frem på rent intellektuelt.Indsigt i kraft at intellektet bør gå forud for beslutninger (viljen). Jeg kan undgå fejl, hvis jeg lader være med at tage beslutninger, før jeg har en klar indsigt i kraft af intellektet. -> -> Mennesket er fuldt ud ansvarligt for sine beslutninger(for sine fejltrin). Gud har skabt os perfekte. Det er os der misforvalter vores evner.

Descartes har brug for Gud, for at kunne være sikker på at omverdenen eksisterer.

1. Metodisk tvivl

2. Archimedisk punkt

Jeg tvivler, jeg er.

3.Sandhedskriterium

4. Årsagssætningens gyldighed:

Alt har en årsag. Der kan ikke være mere i virkningen end i årsagen.

5. Guds eksistens

6. Fornuftsbegreberne og fornuftserkendelsen er gyldige:

Begreber om udstrækning, delelighed og bevægelse -> ->Videnskab (fx geometri)

7. Omverdenen eksisterer:

Gud har ikke givet mig et begreb om udstrækning, hvis der ikke svarede en omverden dertil, thi Gud er fuldkommen og algod og ville aldrig bedrage mennesket.

8. Metafysik

Der findes to helt forskellige slags ting. To helt forskellige substanser: Den tænkende substans (urummelig og udelelig) og den udstrakte substans (udstrakt, delelig og bevægelig -> studeres i fysikken. Kvantitativ = matematik). Jeg er en tænkende substans som er knyttet til en udstrakt substans (kroppen).

9. Dualismes problem:

I mennesket virker disse to substanser, men hvordan kan noget urummeligt påvirke noget rumligt? Descartes indrømmer, at han ikke kan danne noget klart begreb om vekselvirkningen, men tror at de to substanser mødes i koglekirtlen.